Johnny Boy, der med "You Are the Generation That Bought More Shoes and You Get What You Deserve" udgav den nok bedste popsingle i 2004, har mere end svært ved at holde dampen oppe på debutpladen til trods for evigtgrønne referencer og pletvist fabelagtige melodier.
Danske Lupus er tydeligt inspireret af pigerockgrupper fra britpoppens storhedstid, og det har kastet en håndfuld fine sange af sig. Men det afgørende personlige aftryk mangler, før Lupus' retropop-projekt for alvor rykker.
Med Ships har det amerikanske får i ulveklæder, Danielson, skabt endnu en række uimodståeligt irriterende, iørefaldende og inciterende sange. Et cirkus af indtryk og udveje, som langsomt kravler ind under huden, men i dets insisteren på uro og uhøjtidelighed når det dog ikke hele vejen til hjertet.
Tom Verlaine er blandt guitarister en højt estimeret skolelærer, og han vipper demonstrativt med sit imødekommende spanskrør på Songs and Other Things: Selv om der ikke er meget nyt at komme efter i forhold til hans tidligere plader, udmærker Verlaine sig ved sin både forfinede og spektakulære spillestil.
Asthmatic Kitty har mange spændende kunstnere i deres fold, og denne rundtur i deres katalog er både fyldig og interessant. En tur, der vidner om, at selskabet er mere end blot Sufjan Stevens.
I mangel af et dækkende dansk ord vil jeg benytte mig af et engelsk udtryk for at beskrive amerikanske Peggy Honeywells andet udspil. Udtrykket er "quirky", og dét (og pladen) bringer minder frem om amerikanske kunstnere som Joanna Newsom, Gillian Welch og Cat Power. Resultatet er oven i købet fremragende.
Det femte soloalbum fra Daedelus er præcis som sine forgængere muntert og uhøjtideligt. Desværre er hans leg med tropiske rytmer noget usammenhængende og så fuld af idéer, der lige skal prøves af, at pladen ender med at blive en kende udmattende.
Engelske The Zico Chain bruger al deres energi på at lyde som vrede unge mænd på samtlige numrene på dette minialbum. Men vreden og punk-aggressiviteten ender desværre med at fremstå en anelse påtaget og ensformig, og så godt som alle numrene ryger direkte i glemmebogen.
Svensk elektronisk pop er efterhånden ved at være en metervare, og Boylife passer da også perfekt ind i bølgen. Men på trods af at Lo-Fi-Fnk i bund og grund ikke skiller sig synderligt ud fra flere af deres landsmænd, er det alligevel svært ikke at holde af Boylife.
Fire numre, 43 minutter. Fra lange kærtegnende passager til tunge, bragende, klimatiske rockkompositioner forenet i løbende vekselvirkning og udvikling. En plade, der – trods de umådeligt lange numre – formår at opretholde interessen og lyttelysten.
Amerikanske The M's er besat af tiden omkring The British Invasion, og de leverer med deres andet album en overbevisende og meget personlig omgang rock, der får Future Women til at høre til blandt årets hidtil bedste plader.
Hvis du ikke kender den københavnske trio Tiger Baby fra deres 2004-debut Lost in You, er du måske stødt på dem for nylig, hvor de har gjort sig bemærket med deres udmærkede og meget elektroniske cover af Depeche Modes “Strangelove” på albummet DMDK. Nu er bandet klar med nyt materiale fra egne skuffer. Noise Around Me, som den lille ny er døbt, udkommer både i USA og Japan – og i Danmark på bandets eget selskab, Gunhero Music. Inde i baby-tigeren gemmer Benjamin Teglbjerg, Nikolaj Tarp Gregersen og Pernille Pang sig, og bandet er generelt ikke helt så skarpe i den elektroniske lyd som på deres version af “Strangelove”. Tiger Baby spiller venlig electropop, hvor trommemaskiner, keyboards der lyder af 1988 og Pernille Pangs vokal, ofte med computerforvrængning, er omdrejningspunkterne. I forhold til Lost in You, er den nye udgivelse mindre poleret, mindre sød og mindre harmonisk. Det er blevet en lille bitte smule farligere at være Tiger Baby, hvis man dømmer efter første nummer, der åbner med en omgang electronica på Primal Scream-stadiet og en computerstemme, der gentager ordene »Tiger Baby«. Det viser sig dog mest af alt at være falsk alarm, for Tiger Baby er stadig helt ufarlige. Også på trods af, at bandet selv mener, at Noise Around Me er et mørkere album end forgængeren. Mørkere og mere dansabelt. Det er dansevenligheden, der skal lægges mest vægt på. På flere af numrene og særligt på førstesinglen “At Least I’m Honest” er der nemlig skruet godt op for dansekvaliteterne. Bl.a. dette nummer kunne med sine keyboards og sin melodi sagtens have været at finde på en dance-compilation fra begyndelsen af 90’erne. Hvis det havde været en dårlig én af slagsen, ville den kiksede “Prolusion” og muligvis også “Girlfriend” have været på tracklisten. De bedre numre på albummet er imidlertid ikke dance-numrene, men de numre, der stadig lyder som St. Etienne, hvad angår vokal og elegante popmelodier – og Ladytron, når det drejer sig om electro-lyden. Det drejer sig især om “Just for a Day”, “Magic M” og “Bosphorus Bridge”. “In Your Heart”, der også er dansevenlig, er ligeledes værd at nævne med sit lidt tungere synth-beat og albummets mest iørefaldende melodi. Noise Around Me er ikke nogen dårlig plade. Pernille Pangs stemme er stadig afdæmpet og sød, og alle numrene er lyttevenlige og mange også dansevenlige. Men hverken i radioen eller på dansegulvet vil nogen af Tiger Babys nye numre bide sig fast. Tilbage står derfor, at der ikke er meget noise omkring Tiger Baby, og at Noise Around Me er en uvæsentlig udgivelse, som man muligvis ville få svært ved at hade, men som man har let ved at være ligeglad med.
Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans - og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.
Det ottende album fra norske Geir Janssen holder sig bestemt inden for hans vante territorium, ambient-musikken. Men en overraskende introduktion af jazz-rytmik og tydelige beats gør pladen mere dynamisk – og sine steder endda en anelse urovækkende.
