Tom Jenkinson alias Squarepusher er en vild ekvilibrist, både når det gælder lynhurtigt basspil og halsbrækkende trommeprogrammeringer. Nu er han også begyndt at skrive gode melodier – og alt ville være godt, hvis han bare kunne begrænse sig selv og sit lir. Det kniber desværre.
På sit andet soloalbum fortsætter Dustin O'Halloran med at udforske minimalistiske piano-kompositioner. Hans tempo og stil giver de 11 stykker et stærkt udtryk, som det er meget svært ikke at blive påvirket følelsesmæssigt af. Eneste anke er, at ingen numre skiller sig ud.
Var det noget med en gang svensk synth-rock tilsat en sværm af atmosfæriske arrangementer og lidt højt-til-loftet vokal? Så er Strip Music lige dig, for alt dét er der rigeligt af på Hollywood & Wolfman. Men pladen er en af årets mere ujævne udgivelser.
Japanske Takuji Aoyagi er taget på rundtur til øer som Cuba og Bali for at lave sit femte album. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de bedste numre er dem, han har skrevet hjemme i Tokyo. Pladen er meget varieret – og det er numrenes kvalitet også.
På papiret er Swan Lake et musikalsk drømmehold, bestående af tre stjerner fra den canadiske indierock-scene. Men ret beset er de 13 sange på debutpladen Beast Moans ikke det opløftende bekendtskab, man kunne håbe på. Sangene er ordinære og skjules bag et slør af prætentiøs, ustruktureret larm.
Årets arkæologiske fund. Den titel bør Tryghed & Tristesse få for genudgivelsen af det glemte og oversete danske postpunkband De Må Være Belgieres meritter. Både singlen og liveoptagelsen viser, at DMVB var en særdeles kompetent pendant til den sortrandede del af 80'ernes mørke britiske postpunkscene.
Mixtapes & Cellmates' letbenede støj udgør en mættet længsel, som udfylder stilheden. Den rammende støjrockmetafor, som ligger i ep'ens titel, udgør en hel poetik for bandets fremragende shoegaze, der både appellerer til lytterens intellekt og sind.
Amerikanske The Meeting Places spiller støjpop med stærke shoegazer-tendenser. Musikken på deres fremragende seneste album holdes oppe af en altomfavnende stemming af nat og melankoli, og vil uden tvivl tiltale fans af My Bloody Valentine.
Den amerikanske singer/songwriters manglende opfindsomhed, hvad angår sangtitler, er heldigvis ikke betegnende for kvaliteten af hendes musik. Albummet er dog en smule ujævnt.
På ambitiøs og sprudlende vis stikker Orphans med sine 54 sange i mange retninger, men den hænger godt sammen, bl.a. i kraft af tematiske opdelinger. Opsamlingen er meget mere end summen af sine dele, og den er samtidig er smukt og ærligt portræt af en musikalsk legende.
Karsten Pflum har sagt farvel til sin lettere pjankede udgave af 90'ernes drill'n'bass og forsøger sig i stedet med dyster og yderst indadvendt electronica af en ganske minimal slags. Alt i alt har han held med projektet.
"Vi føler, at vi står med ryggen mod muren her. Vi har noget, vi skal bevise. Ikke kun som band, men som mennesker. Der er noget, der er galt. Vi føler, at vi er trængt op i en krog." Den programerklæring har motiveret danske The Unit til at lave en fin, men langtfra banebrydende rockplade.
Max Richter fortsætter ud af samme spor som på den anmelderroste The Blue Notebooks og maler stadig smukke stemningsbilleder med sin moderne klassiske musik. Han er dygtig til at begrænse sine virkemidler, og albummet fremstår derfor velkomponeret uden megen kvalme.
Ved hjælp af lidt knas og skratten og ikke mindst en akustisk guitar har Part Timer alias John McCaffrey skabt genren lejrbåls-electronica. Desværre bliver det lige vel kedeligt at sidde ved flammerne sammen med ham.
