Alene navnet og albumtitlen kunne foranledige én til at tro, at Robert Gomez er endnu en ung singer/songwriter i den endeløse række af musikere, som med en akustisk guitar og en let melankoli løbende i stemmebåndet håber at indtage verdens følsomme lytterhjerter. Men det er ikke tilfældet, for i en tid hvor mange musikalske genrer eroderes eller overflødiggøres, er og bliver den uomtvistelige definition af singer/songwriter-genren, at musikken skal kunne skrives og fremføres på ét instrument. Og det er ikke tilfældet med Robert Gomez’ mørkstemte sange, som breder så subtile arrangementer ud, at de efter alt at dømme ville forekomme kedelige og uudfoldede fremført på blot en guitar.
Gomez er på kontrakt hos Bella Union, som også huser Midlake, My Latest Novel og sågar danske The Kissaway Trail, og udgiver nu sit debutalbum Brand New Towns. De 12 sange er utvivlsomt skåret efter et klassisk melodisk snit, men alligevel forekommer de langt mere underspillede og optrevlede end så meget andet i den eftertænksomme ende af rockskalaen – blandt andet takket være en let rugende og dyster produktion, som taler aldeles glimrende til Gomez’ på én gang hæse og bløde vokal.
Samtlige skæringer holdes i et stramt formelt greb, som forhindrer dem i at udvikle sig til ørehængere, og de første gennemlytninger kalder da også på følelsen af, at sangene er sprunget ud af det samme frø – men giver man musikken tid og rum til at gro, begynder sangene én efter én at blomstre op, ganske vist i samme farver, men alligevel i forskellige retninger.
Dette er på én gang albummets styrke og svaghed. På den ene side vidner det om en ekstrem homogenitet og sjældent set stilsikkerhed, men omvendt efterlader det også lytteren let utilfredsstillet i den uundgåelige søgen efter sangen, der lige skal høres igen, fordi den skinner en anelse stærkere end de andre og får hånden til at række ned i lommen efter iPod’ens rewind-knap, mens man cykler hjem.
Man må beundre Gomez for hans sikre sangskriver-pen, men ligeledes erkende, at albummet næsten strander i sin stilsikkerhed. Det ville være prisværdigt med blot et par hasarderede eller afvigende satsninger. Bevares, der er sange, der er bedre end andre – tag for eksempel åbneren “Closer Still”, hvis buldrende, livlige trommer, let beskidte drive og små elektroniske samples skyder albummet glimrende i gang, og ikke mindst titelsangen, som med diffus percussion og strømme af bløde fløjter afslutter albummet lige så glimrende.
Produktionen kommenterer musikken godt med sin på én gang komplekse og underspillede natur, funderet i guitarernes støvede anslag – såvel de akustiske som elektriske. Derudover leverer tørre celloer, staccerede violiner, kontrabas, klaver og vekslende percussion hver sit beskedne bidrag til det sammenfiltrede lydbillede, og den ideelle ramme til Gomez tilbagelænede vokaler.
Der er ingen tvivl om Robert Gomez’ evner som sangskriver og arrangør, og albummet kan uden problemer anbefales til lyttere af dén melodiske rock, der ikke nødvendigvis er skåret efter radioens reducerende skabelon, og som vokser sig lidt større ved hver gennemlytning.
