Picastro er et endnu-et-i-rækken band, der troskyldigt følger strømmen af strygere i et sort hav af melankolsk folk, og de ville gøre godt på en vinterdag, men forsvinder desværre nemt i sommerheden.
Plader
The Chris Stamey Experience: A Question of Temperature
Chris Stameys seneste plade er en underholdende rodekasse. Her er alt fra soulfulde ballader til psykedeliske stenersange og åndssvage reklamejingler. En del er skrald, men supertalent fornægter sig ikke, og i de bedste øjeblikke er Stamey uforlignelig.
Klubmester: Nået så langt
Selv om denne plade er lige så uinspirerende som en bustur gennem Herning, er der alligvel noget sært fængende over Carsten Lykke og Thomas Hyllesteds debut med "yatzy-sideprojektet" Klubmester. Absolut et lyt værd, hvis man er til døsig popmusik.
Kevin Blechdom: Eat My Heart Out
Kevin Blechdom har begået et hysterisk konceptmusicalalbum om kærlighedens op- og nedture, der trods enkelte gode melodier er temmeligt svært at holde ud og af.
The First Miles: Aim for the Heart, Go!
Aalborgensiske The First Miles’ debut-fuldlængdealbum tilfører den danske rock et fint stænk amerikansk rock, men desværre har bandet ikke nok benzin i tanken til at stå distancen. Men der er potentiale!
Lorna: Static Patterns and Souvenirs
Med sit andet album viser Nottingham-kvartetten Lorna, at alternativ country sagtens kan indeholde overraskelser som theremin og elektronik, uden at genren forlades. Smuk og melodisk sangskrivning placerer Lorna i den dæmpede ende af en genre, som de bøjer med tyst succes.
Jess Klein: Strawberry Lover
Strawberry Lover er en jukebox fuld af sange, der emmer af country, reggae og pop/rock. Kærligheden til musikken oser ud af den amerikanske singer/songwriter, der efter fire tidligere forsøg for alvor slår tonen an til noget godt.
Ronni Ström: Drifting
Nordjyske Ronni Ströms mix af følsom country-feel og melodisk ørkenrock er hverken skarp eller interessant nok til, at man føler sig godt underholdt fra ende til anden. Efter en både frisk og vellykket start er det nemlig, som om albummet mister pusten og ender i en omgang uinspireret ørkenvandring.
Colleen: The Golden Morning Breaks
Til lommerne, folkens! Colleen er ambientmusikkens redningskvinde. Hendes små beatløse mobiler af lyd er både smukke, behagelige og foruroligende på en gang. Så køb, for søren da, køb.
T. Griffin Coraline: The Sea Won’t Take Long
T. Griffin Coraline har med The Sea Won't Take Long lavet en plade, der både er interessant og smuk på samme tid. Formlen er porchtechno - en sammenblanding af stille akustiske folk-sange med eletroniske elementer. Og den virker.
Vive La Fête: Grand Prix
Vive La Fête har uden tvivl greb om gode melodier og en stilsikker recept, men Grand Prix kører meget hurtigt i tomgang. Dedikerede electroclash-fans vil omfavne dette nye udspil, som langt hen af vejen er yderst dansabelt; men for nybegyndere er de bonede dansegulve alt, alt for glatte.
Viva Las Vegas: 2
Viva Las Vegas bygger en fysisk lydcollage op nedefra, og det er umuligt ikke at blive påvirket – ja, medrevet. En postrock-plade af paradokser, der går godt i spænd med både morgensolskin og nattesind.
My Summer as a Salvation Soldier: I Believe in This
En kandidat til årets dårligste album, hvis det ikke var for et fint Outkast-cover. Den islandske singer/songwriter burde holde sig til sin plads som guitarist hos Fighting Shit.
Oh No Ono: Now You Know
Oh No Ono debutterer med en fuldstændig vanvittig ep med et opskruet tempo og lang række musikalske genrer. Det er underholdende partymusik, men i længden også mere underholdende end egentligt godt.