Med en let omskrivning kan man citere Frank Zappa for, at technoen ikke er død - den lugter bare mærkeligt. Ola Bergman kan sit kram, har fine inspirationskilder og alt det dér; alligevel bliver hans debut-cd aldrig for alvor spændende.
Plader
Chixdiggit: Pink Razors
(Nogle) piger kan åbenbart lide, hvad dette canadiske band præsterer. Deres power-pop virker dog i denne anmelders ører kunstigt sødet og uden reelt indhold. Bestemt ikke anbefalet.
Jerry Fels: How to Make Enemies and Influence Strangers
Jerry Fels’ musikalske univers er et helt igennem finurligt sted med en hel del pudsige detaljer. Og giver man sig tid til at grave lidt i den minimalistiske lofi, bliver How to Make Enemies and Influence Strangers en ganske god sonisk følgesvend på en våd og kølig sommerdag.
Junip: Black Refuge EP
Hører man til dem, der har tænkt over, hvordan José González ville tage sig ud med band, er svaret her. For Junip er intet mindre end den perfekte kontekst for González’ guitar og sang, og Black Refuge EP sætter virkelig høje forventninger til et fuldlængdealbum.
Richmond Fontaine: The Fitzgerald
Richmond Fontaines sjette album er en triumf for sangskriver Willy Vlautin, hvis fremragende personskildringer fra den amerikanske skyggeside kongenialt bliver understøttet af et band, der virkelig forstår, at "less is more".
Per V: Vers 1.0
Hvis Per Vers lavede musik sammen med Michael Bundesen, ville han være Danmarksberømt. Hans tekster har samme brede appel, underfundige humor og begavede ordspil som Shu-Bi-Duas i 70’erne. Men Per V laver hiphop, og det skaber visse begrænsninger i masseudbredelsen. Det er bare ikke fair.
The Great Shakes: Americana Bebop
Genbrugsstationen kunne man med rette kalde The Great Shakes' tredje EP. Tre af de fem numre er genindspilninger, og selv om de har fået lidt nyt garagekrydderi, smager de stadig lidt lunkent.
Sarah Hepburn: Stars & Haze
Prominent producer (Neil Halsted), prominent backingband (Mojave 3) og smuk, luftig stemme (Sarah Hepburn selv) er ikke nok. Det viser Sarah Hepburn på sit debutalbum, der er fragmenteret og bærer præg af, at materialet er skrevet over flere år. Enkelte pletskud er der dog på det ujævne album.
Printer: Rhizomatic Baby
Fesent/hårdtpumpet. Så skizofrent har jeg noteret mig på min blok. Jeg er desorienteret. I 45 minutter har jeg lagt øre og krop til en konstant vekslen mellem en sfærisk, blå ensomhed og en tung, trampende disko-dunken i mellemgulvet. Og det er en blandet fornøjelse.
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of Hope
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilburs officielle debutplade er en samling fine lofi-banaliteter krydret med legesyge tiltag. Det er stille og sødt og ikke uden evne. Men desværre formår de små eksperimenter ikke at forhindre albummet i at gå i stå flere steder.
Muamua: Metropolis
Muamuas andet album er mere rytmisk og melodiorienteret end debuten Listen fra sidste år. Det betyder, at Metropolis er mere lyttevenligt og har en fremdrift, som debuten manglede. Enkelte steder truer Metropolis dog med at gå i stå.
The Go-Betweens: Oceans Apart
Med Oceans Apart har The Go-Betweens leveret deres bedste plade siden gruppens comeback. Der er tale om ørehængende og flot produceret popmusik uden de store skønhedsfejl. Der mangler dog også noget gnist i sangene, som derfor ikke når samme niveau som i 80’erne.
Diefenbach: Set & Drift
Dette tredje album fra Diefenbach er på en måde deres andet debutalbum. I hvert fald er det bandets første plade som regulært rockband, og overgangen til sang-omkvæd-strukturen er gået udmærket. Guitarerne er blevet tæmmet lige rigeligt, men til gengæld er vokalerne fremragende.
Green Pitch: Ace of Hearts
Green Pitchs debutplade rummer 13 behagelige og sine steder smukke, kortfattede kærlighedssange, der trækker på både slowcore og drømmende indiepop – alt sammen med et forelsket glimt i øjenkrogen. Og så synger Rikke Garfield imponerende godt.