Sekstetten The Uglysuit fra Oklahoma City er på en gang blide, drømmende, indadvendte og episke i deres udtryk. Det er med andre ord indiepop/-rock, der spænder vidt, og sine steder er det charmerende og medrivende. Andre gange er det langtrukkent og for renskuret.
De norske anmeldere har rost The Lionheart Brothers’ seneste plade, Dizzy Kiss, helt op i de luftlag, hvor bandets drømmende popmusik svæver rundt. Dét ville pladen have levet op til, hvis ikke den havde mistet lidt af sin tiltrækningskraft undervejs.
Den debuterende Odense-duo er blevet suget ind i en dyb tidslomme – tilbage til dengang, da dream-poppere som Cocteau Twins og Lush var nye og hippe. Men selv om Rumskib altså snarere bor i 1987 end i 2007, virker det æteriske album langtfra uddateret.
Canadiske The Besnard Lakes har haft stor held med at berige et shoegazerinspireret udtryk med blandt andet strygere og blæsere. Pladens otte numre imponerer med deres mange virkemidler og berusende udtryk. Sekstetten bør med denne udgivelse rykke op i superligaen for canadiske himmelstormere.
Odenseanske Tine Louise Kortermand og Keith Canisius udgør til sammen duoen Rumskib, der sværger til lag-på-lag-kompositioner a la Cocteau Twins og My Bloody Valentine. Dem kan man høre på Rumskibs Myspace-side. Det lyder ikke så skidt endda. Og det synspunkt deler det fine amerikanske label Darla, der har kunstnere som Piano Magic, Mahogany og Cocteau Twins-guitaristen Robin Guthrie på holdet. Så selskabet har nu givet Rumskib kontrakt på tre plader. En anden Darla-stjerne er danske Jonas Munk alias Manual. Rumskibs lyd er ikke ulig hans, og det er ikke helt uforklarligt. Munk har nemlig produceret det selvbetitlede debutalbum, der udkommer i slutningen af april.
New York-oktetten Mahogany ofrer noget af debutpladens skrøbelige sfæriskhed til fordel for en massiv og ofte decideret overvældende blanding af 80'er-dream pop og neo-klassiske tendenser. Resultatet er en af årets allerbedste plader.
Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.
The Zephyrs nye album Bright Yellow Flowers on a Dark Double Bed er køn musik, der dog falder en anelse til jorden i længden. Det skotske band mangler generelt noget nerve på sangene, som er skiftevis smukke og halvkedelige. Og så sætter bandet i øvrigt rekord i steel-guitarer på et ikke-country-album.
Canadiske Readymade har indiskutabelt evnerne og ambitionerne til at lave et album langt over middel. Det sker desværre ikke i denne omgang med All the Plans Resting, hvor bandet i for høj grad spiller de sikre kort uden for alvor at investere sig selv.
The Autumns byder på en rundtur i et velkendt dreampop/shoegazer-univers. De stemningsmættede, rolige passager fylder en del, men ind imellem falder forsøgene på at skabe en svævende og smuk sfære, til jorden. Alligevel bliver man revet med af sangenes evne til at skifte personlighed undervejs.
19 kunstnere giver sig i kast med fortolkninger af Wires 25-årige gamle sang, der næsten sørgede for, at britterne kom med i Top of the Pops. Generelt er det kuriøst, flere steder er det godt, men over den brede linje er der for lidt vovemod.
Monster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig.
Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.
Klassisk og ganske tungsindig dreampop, der er rigtig veludført, men ikke altid lige ophidsende. Og så har Julie Shields altså en halvskinger stemme.
En del bands har holdt liv i shoegazer-genren mere end et årti efter dens storhedstid. Mange rammer helt forbi, mens bands som Auburn Lull rammer lyden lige i hjertet. Dette er soundtracket til dine dagdrømme – der dog godt kunne bruge lidt mere melodisk tæft.
Cranes' syvende studioalbum fortsætter, hvor det forrige album slap, og viser et band, der er på vej væk fra den dronede shoegazer, som de startede med at spille i slutningen af 80'erne.
Noget så uventet som et indietronica-band fra Argentina leverer noget så forudsigeligt som et kun delvist vellykket forsøg på at blande shoegazer-pop og elektronik.
