Plader

Sara Lew: Sunday Morning

Skrevet af Jens Trapp

Danske Sara Lew bygger arabesker og drømmende konstruktioner op på et album, der veksler smukt mellem et æterisk svimlende og et mere skramlet rockende lydbillede

Krystalklart og klingrende står Sara Lews musik og funkler i en dejlig opfindsomhed, et sted mellem noget storladent pop og en mere skramlet rock. Det krystalklare viser tænder og det skramlet rockende er så velproduceret og vellydende, at det aldrig forfalder til ren noise. Et elektronisk rockunivers, hvor kompositionerne står sitrende og unddrager sig de helt typiske sang- og melodistrukturer. Og hurra for det, for det giver musikken og hele projektet en uforudsigelighed, der klæder det vældigt. Tag et nummer som åbneren: “Does Anybody Listen”, der lyder helt house-agtigt med sit gennemgående beat, synthlydende og den næsten hypnotiske energi og fremdrift i den repetitive monotoni, før forløsningen i omkvædet: »Does anybody listen/ Does anybody listen/ It’s simply not a question anymore/ Does anybody listen« sunget med stor patos og stemmemæssigt overskud. Som vi skrev her på Undertoner, da nummeret roterede som fredagssingle, har Sara Lew sagt om netop det nummer, at: »Jeg skrev den her sang ud fra mine egne oplevelser, men den rækker ud til alle, der har oplevet noget lignende; at være fanget i en virkelighed dikteret af andre eller af deres skæbne – at håndtere og tilgive denne virkelighed og din ret til at bryde fri af den og viljestyrken til at gøre netop dette.«

Sara Lew har en forbistret smuk stemme, der gør sig vanvittigt godt på alle albummets otte skæringer, som kommer omkring livet i al dets vælde, om familie, kærlighed og natur. Om hvad livet gør ved dig som menneske. En stemme der lægger sig smukt i slipstrømmen af kunstnere som PJ Harvey, Kira Skov og Marie Fisker. “Does Anybody Listen” glider over i titelnummeret ”Sunday Morning”, som Lew skrev en… ja søndag morgen, med udsigt over klipper, vild natur og Atlanterhavet i baggrunden, på en rejse med familien til de Ydre Hebrider i Skotland. Et nummer som, sammen med “You Said”, kickstartede hele ideen om nærværende album. De første skitser til albummet blev skrevet på de Ydre Hebrider og senere arrangeret og indspillet live i studiet med trommeslager Jacob Høyer (Trentemøller, Raveonettes m.fl.) og bassist og keyboardspiller Anders Wallin (The Gun), hvorefter Sara Lew lavede overdubs og færdiggjorde arrangementerne, så de var tro mod den oprindelige ide med dem. Nis Bysted (Iceage, Choir of Young Believers) fik frie hænder i miksning og produktion og resultatet er jo så albummet Sunday Morning. “You Said” fader ud i claves og elektronisk jødeharpe (lyder det som).

At Lew også spiller en rå og overlegen guitar kan man høre på outroen til titelnummeret og på tredje skæring: ”Same Old People” om hvordan tiden går, og vi forandrer os, men alligevel forbliver de samme et eller andet sted. Der er en masse ting der bare bliver ved med at være, som de altid har været. Igen og igen havner vi i de samme gamle gamle mønstre; bliver ved med at være the same old people. Guitaren fortsætter på det meget smukt skrøbelige  ”Every Moment”, der rejser sig dystert, drømmende i dis og skumsprøjt, hvor bølgerne slår ind mod klipperne. ”Leave the Shed” og ”Dead End” glider forbi i noget, der alligevel begynder at ligne en gentagelse. En struktur, der er hørt før på albummet. Ikke at det bliver kedeligt, men der går lidt tomgang, en følelse af deja-vu, i de to numre. De er fine dog, med smukke momenter, bla.a. et sejt swingende rockstykke i den første af dem, formodentlig bevaret fra liveindspilningen i studiet.

På ”The Balcony” sker der imidlertid noget, der igen løfter det hele op. Der er for det første en ny lyd på guitaren, men også opbygningen af nummeret er anderledes. Der er flere akkorder, mere afveksling, og nummeret er igen et eksempel på det fine, smukke og luftige som Sara Lew mestrer så godt. Som at stå derude på balkonen og høre livets åndedrag. Og igen denne fornemmelse af noget uendeligt skrøbeligt der knyttes sammen i helt fine konstruktioner. Som luftkasteller der svimlende står et øjeblik, før de imploderer og opløses i støv og mønstre i bevidstheden, som du kan tage med dig videre. På mange måder en perfekt måde at eksekvere et nummer på, for det er jo sådan det er; nummeret står der i al sin vælde, skaber følelser og energier, for så, øjeblikket efter, at være væk igen, og efterlader intet andet end erindringen om det. Albummet lukker med “You Said”, det mest poppede nummer i samlingen, og da også et af de to numre der er lavet video til.

Alt i alt viser albummet en kunstner med sit eget særegne lydunivers, hvor det ene ben er plantet i rockens rå univers, og det andet i en clubbet elektronisk poptradition, der gør numrene mere bredt appellerende, og i mine øjne overflødiggør det radioedit af titelnummeret, som er at finde på streamingudgivelserne af albummet. Men lad nu det hvile.

★★★★½☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Björk: Debut
Janis Joplin: Pearl
Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + alt det andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Patti Smith Easter og Horses
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Talking Heads: Remain in Light
Thomas Dybdahl: October trilogy
Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage m.fl.
Kate Bush: The Kick Inside
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
Nelson Can: Now Is Your Time to Deliver
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc

Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile (sic)
Jojo

Skriv et svar