To af de mest anmelderroste dansksprogede indie-bands havde svært ved at få deres kvaliteter ud til publikum, mens de unge opkomlinge Nordstrøm forfaldt lige rigeligt meget til i Pet Shop Boys-monotoni.
Nordstrøm
Hvis man vil lave et radiohit i disse dage, er man godt på vej, hvis man inkorporerer den hippe tyske kulturmetropol Berlin i sin sang. Det har den danske duo Nordstrøm også forstået, hvilket de har bevist med deres i og for sig fine discohit “Berlin”.
Fredag aften på Train havde de to herrer, Lars Malm og Troels Holdt, taget stilling foran deres synthesizere klædt i hvide jakkesæt, og det gav, ligesom musikken, ufravigeligt mindelser om Pet Shop Boys. Herfra leverede de deres dansksprogede discopop i et tempo, som i starten virkede friskt, men som hurtigt forfaldt til udtalt monotoni.
Den første del af sættet bestod af sange bygget op om stort set samme form med et backtrack af friske basgange og discodunk tilsat de synthfigurer, duoen selv spillede.Forsanger Malm brugte sin vocoder mere end flittigt, og det var sjældent til at høre, hvad det egentlig var, der blev sunget.
Men gennem de digitaliserede vokaler skimtede man indimellem noget, der kunne være punchlines fra dansk melodi grand prix’ kronede 80’er dage, eller noget Martin Brygmann kunne have komponeret til Det Brune Punktum.
Halvvejs inde i koncerten kom et ægte, levende band så på scenen med assistance, og det var godt. Troels Holdt greb guitaren, og herfra var det, som om Nordstrøm for første gang transcenderede imitationen af fordums discoromantik og formåede at spille en række tighte og lidt mere charmerende popsange. Tempoet blev sat ned, og variationen blev en kende mere udtalt. Publikum virkede generøse, og begejstringen fik endnu et hak opad, da “Berlin” endelig strømmede ud af højtalerne.
Nordstrøm virkede hverken musikalsk eller livemæssigt synderligt interesserede i at sprænge nogen rammer, eller udfordre den stilart de bevæger sig indenfor, men både publikum og dem selv lod til at befinde sig fint i de sikre omgivelser.
(TØ)
Pluto
Med en småfunky basgang og en simpel, repeterende guitarfigur som underlægning, indledte Pluto deres koncert med den ufatteligt smukke “Ingenting”. Og det med de smukke, lavmælte og poetiske sange, er bestemt noget Pluto mestrer som få. Live har disse sange dog en tendens til at blive vældig indadvendte, og det skete desværre også lørdag aften.
Bandet gør ikke meget for at lukke publikum indenfor, og kombineret med materiale, der ikke altid er iørefaldende eller fængende, bliver det meget vanskeligt for almindelige, dødelige koncertgængere, der ikke kender bagkataloget på rygraden, at få noget ud af bandets optræden.
 |
| Foto: jint.dk |
Det er naturligvis imponerende, at bandet har tilstrækkeligt med mod til at spille hele koncerter i det samme, stille gear. Men det er alligevel underligt, at Pluto ikke forsøger at give deres stille materiale en mere støjende live-kant, for det kan vel ikke være meningen, at sangenes live-inkarnationer skal være fuldstændig identiske med de originale studieversioner?
For hardcore Pluto-fans muligvis et storslået, intimt show. For alle os andre: en eksklusiv oplevelse, vi ikke måtte få del i.
(MM)
Sterling
Sterling lagde overraskende nok ud med instrumentalnummeret “E45”. Det var dog mere overraskende, at det skulle vise sig at være ét af koncertens højdepunkter. “E45” var nemlig medrivende og iørefaldende, hvilket man ikke kunne sige om størstedelen af bandets materiale. Og når man som Sterling gør sig i radiovenlig indie-pop, er det bestemt ikke en god ting.
 |
| Foto: jint.dk |
Ikke overraskende bestod koncertens to andre højdepunkter af singlerne “Lyssværd” og “Ubesvaret opkald”. Her var bandet præcis så melodisk uimodståelige, som de burde være hele tiden. Det var bare ikke tilfældet, og derfor var lørdagens koncert en lang ørkenvandring mellem de tre førnævnte livgivende oaser.
Vandreturen blev dog formildet af sanger Mads Nygaards fantastiske showmanship. Hans utrættelige insisteren på, at ALLE skulle være med, var bestemt med til at gøre en ikke særligt tilfredsstillende koncert bare en smule bedre. Man kunne dog ønske sig, at en så fremragende frontmand som Nygaard havde bedre materiale at arbejde med.
(MM)
Læs også Undertoners anmeldelse af:
Pluto: Ingen ved hvorhen
