Plader

Sara Lew: Sunday Morning

Skrevet af Jens Trapp

Danske Sara Lew bygger arabesker og drømmende konstruktioner op på et album, der veksler smukt mellem et æterisk svimlende og et mere skramlet rockende lydbillede

Krystalklart og klingrende står Sara Lews musik og funkler i en dejlig opfindsomhed, et sted mellem noget storladent pop og en mere skramlet rock. Det krystalklare viser tænder og det skramlet rockende er så velproduceret og vellydende, at det aldrig forfalder til ren noise. Et elektronisk rockunivers, hvor kompositionerne står sitrende og unddrager sig de helt typiske sang- og melodistrukturer. Og hurra for det, for det giver musikken og hele projektet en uforudsigelighed, der klæder det vældigt. Tag et nummer som åbneren: “Does Anybody Listen”, der lyder helt house-agtigt med sit gennemgående beat, synthlydende og den næsten hypnotiske energi og fremdrift i den repetitive monotoni, før forløsningen i omkvædet: »Does anybody listen/ Does anybody listen/ It’s simply not a question anymore/ Does anybody listen« sunget med stor patos og stemmemæssigt overskud. Som vi skrev her på Undertoner, da nummeret roterede som fredagssingle, har Sara Lew sagt om netop det nummer, at: »Jeg skrev den her sang ud fra mine egne oplevelser, men den rækker ud til alle, der har oplevet noget lignende; at være fanget i en virkelighed dikteret af andre eller af deres skæbne – at håndtere og tilgive denne virkelighed og din ret til at bryde fri af den og viljestyrken til at gøre netop dette.«

Sara Lew har en forbistret smuk stemme, der gør sig vanvittigt godt på alle albummets otte skæringer, som kommer omkring livet i al dets vælde, om familie, kærlighed og natur. Om hvad livet gør ved dig som menneske. En stemme der lægger sig smukt i slipstrømmen af kunstnere som PJ Harvey, Kira Skov og Marie Fisker. “Does Anybody Listen” glider over i titelnummeret ”Sunday Morning”, som Lew skrev en… ja søndag morgen, med udsigt over klipper, vild natur og Atlanterhavet i baggrunden, på en rejse med familien til de Ydre Hebrider i Skotland. Et nummer som, sammen med “You Said”, kickstartede hele ideen om nærværende album. De første skitser til albummet blev skrevet på de Ydre Hebrider og senere arrangeret og indspillet live i studiet med trommeslager Jacob Høyer (Trentemøller, Raveonettes m.fl.) og bassist og keyboardspiller Anders Wallin (The Gun), hvorefter Sara Lew lavede overdubs og færdiggjorde arrangementerne, så de var tro mod den oprindelige ide med dem. Nis Bysted (Iceage, Choir of Young Believers) fik frie hænder i miksning og produktion og resultatet er jo så albummet Sunday Morning. “You Said” fader ud i claves og elektronisk jødeharpe (lyder det som).

At Lew også spiller en rå og overlegen guitar kan man høre på outroen til titelnummeret og på tredje skæring: ”Same Old People” om hvordan tiden går, og vi forandrer os, men alligevel forbliver de samme et eller andet sted. Der er en masse ting der bare bliver ved med at være, som de altid har været. Igen og igen havner vi i de samme gamle gamle mønstre; bliver ved med at være the same old people. Guitaren fortsætter på det meget smukt skrøbelige  ”Every Moment”, der rejser sig dystert, drømmende i dis og skumsprøjt, hvor bølgerne slår ind mod klipperne. ”Leave the Shed” og ”Dead End” glider forbi i noget, der alligevel begynder at ligne en gentagelse. En struktur, der er hørt før på albummet. Ikke at det bliver kedeligt, men der går lidt tomgang, en følelse af deja-vu, i de to numre. De er fine dog, med smukke momenter, bla.a. et sejt swingende rockstykke i den første af dem, formodentlig bevaret fra liveindspilningen i studiet.

På ”The Balcony” sker der imidlertid noget, der igen løfter det hele op. Der er for det første en ny lyd på guitaren, men også opbygningen af nummeret er anderledes. Der er flere akkorder, mere afveksling, og nummeret er igen et eksempel på det fine, smukke og luftige som Sara Lew mestrer så godt. Som at stå derude på balkonen og høre livets åndedrag. Og igen denne fornemmelse af noget uendeligt skrøbeligt der knyttes sammen i helt fine konstruktioner. Som luftkasteller der svimlende står et øjeblik, før de imploderer og opløses i støv og mønstre i bevidstheden, som du kan tage med dig videre. På mange måder en perfekt måde at eksekvere et nummer på, for det er jo sådan det er; nummeret står der i al sin vælde, skaber følelser og energier, for så, øjeblikket efter, at være væk igen, og efterlader intet andet end erindringen om det. Albummet lukker med “You Said”, det mest poppede nummer i samlingen, og da også et af de to numre der er lavet video til.

Alt i alt viser albummet en kunstner med sit eget særegne lydunivers, hvor det ene ben er plantet i rockens rå univers, og det andet i en clubbet elektronisk poptradition, der gør numrene mere bredt appellerende, og i mine øjne overflødiggør det radioedit af titelnummeret, som er at finde på streamingudgivelserne af albummet. Men lad nu det hvile.

★★★★½☆

Leave a Reply