Amerikanske Bound Stems maler med brede penselstrøg på denne forløber for deres egentlige debutplade, som udsendes til sommer. Lydbilledet fyldes ud med popsange tilsat periodevis støjende guitar, rumlende bas og dominerende keyboards. Resultatet er, med enkelte undtagelser, ikke særlig vellykket.
Den franske duos debutplade vakler ikke i sin gentagelse af de hoppende, sitrende afarter af electronica og hiphop, som folk som Prefuse 73 har præsenteret de sidste fem år. Gentagelsen bliver desværre aldrig andet end en stilsikker, nå-ja, gentagelse.
Overraskende konventionelt andet album fra Jim O'Rourke og Wilcos Jeff Tweedy og Glen Kotche oven på den eksperimenterende debut. Det betyder dog ikke, at Born Again in the USA er et tilbageskridt – snarere tværtimod.
Natur og kultur mødes igen i en blanding af skovlyde, elektronik og japanske børn. The Matinée Orchestra viser, hvordan man fletter stemning, originalitet og afslappende musik uden at gå på kompromis.
Akustisk guitar og bossanova-rytmer indkapsler efterfølgeren til sidste års fine Nashville. Det har givet Josh Rouses sange et lidt luftigere udtryk, men han holder stadigvæk et imponerende højt niveau.
Den svenske gruppe Most Valuable Players spiller på deres debutplade en stilsikker indietronica med en gennemgående kølig melankolsk stemning. Selv om pladen er lytteværdig, er den dog for anonym til rigtigt at gøre en forskel.
Ja, det er lyden af en våd tjekkisk træskofest, Th' Legendary Shack Shakers sprøjter ud af dit anlæg. Og ja, selvfølgelig skal de da blive ved med at gøre dét.
Håndværket er i top på Ms. John Sodas andet album, og derfor går man ikke fejl i byen, hvis en del af månedens budget bruges på Notes and the Like. Omvendt tilføjer pladen intet nyt til genren som sådan, så hvis man ikke værdsætter indietronica, bør man nok købe noget andet.
Man stiller sig selv mange spørgsmål i løbet forbindelse med Tenderones' debutudgivelse. Er den f.eks. et must for éns samling? Her kan kort og klart svares nej. Hele pakken er alt for ordinær og intetsigende.
Simple velorganiserede rockmelodier svævende over tre-fire akkorder på en omgang distortion-spade og 4/4-tæsk til et trommesæt. Såre simpelt, banalt, ganske nydeligt og iørefaldende på den irriterende måde.
Tag dine strammeste sorte cowboybukser på. Kombiner med sort skjorte, diverse badges og hår i forskellige længder. Sæt det andet udspil fra århusianske Yellowish i afspilleren, og se, hvad der sker. Chancerne for en god oplevelse ligger langt over middel.
Ensformigt og kedeligt debutalbum fra den texanske kvintet, der meget gerne vil være Joy Division eller Interpol, men ikke en gang er i stand til at komme op på siden af Editors.
Tyskerne har en fantastisk evne til at lave stram, insisterende musik. Så hvad sker der, når en skotte blander sig med vokal? Det er svært at sige, om det er skottens skyld, men faktum er, at dette andet album fra Music AM forsøger at popularisere en tysk genre, som fungerer bedst i sin originale form.
Pearls & Brass' andet album byder på 70'er-inficeret stonerrock med tråde tilbage til legender som Blue Cheer. Og de stærkt dynamiske rocksange vinder mere og mere for hver gennemlytning.
