Trods få timer til koncertstart, lykkedes det at fange Empress Of, til en lille snak om udviklingen fra debutalbummet, Me, til hendes seneste udgivelse Us, og hvordan samarbejdet med kunstnere som Dev Hynes, har sat sit præg på hendes eget kunstneriske udtryk.
Amerikanske Girlpool spænder fra ligefrem indierock til drømmende synthpop på deres tredje album, hvor de to unge sangskriveres forskelligheder træder i karakter på godt og ondt.
Der var dømt indiemusikalsk legetime, da onkel Ira og resten af Yo La Tengo lagde vejen forbi drivvåde Badesøen Festival. Koncerten med indieveteranerne var en ujævn, men sjov og nærværende oplevelse.
You Drift Away From Me er en mestendels vellydende drømmepop og -rockrejse ud på et indre hav af tvivl. Men der mangler dybde, og Moon Loves Honey synes at savne en klar retning - og fast grund under deres drømmende musik og tekster om tvivl, ensomhed og adskillelse.
Den græsk-amerikanske sangerinde Eleanor Friedberger genopliver 80’er-mol og popromantikkens storhedstid i et euforisk dream-pop univers, der uden tvivl er hendes bedste udspil til dato.
Canadiske Alvvays foldede deres stærke sangkatalog ud for et hengivent publikum i Lille Vega.
Canadiske Alvvays’ andet album består af en stribe solide indiepopsange med drømmende kvaliteter og melankolske stemninger, men brænder kun for alvor igennem i korte glimt.
Japanese Breakfast er generelt ganske interessant på den nye plade Soft Sounds from Another Planet, men når kun momentant op over alle dreampopkollegaerne.
Duoens forsagte drømmepop og fredagens sene aftentimer gik overraskende godt i spænd – om end lidt mere kradsbørstighed ikke havde skadet.
School of X var søndag aftens sidste optrædende på Rising, men de var samtidig også et af søndagens første bands, der virkelig formåede at sætte gang i festlighederne.
Romantisk pop-plade fra The Blue Van-forsangeren fører traditionen fra The Walker Brothers og The Last Shadow Puppets videre. Det lyder godt, men formår ikke for alvor at komme ind under huden i sin sukkersødme.
I et musikalsk stilleben maler Lowly smukke, forgængelige opsatser af sprogblomster og synthesizer-motiver.
Som soloartist går amerikanske Michelle Zauner fra bandet Little Big League under navnet Japanese Breakfast. Hendes fuldlængdedebut under det alias indeholder lo-fi indiepop, som både skildrer kærlighedsaffærer og sorgbearbejdelse.
Allerede ved første gennemlytning af danske synthpopband Irahs minialbum Into Dimensions bliver man taget med på himmelflugt. Into Dimensions er en synth-sfærisk udladning, der udforsker store temaer som kærlighed og vores plads i universet.
Hockeysmith har lavet en smågenial fusion af nattens bastunge trance og drømmende poptoner. Desværre skyggede et svagt publikumsfremmøde og spilletidspunktet for den totale forførelse.
Frontmand Zachary Cole Smith havde forinden udgivelsen meldt ud, at Is the Is Are skulle blive gruppens kreative højdepunkt. Dertil er albummet desværre for langt og homogent. Dog understreger albummet, at DIIV leverer nogle af tidens mest ambitiøse og melodiske dreampop-numre, når produktionen engang imellem rammer plet.
Beach Houses andet album på et år kommer irriterende tæt på den foregående Depression Cherry, og det er svært ikke at falde over lighederne i den musikalske opbygning. Men det er nu stadig en fornøjelse at lytte til Thank Your Lucky Stars, der samlet set er mere mørk og samfundskritisk end tidligere set hos Baltimore-duoen.
Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.
Ufornias ep Fall Into the Real føles som et glædeligt gensyn med en gammel ven, man slet ikke vidste man havde. Endda en ven, der kan spille drømmende og behagelig shoegaze.
Det britiske shoegazeorkester var energiske, men desværre også en kende ensformige i løbet af den time, de spillede på Way Out West lørdag aften.
