De svenske retro-psychpoppere havde lidt startvanskeligheder med at matche niveauet på deres aldeles velproducerede udgivelser, men formåede med gradvist mere vokaleksperimentering, temposkifte og stort nærvær at frembringe den varme, nostalgiske følelse, som deres lyd repræsenterer.
Selvom Nothing's Real Anymore indeholder et par solide synth-poppede ørehængere, fremstår Late Runners debutalbum til tider også som en letkøbt rundtur i floskeltung lyrik.
Det er åbenbart legende let at køre et band. Tre kvarters lummer tapetmusik, en gamerstol og lidt whisky - det er cirka opskriften på at bjergtage et tilfældigt festivalpublikum.
Længslen efter forår og sommer får næring af aarhusianske Turquoise Sun. På deres gennemført æstetiske video, denne uges fredagssingle, fyrer de med deres energiske psychpop-banger "Luminosity" op for sol, sommer og syrepop.
Københavnske The New Investors er tilbage med deres andet studiealbum, der emmer af de samme drømmende psych-vibes, som dominerede debutpladen – denne gang tilsat en mørkere stemning. Desværre formår pladen ikke helt at tage fart, og ender med at fremstå en smule dvælende, for ikke at sige kedelig.
Det er en mindre produceret Connan Mockasin, der efter 5 års stilhed er vendt tilbage med sit tredje udspil, Jassbusters. Et album der er velkendt teatralsk og kælent, men alligevel mindre outreret end newzealænderens forgående udgivelser.
Portland-bandets bedste sange strålede om kap med regnbuen over Refshaleøen. Desværre mødte det mere tætte og svært tilgængelige materiale sin overmand i et lidt for mudret lydbillede.
Jeg husker, da jeg så Masasolo på Rising-scenen på Roskilde Festival i sommer. Jeg gik derfra med den følelse, at det var et fint band, der dog lød enormt meget som Tame Impala, men at jeg glædede mig til at høre den ægte vare på Arena om fredagen. Efter at have hørt deres nye EP Breakup, sidder jeg tilbage med samme følelse, for deres ligheder er ganske mange. F.eks. den store fascination af guitareffekter som phaser, flanger og reverb, groovy, lo-fi, bitcrunchede trommer, falsetvokalen og følerteksterne, den fremskudte bas med de livlige figurer, de psykedeliske synths og den kompromisløse poptilgang til psychrocken. Ifølge mig er EP’ens bedste sang åbneren “On My Own”. Den har tonsvis af momentum og et upbeat trommegroove med en dyb lilletromme og en syndflod af psykedeliske guitarer og synthesizere, der hvirvler rundt i lydbilledet. Morten Søgaards lyse vokal kommer ind og danser vellykket oven på denne bund af psykedelisk sukkerdej. Sangen rammer så omkvædet, og med det rammer vi hermed også højdepunktet på pladen. Omkvædet er lige præcis den slags knivskarpe psychpop, som Masasolo stræber efter at lave. Faktisk en helt igennem fantastisk syret popsang. Det dykker dog nedad i niveau på den næste sang “Really Thought She Loved Me”, som er førstesinglen fra albummet. Det er en straight forward-popsang, men den er bare ikke specielt spændende og fanger mig ikke rigtigt. Det undrer mig lidt, at dette er deres største hit, da den er den klart mest forglemmelige. Jeg kan huske omkvædene i alle de andre sange, men jeg kan ikke huske et eneste musikalsk moment fra denne sang. Den er egentlig ganske fin, imens man hører den, men den lever ikke videre i mit hoved, efter jeg har hørt den, da melodien simpelthen ikke er spændende nok, hvilket jeg synes er problematisk, da det rimelig tydeligt er et band, der gerne vil lave popmusik. Så skal jeg blive fanget af deres førstesingle. Den leder os dog ned til næste sang, “My Medicine”. Her går Masasolo fuldt ud Beatlemania. Omkvædet lyder som, noget der kunne have passet fint ind på et 67-68’er-Beatlesalbum – melodien i omkvædet minder i øvrigt utroligt meget om “Run for Your Life” fra Rubber Soul. Den her sang er faktisk ret ørehængende, og selvom jeg i starten ikke var så vild med den, er den efter en halv snes lytninger blevet en sang, der med lethed finder sin vej til min hjerne, hver gang jeg hører den. Teksten er dog lidt overfladisk og banal i dens tematik, hvilket lidt er en skam. »We got time to kill/look her in the eyes as she eats the pill« er bare i mine øjne en lidt smagløs rehashing af 60’ernes stofglorificering. Sidste sang på udgivelsen er andensinglen “How It Feels”. Den har lidt bluesede kvaliteter og er en velsammenskruet psykedelisk popsang. Den minder lidt om en mere downtempo udgave af Tame Impalas “Solitude Is Bliss”, men lider bare også under samme kvaler som førstesinglen, navnligt at den ikke er så catchy som, den i mine øjne burde være. Hvis man vil høre Morten Søgaard i nogle andre konstellationer, kan man f.eks. gå på opdagelse i hans gruppe Ufornias Fall Into the Real (2015), som er en tæt på fantastisk shoegaze-EP. Jeg har ikke lige så mange roser at sige om denne EP, der lyder næsten identisk med Tame Impala, hvilket får Breakup til at lyde som en b-side-EP fra de australske psychrockere, og tæt på alle idéer på denne EP lyder som en idé, Kevin Parker har haft før, som han bare har udført med mere finesse. Misforstå mig ikke, dette er en helt udmærket EP. Gruppen har bestemt potentiale, og jeg håber, at de får udarbejdet en mere genkendelig Masasolo-lyd i fremtiden, for lige nu distraherer det mig simpelthen for meget.
Netop den type musik, som Tame Impala excellerer i, passer så perfekt ind i den løsslupne festivalstemning, hvor man let giver sig hen, smiler til naboen og spacer ud, mens de psykedeliske visuals kører. Festivalrammen kan være en kolossal hæmsko for visse typer artister, men for Tame Impala er den prikken over i'et.
Amerikanske Unknown Mortal Orchestra fik alle til at danse, men det var efter en lang, indadvendt, gråvejrsramt optakt.
Deltag i konkurrencen om 2 x 2 billetter til London-kvartetten Gengahrs første koncert i Danmark den 28. oktober.
Det hollandske ophav kan måske vildlede ens forventninger, men Jacco Gardners album Hypnophobia lyder mere som San Francisco i 1967 end Hoorn (hollandsk by) i 2015 - og det er ment både positivt og negativt.
Det hollandske psychpop-fænomen Jacco Gardner spillede op til ujævn, men dog charmerende 60'er-fest på Loppen, med glimrende opvarmning fra det dansk-australske band Palace Winter.
Pond inviterer med Man It Feels Like Space Again på en poppet rumrejse i et halvsyret, skævt univers, men uden for alvor at lette fra jordens overflade. Perth-bandet er et godt bud på endnu et australsk psychrock/-pop band, der kan blive store uden for kænguru-land.
Det blev en gensidigt kælen affære mellem newzealandske Connan Mockasin og publikum lørdag aften på Bremen Teater under Frost Festival.
De er Noel Gallaghers yndlingsband p.t., så vi burde skrive noget grimt om dem. Men Temples' 60'er-inspirerede psychpop holder desværre/heldigvis hele vejen til ashramen.
Painted Palms udgiver deres debutalbum, og det lyder langt hen ad vejen også som det, det er – et debutalbum. En sprælsk, forfriskende og eksperimenterende omgang indie-elektropop, der sommetider bliver lidt for sprælsk, forfriskende og eksperimenterende.
Jacob Faurholt lyder på sit andet fuldlængdealbum under Crystal Shipsss-aliasset som det samarbejde mellem den maniodepressive Daniel Johnston og Sonic Youth, der desværre aldrig blev til noget grundet Johnstons sygdom. Det er depressivt, støjende og utrolig ærligt.
På deres tredje album fortsætter MGMT kampen mod genfærdene fra Oracular Spectacular, og syren har i stigende grad taget over. Eksperimenternes vellykkethed er vekslende, men MGMT's budskab er klart: De er seriøse omkring, hvad de står for, og de agter selv at bevise det.
Australske Jagwar Ma henter på den vellykkede debut Howlin inspiration fra Madchester-perioden, blander op med lyden fra landsmændene i Cut Copy og Tame Impala og tilsætter et veldoseret skud Cults-klingende pop. Men festen varer ikke ved.
