Der males med gråtoner på Favourite Colours, og måske bør man lade pladen ligge indtil efteråret. The Sadies leverer nemlig melankoli og psykedeliske country/folk-sange, der egner sig bedst til korte dage og kolde nætter.
Plader
Sufjan Stevens: Illinois
Sufjan Stevens har lang vej endnu, før han fuldender sit 50 staters pladeprojekt, men nr. to i rækken er ganske enkelt fremragende. De futuristiske folk-kompositioner leger kispus med lytteren og kræver lidt lyttearbejde, men er det hele værd.
Billy Corgan: The Future Embrace
Efter i lang tid at have udgivet musik i konstellationerne The Smashing Pumpkins og Zwan er Billy Corgan klar med sit første udspil i eget navn. Spørgsmålet er, om udgivelsen kan leve op til de høje forventninger.
Melodium: La tête qui flotte
Melodium er en sammentrækning af melodi og medium, og det er også navnet på en fransk musiker, der debuterede i 1999. Der er mere melodi end kontakt med det hinsides og overnaturlige på La tête qui flotte, som til gengæld føles længere, end den er.
The Kingdoms of Presence: And Together We Are Falling
Den danske trio er bestemt ikke ueffen til at kombinere electronica og live-instrumenter. Desværre bliver flere af sangene på albummet saboteret af en ikke alt for talentfuld vokalist.
Brakes: Give Blood
Et fuldstændigt forfærdeligt sideprojekt. Bandets medlemmer, der kommer fra Electric Soft Parade, British Sea Power og The Tenderfoot har muligvis haft det sjovt, men det har desværre resulteret i et totalt intetsigende album, der bør undgås for enhver pris.
Why?: Sanddollars EP
Anticon plejer at være synonym med alternativ hiphop, men på seneste udspil fra selskabet med trioen Why? skal man have den store lup frem for at finde den afroamerikanske inspiration. Til gengæld er der charmerende folkpop for alle pengene.
Tegan and Sara: So Jealous
Det fjerde Tegan and Sara-album er fyldt med personlige sange om kærligheden og problemerne, der følger med den. Desværre er der ikke saft og kraft nok i numrene, til at de sætter sig fast, og når man om et par år ser tilbage på 2005, vil So Jealous ikke blive husket.
Pernice Brothers: Discover a Lovelier You
Der er mange velkomponerede britisk-inspirerede popsange på dette album, der trods et par fejlskud holder et ganske pænt niveau. Der er utallige referencer i musikken, og spørgsmålet er, om Pernice Brothers får kludetæppet til at varme. Svaret må være: delvist.
The Psyke Project: Daikini
The Psyke Project er et af de mere spændende navne på den danske hardcore/metalscene, men trods et originalt udtryk føles Daikini alligevel stivnet.
Blob Back Fahrenheit: Feel in the Blanks
Den københavnske kvintet Blob Back Fahrenheit har tydeligvis masser af mere eller mindre avantgardistisk støjrock med sig i rygsækken. Men faktisk er de først gode, når de skruer ned for støj-udflugterne og op for det strukturerede. Og det sker lidt for sjældent.
Wilderness: s.t.
Amerikanske Wilderness er garanter for en god omgang brusende, fængende pop og rock på denne debutplade. Alligevel er det ambivalente følelser, man sidder tilbage med, og det skyldes først og fremmest forsangerens særegne råbende vokal - dén klæder nemlig ikke sangene specielt godt.
Heartbreak Disco: Photograph of You, Me & the Plague
Efter et par demoer og EP’er er de danske indierockere Heartbreak Disco endelig klar med deres debut Photograph of You, Me & the Plague. Godt for dem. Og os.
Paštrámi: På overfladespænding
Keyboardbaseret popmusik, der præsenteres som et koncept, hvor kvartetten er lønslaver hos den tjekkiske kemikoncert PaÅ¡trámi. De fire danske "assistenter" spiller naive og skæve sange, der trods de gode intentioner blander syre og base lidt for meget.