The Man Who Lives for Love byder på alt fra soul, Hendrix-riffs og Stones-rock til boogie, Sly and the Family Stone-groove og mere tilbagelænet Delta-blues. En pærevælling, der – trods sine lyspunkter – bliver meget lang i spyttet.
Plader
The Ruby Suns: s.t.
Ryan McPhun flyttede helt fra Californien til New Zealand for at finde ligesindede til et band. Men hans musikalske rødder er ærkecaliforniske. Debutalbummet fra McPhun og hans syv bandkollegaer bærer præg af stor Beach Boys-betagelse, men er mere end blot en hyldestplade.
Micah P. Hinson: Micah P. Hinson and the Opera Circuit
Micah P. Hinson formår at skabe den særlige stemning, der gør et album til mere end bare et godt album. Stemningen skabes på papiret af en rusten vokal og melankolske melodier fremført som kosmisk country noir. Men helheden er mere end sine bestanddele.
Brakes: The Beatific Visions
Den første Brakes-plade var noget møg. Den anden er ikke rigtig bedre. Kvartetten vælter rundt mellem et utal af udtryk, og det er mere end svært at blive klog på, hvad vi egentlig skal med mere musik fra den kant.
The Village Idiot: Carpe Noctem
Findes himlen på jorden? Findes Guds eget land i Danmark? Svaret på det sidste spørgsmål er et tøvende ja, for USA’s musiktradition lever i bedste velgående i det nordøstlige Sjælland. Med The Village Idiots Carpe Noctem er Helsingør kommet på det musikalske verdenskort.
The Shins: Wincing the Night Away
De nærmest todimensionale popsange, der før var The Shins’ varemærke, har overladt scenen til mere eftertænksomme og fintvævede kompositioner. En ditto dybere produktion understreger de tråde af modenhed, der sammen med søvnløshedens forbandelse trækkes gennem Wincing the Night Away.
Bloc Party: A Weekend in the City
"Det svære andet album" viser sig at være en problematisk størrelse for de engelske anmelderdarlings, der fejler mindst lige så meget, som de rammer plet på opfølgeren til den millionsælgende debut.
Frisk Frugt: Guldtrompeten
Anders Lauge Meldgaard fra Yoyooyoy har taget den spraglede skjorte på og åbner for 40 minutters miskmask af noise, krautrock og marimba. Det er rodet, men også vedkommende og rent ud sagt positiv eksperimenteren med genrer.
Jerry Fels: Live in Your Bedroom
Med en gasovn trukket ned over hovedet og melodierne strittende ud som toiletpapir under hælen forsøger Jerry Fels at vælte ind i dit soveværelse. Find hængelås, brædder og jernkæder frem.
Clap Your Hands Say Yeah: Some Loud Thunder
I stedet for at gøre det forventelige og skrive flere sange i den energisk smittende stil, som gav dem stor succes med debuten, er Clap Your Hands Say Yeah gået i en mere eksperimenterende retning. Det har resulteret i en meget ujævn plade, der svinger mellem det rædselsfulde og det medrivende.
A Kid Hereafter: Rich Freedom Flavour
Danske A Kid Hereafter begiver sig på eventyr i forskellige musikalske genrebøjninger. Én håndfuld af sangene er fyldt med spændende idéer og arrangementer, mens en anden tenderer det mere letbenede. I sidste ende står Rich Freedom Flavour som en udmærket debut.
Julie Doiron: Woke Myself Up
Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric's Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.
The Book of Daniel: Songs for the Locust King
Selv om navnet kunne tyde på det, er The Book of Daniel ikke et kristent rockband. De er derimod en svensk gruppe, der på sit debutalbum leverer en udmærket gang poprock af den jazzede slags. Men af og til kan det dog blive lidt rigeligt brunt.
Fallen Men: Fuck Off
For en gangs skyld et band, der ikke selv fremstår arrogante, når de beskylder andre bands for at være det. Fallen Mens attitude er oprigtigt ligeglad. De vil bare spille en beskidt blanding af gammeldags punk og gammeldags rock uden at tænke for meget over det. Og det er både deres styrke og svaghed.