Glasgow-trioen Union of Knives byder gennemgående på elektronisk rock. Men faktisk spænder skotterne vidt og rammer mange felter, hvor alt indgår i en gennemarbejdet enhed. Inspirationen fra Radiohead er tydelig, men det ændrer ikke på, at vi her står foran en fin debutpræstation.
Ligegyldigt hvor meget vi prøver at nå at skrive om alt, vi finder spændende, lykkes det ikke. Men her ved årets afslutning vil vi i det mindste forsøge at samle op på nogle af de plader, der i første omgang strøg uden om vores radar.
31Knots har en forkærlighed for mathrock og progrock, som de lader sammensmelte til sange, der vil en frygtelig masse på én gang. ep:Polemics er et mellemspil, mens vi venter på den næste fuldlængde – og den belyser bandets styrker og svagheder.
Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.
2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.
Et mislykket forsøg fra pladeselskabet Saddle Creek på at levere interessant emorock. Melodierne er stærkt forglemmelige, og materialet flyder sammen til en middelmådig suppedas. Om igen.
Den københavnske kvartets andet album er stærkere og mere kraftfuldt end forgængeren. Bandet er begyndt at skrive omkvæd, man husker, og kontrasterne i musikken er blevet bedre. Men det er ikke altid lige motiverende for lytteoplevelsen, at nøgleordet for pladen er resignation.
Man savner billederne, når man lytter til Mogwais Zidane-soundtrack. Men albummets stemningsfulde lydcollager kan sagtens bruges som ledsager til en god bog.
Der er ikke meget nyt under solen hos canadiske Alexisonfire. De er vrede og frustrerede, og de spiller deres blanding af punkrock og nu-metal på hård og aggressiv vis. Temmelig trættende i længden.
Måske lyder et timelangt album med kun fem numre, fremført af en harpenist tilsat Disney-strygere ikke som et oplagt mesterværk. Men det er det. Med Ys har Joanna Newsom tilført den revitaliserede folkgenre et vaskeægte hovedværk, der tør genoptage storladne melodier og løfte dem højt over hovedet.
"He sounds kinda like Johnny Cash, but like 10 times as good." Sådan beskriver Dan Sartain sin egen musik. Det er nu nok lidt af en overdrivelse, men med Join Dan Sartain viser han, at han har noget at have selvtilliden i.
Pere Ubus kunstneriske ambitionsniveau er stadig højt. Studiealbum nr. 15 er nemlig baseret på en roman, som den afdøde forfatter Jim Thompson aldrig har skrevet. Desværre. For det ville uden tvivl have været en sci-fi-cowboy-roman så dyster og foruroligende, at den fænger fra allerførste side.
Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.
Pittsburgh, Pennsylvania, melder intet nyt under solen. Antinyheden er beskidt fuldemands-rock’n’roll, der udløser piskesmæld i form af både nåja-genkendende nik, århja-anerkendende nik og almindelige yeah-nik. Intet nyt er gerne kedeligt nyt, men hér er det også udmærket nyt.
