Martin McFaul har lyttet til 40 år gamle klassikere. Det bærer Pop Mansion tydeligt præg af, og af den grund lyder pladen nærmest som en anakronisme. Det bliver den nu ikke dårligere af, for Martin McFaul kan sine ting, og resultatet er positivt - om end ikke synderligt opfindsomt.
The Charlatans hører efter mere end 15 år til blandt veteranerne på britrock-scenen. Deres seneste udspil, Simpatico, er nok lidt for svingende i kvalitet, men Charlatans er stadig i sine bedste øjeblikke leveringsdygtige i sublime og intense rocksange.
Lad os glemme al hype, der har været omkring Yeah Yeah Yeahs. Deres musik er ikke bare et modefænomen, og Karen O., Nick Zinner og Brian Chase har meget mere at byde på. Den længe ventede toer Show Your Bones er nu landet, og Yeah Yeah Yeahs står rent musikalsk så stærkt som aldrig før.
Tag 10 popsange. Flå dem fra hinanden, men dræb dem ikke helt. Tæsk dernæst løs på, hvad der er tilbage af dem, og pak det hele ind i hærgende støj. Ud fra nogenlunde denne opskrift har New York-trioen Parts & Labor begået et særdeles medrivende, konsekvent og eksperimenterende noiserock-album.
Da technoen var ung og grøn i midt-90'erne, væltede det ud med spændende og grænsesøgende mix og compilations, men i dag er der unægtelig længere mellem snapsene. Derfor er det glædeligt, at Sutekh præsenterer os for et velvalgt udvalg af 12"-singler udgivet på hans eget label.
Tag en blender, og smid nogle tidlige Black Sabbath-, Iron Maiden- og Metallica-riff ned i. Tilsæt derefter en del Ozzy inspireret vokal, og lad den køre rundt i langsomt tempo. Voilà : The Sword.
Opsamling af tidlige sange fra den amerikanske singer/songwriter, og det er ikke svært at forstå, hvorfor disse ikke tidligere er blevet udgivet. Det er dog uforståeligt, at FatCat synes, de skal udgives nu.
Einar Örns nye projekt er elektronisk. Og det er tungt – gennem hele albummet meget tungt. Derfor er In Cod We Trust også lidt af en prøvelse at lytte til fra ende til anden. For intetsteds løftes de enorme og buldrende jernmasser fra musikken, og det tynger øregangen og albummet for meget.
På Skywriters debutalbum løfter Jakob Dahns mørke vokal de ti sange op på et hæderligt niveau. Sangmaterialet står derimod ikke mål med den dygtige forsanger, så Skywriters første udgivelse er ikke synderlig interessant. Bandets fremtid ser dog ikke fuldstændig sort ud.
Så er den gal igen: Thurston Moore, Jim O'Rourke og Mats Gustafsson har holdt gruppemøde i Diskaholics Anonymous Trio og derefter løssluppet et stykke undergangsfokuseret lydarkitektur – af skræmmende ringe lytteværdi.
Amerikanske Gregor Samsa sender på deres debutalbum lytteren på en rejse gennem et kringlet lydunivers, hvor stemningerne skifter, men intensiteten opretholdes, indtil sidste tone ringer af. Drømmende, minimalistisk postrock, som er medrivende fra første gennemlytning.
Tag med en tur i finske Mauri Heikkinens lille rutschebane af et album, som starter i den lystige afkrog af humørspektret og bliver en del mørkere på anden halvdel af turen. Helt farligt bliver det aldrig, for Heikkinen viser grundigt lytteren vej, hvilket måske også er med til at gøre turen en smule kedelig.
Mellem støv, kaktus og klapperslanger prædiker Howe Gelb sine halvsløve americanasange - men det er gospelkoret Voices of Praise, der løfter sangene mod himlen, og næsten får 'Sno Angel Like You til at minde om et mirakel.
Sickoakes' debutplade er en nænsomt vuggende, glasklart klingende postrock-rejsereportage fra langstrakte fantasirejser over havet – eller hvad det nu er, der kan adskille os fra dem, vi længes efter.
