De melodramatiske passager står i kø på en plade, der skal forsøge at overbevise oven på en stærk førstesingle. Der er meget mere end blot "Smother + Evil = Hurt" på The Kissaway Trails debutudgivelse, der emmer af berusende passager, fine vokaler og følsomme arrangementer.
Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.
Den syngende asparges, Jarvis Cocker, ligner sig selv fra Pulp-dagene. Med sit første soloalbum har han ikke bevæget sig mange mil væk fra det gamle orkester. Det behøver han heller ikke, for hans professionelle popsange og skarpe poesi beviser, at Jarvis Cocker såvel i Pulp som solo er et både interessant og behageligt bekendtskab.
De er et frustrerende popband at være i stue med, for de spiller ikke popmusik. I stedet trawler Chin Up Chin Up deres sange igennem, som var de på jagt efter den guldrandede artpopsang. Højt at flyve, dybt at falde – og Chin Up Chin Up lander i middelmådighedens marker.
Son My er endnu et dansk band, der har fundet inspiration i den fortærskede postrock. Men selv om de tydeligvis har skelet til både Sigur Rös og Radioheads billedskabende lyduniverser, er Son My – i modsætning til flere af deres danske kollegaer – ikke groet fast på giganternes skuldre.
The Cooper Temple Clause står på deres tredje album i et vadested. Det virker, som om de ikke rigtig ved, hvor de skal bevæge sig hen, og derfor svinger pladen ekstremt meget stil- og kvalitetsmæssigt. Den fungerer klart bedst, når det er den dystre elektrorock, gruppen kaster sig over.
Cocteau Twins har netop genudgivet en række BBC-liveudgivelser – en samling, som ikke er videre vigtig, skriver Jonas Munk (Manual, Causa Sui). For lige så enestående et band Cocteau Twins var, lige så lidt evner liveoptagelserne at indfange trioens overjordiske skønhed.
Damon Albarn er gået sammen med medlemmer fra The Clash, The Verve og Fela Kutis band om at lave doven, dub-inficeret popmusik, der fortæller historier om den britiske hovedstad – og det er de sluppet ganske vellykket fra.
Med elektrisk piano, bas og trommer skaber Chicago-baserede Pit Er Pat skrøbelig og legende popmusik med jazzede elementer. Trioens lydbillede er særdeles kærkomment, mens det endnu kniber med at skabe mindeværdigt melodimateriale.
Sunderland-bandet Field Music leverer med deres andet album et af årets første utvetydige højdepunkter. Deres strålende, solgule pop har en sikker basis i forgangne årtiers musikalske værdier, men takket være en uovertruffen idérigdom finder Field Music deres helt egne kreative løsninger.
Debutpladen fra det tyste svenske enmandsprojekt Ass minder på mange måder om de små afstresningsbolde, man kan kramme om med hænderne. Det selvbetitlede album er vældig rart, men spændingskurven er lige rigeligt ubevægelig.
Jeg er Kunst. Jeg er mærkelig men ikke altid noget af mig er andet er ikke Jeg vil forene lyd + litteratur digt + musik Digte bliver skabt sammen eller hver for sig sange – digte – lyde nogle gange kun nøgne digte Jomisk lyd Jomi gentager “fæj-fæj” igen og igen til jomiske guitarer men Anne-Lises ord hvad vil du mig med “fæj”? Ellers hvisker de begge kvinder en hviske-kanon uden musik tæt på lige ind i mit øre Der er lidt af hvert der er rap Marius Nørup-Nielsen Politik, Pia, Pik en irriterende “Spekulation” “Støjen findes (Støjen findes)” »I meget gamle dage var litteratur synonym med fremførelse, oplæsning.« akkurat som Mads Eslunds mund der fremsiger sin poesi om poesi og tis Postrock-poesi der krakelerer og bliver til recitation med lyde til dessert Ny lyd: endelig en rigtig sang på et andet sprog “The Contract”- en popsang Ligesom “Europa” var en popsang på et velkendt sprog som en velkendt Rasmus Nøhr? der drikker vin i Europa – »det gamleste land« Nej hellere Turbulensens “Lysende insekt” Janus Kodal og stemning, smagen af ord Høegs fortælling – et teater i lyd og sjove ord stakkels Hawk som bankrøver i Tibet Til sidst kan jeg ikke klare mere og gemmer mig krøller mig sammen i en trance en electronica-trance knastør med Morten Søndergaards ord som pude ind i drømmen Schweppenhäuser/Thomsens langstrakte lydlandskaber tredive minutter og tak jeg glemte verden Jeg er et godt initiativ jeg transcenderer jeg dræber en sang jeg ekspanderer et digt “Valmuemarkerne” får liv “Europa” slås ihjel en bølgegang
The Hold Steady er et udpræget amerikansk band. Boys and Girls in America tilbyder en pompøs historietime med massiv og traditionel rock’n’roll med halvstore armbevægelser. Det er dygtigt og overbevisende, men det får ikke pandefolderne til at udfolde sig. Vi skal videre i teksten.
Danske Superhabit udgiver nu deres anden selvfinansierede ep. Og sandsynligheden for, at en tredje ep kommer til verden på samme måde, er overhængende stor, hvis ikke bandet finder et mere personligt udtryk. Musikken er hinsides det middelmådige, og teksterne – de er endnu værre.
