Kå
Helt nøgternt betragtet virker det højst besynderligt, at det ved en så stramt timet og tilrettelagt festival som Spot kan lykkes et band at starte et helt kvarter for sent på grund af, at lydprøven trækker ud.
Men da dørene gik op, og man så, at orkesteret Kå inkluderer ikke mindre end syv musikere, gav det pludselig lidt mere mening – og endnu mere, da man hørte, hvor meget samtlige syv byder ind med.
Kå spillede en ofte massiv og tung folkrock, der, når den pletvist var afdæmpet, mindede om Under Byen, mens klimakserne pegede mere i retning af bastant støjrock. Desværre var de tungeste øjeblikke som oftest overlæssede. Guitarbredsiderne huggede om kap med både violin og cello, og lidt for ofte virkede de forskellige instrumenter til ikke at have et fælles mål – ud over at nå frem til et tungt lydbillede.
Det var en skam, for koncerten startede med et eksempel på en farbar vej for Kå: lette, svagt dystre strygerflader, hvis vågende og tilbageholdte stil blev understøttet af, at leadguitaren for en gangs skyld ikke jagtede et hårdt udtryk.
Når den mere lavmælte stil er anbefalelsesværdig, skyldes det, at den bragte det bedste frem i Katrine Villadsens vokal. Hun var mere subtil og indtagende, når hun slap for at skulle synge om kap med bandets hårdhed.
Og netop Villadsens stemme er bandets plus og minus på én gang. Den spænder vidt og rummer stor dramatik, men i takt med at musikken blev tungere, skruede hun ikke bare op for volumen, men også for et lige lovligt teatralsk rollespil. Det løftede heller ikke Kås koncert, at melodierne denne fredag aften ikke rigtig fængede.
Tina Dickow
De var i hvert fald for længst ude af sind, da Tina Dickow indtog scenen i Ridehuset. Hun er inden længe albumaktuel med In the Red, som hun er endt med selv at måtte udgive, efter at Sony/BMG for nylig droppede hende.
Der var masser af smagsprøver på de nye sange, men allerførst fik vi “Break of Day”, der viste, hvor interessant Dickow kan være. Nummeret blev bygget langsomt op, og det var godt disponeret, at bandet drypvist blev integreret. Denne trinvise opgradering lod os være i tvivl om, hvorvidt nummeret ville vokse sig større og større, eller om det – som tilfældet blev – ville blive ved antydningens kunst.
“Warm Sand” fulgte efter og bekræftede, at Dickow har øre for gode omkvæd – og at hendes stemme er stærk i det halvdybe leje.
Imidlertid bekræftede mange af de næste og helt nye numre, at hverken Dickows stemme eller hendes som regel ganske traditionelle singer/songwriter-arrangementer gør hende til noget særligt.
Rigtig interessant blev hun først, når hun distancerede sig fra Lene Marlin-segmentet og turde lade sin stemme blive udfordret af bandet. Singleforløberen “Nobody’s Man” introducerede et større lydbillede, hvor trommerne fik tiltrængt dynamik, synth-fladerne fik mere magt, og medguitaristen begyndte endelig at hælde en smule støj i sine akkorder.
Men først med “Let’s Get Lost” toppede Dickow. Selv om originalens yndige vokalharmonier i omkvædet blev negligeret, gik det meste op i en højere enhed. Trommerne slog for alvor til orde, og den distortede guitar, der støjede og hvæsede nummeret ind over målstregen, ramte den uudtalte smerte i Dickows konstatering af, at »there’s nothing like hearts breaking in two.«
Green Pitch
Kærligheden på scenen i Musikhusets café var til gengæld langtfra gået itu. Sangerinden Rikke Garfield og guitaristen Ste Rasch kyssede i hvert fald hinanden inderligt lige inden Green Pitchs koncert. Og så snart Garfield ikke brugte sin rene, lyse stemme, kiggede hun genert-forelsket over på kærestens guitarspil.
I det hele taget var det, som om publikum havde inviteret sig selv ind i kæresteparrets dagligstue. Garfield og Rasch havde godt nok taget Kristian Finne Kristensen med til at spille lidt guitar og synge, men derudover kunne vi lige så godt have været i en lys lejlighed: Garfield sad hele vejen gennem koncerten i en slidt brun læderstol, mens Rasch og Kristensen sad på stole på hver sin side af hende. Samtidig var snart sagt samtlige numre så afdæmpede, at der ikke ville have været naboklager i opgangen, hvis Green Pitch rent faktisk havde siddet derhjemme.
Men sådan var det jo altså ikke – og ud over at fremkalde nervøsitet gjorde det det svært for dem at få deres tyste, yndefulde numre til at overdøve publikums snak.
Ikke desto mindre fik vi to håndfulde fine og overvejende akustiske slowcore-sange, der for alvor levede, når tempoet som i “Reverse” kom lidt i vejret, eller da Rasch fandt en elektrisk guitar frem og tilføjede en velafmålt portion hvirvlende guitar-støj.
Men mest af alt var koncerten en hyggestund med lyseblå melodika-toner, lavmælte vokalharmonier og optimistiske kærlighedserklæringer – bundet sammen af Rikke Garfields kønne vokal, der af og til lød som Stina Nordenstams … bare klædt i forårsgevandter.
