Dansk-canadiske Said the Shark råber ikke særlig højt. Men trods den stilfærdige stil springer duoens nærmest meditative debutplade i øjnene – ikke mindst fordi kontrasten mellem Maya Saxells apatiske stemme og Kim Oxlunds underlægningsmusik er yderst interessant.
Det kan næsten garanteres, at du ikke har hørt en plade, der er helt ligesom Hans Appelqvists Naima. I en helt særlig stil fortæller han med musik og tekster små historier om det fiktive væsen Naima, der dukker op i forskellige personers liv og rådgiver dem i svære situationer.
Elektronisk poprock med flair for den gode melodi er godt. Men når den gode melodi er blevet hørt så mange gange før fra mange andre og bedre bands, er det svært ikke at kede sig sammen med South.
Dharma Punks kalder Sparkplug deres andet album. Men nu er det jo ikke punk, bare fordi de siger det. Kun teksterne emmer af punk, men de drukner i poleret rock. Der gemmer sig dog et par perler, der vidner om, at Sparkplug kan mere, end de viser.
Du kender sikkert paradokset: Du elsker alle de instrumentale dele, men du hader sangeren. Velkommen til The Blood Brothers – universet for den modstridende musik. The Blood Brothers er ikke indierock, ej heller hardcore, men forsøger at lande et sted i midten.
New York-oktetten Mahogany ofrer noget af debutpladens skrøbelige sfæriskhed til fordel for en massiv og ofte decideret overvældende blanding af 80'er-dream pop og neo-klassiske tendenser. Resultatet er en af årets allerbedste plader.
Hvordan lyder drømme egentlig? Det spørgsmål forsøger Joe Pernice at besvare ved hjælp af 12 udtag fra hans eget drømmeunivers.Live a Little disker op med sublim pop, lækre strygerarrangementer og rigtige gode melodier – som et langtidsbrændende lys til de mørke tider.
Svenske [Ingenting] kan vist ikke helt bestemme sig for, om de vil være et Velvet Underground-inspireret rockband eller et spleenramt shoegazerband. Kun hittet "Punkdrömmar" taler imod, at de bør gå ad tyste stier og male deres musik i mørkeblå toner.
Indiepop med stepdans. Det lyder risikabelt, men ikke desto mindre har amerikanske Tilly and the Wall droppet at have en trommeslager. I stedet byder kvintetten ganske bogstaveligt op til dans. Og langt hen af vejen er det en vellykket affære.
Det tredje udspil fra moi Caprice er længe ventet. Ikke fordi det er længe siden, at det sidste udkom – men fordi man altid forventer indiepop af høj kvalitet, når bandet går i studiet. Forventningerne bliver til fulde indfriet på The Art of Kissing Properly.
Arctic Monkeys og Sum 41 mødes og skaber punkrock i den bløde afdeling. Selv om lyd og produktion er helt i orden, virker Hot Club de Paris' debut lidt for efterskole-agtig. Der er ikke nok substans, og idéerne spænder ben for hinanden.
Franske Cyann & Ben har indspillet en drømmepoppet plade, der stryger dig over håret, når du slapper af. Desværre er Sweet Beliefs også et lidt søvndyssende bekendtskab uden de store overraskelser.
Kun tanken om et uforløst potentiale og lysten til at høre The Exploding Hearts står tilbage, når debuten fra The Nice Boys rinder ud. Tynd mp3-lydende produktion ødelægger det færdige produkt.
Susanna and the Magical Orchestra har på deres anden plade givet sig i kast med coverversioner af en flok gode, gedigne slagere. Originaliteten er desværre til at overse, og magien skal man spejde langt efter.
