Koncerter

Roskilde Festival 2022: Kelly Lee Owens, Apollo

Foto: PR

Kelly Lee Owens er en enmandshær bag en mixerpult, som hypnotiserer dansegulvet med drømmende, skarpt techno-skyts.

Det er en kutteklædt Kelly Lee Owens, matchende de sorte containeromgivelser på Apollo, der næsten anonymt lykkedes med at sætte gang i instrumentalhittet ”Arpeggi”. Der går dog ikke lang tid, før at publikum kan mærke bassen i fliserne og Owens skæve, finurlige synths-sammensætninger får hurtigt sat gang gulvet.

Owens bliver dog ikke længe under kutten, men smider sin ham, da hun når ud i numrene med hendes skønne vokal. Som vokalist bliver hun samtidig mere udadvendt og danser mere og mere rundt bag pulten. Owens må være mester i multitasking, for det er mere end imponerende, hvordan én kvinde kan synge i næsten perfekt harmoni med sine egne vokalsamples, live-spille snare og bas på en elektrisk tromme og samtidig styre alverdens synth-samples på en gang. At stå på et dansegulv, bliver altså noget helt andet, når du ved, at rytmen kommer direkte fra et headbangende menneskes hoved.

Som en ren dansegulvsdiktator tager Owens os med på en rejse igennem finurlige melodier, smukke lyse vokaler og aggressiv bas, der med sin kontrast i mellem det svævende og drømmende mod det mørke og hårde, egner sig evindelig godt til en solskinssommeraften. Der er plads til både abedans og at lade sig hypnotisere af de legesyge synths, mens man svæver væk til et andet sted i aftenens sidste solstråler. Det ene øjeblik er du på en techno-klub i Berlin, det næste flyder du måske rundt i en sort sø i Grünewald.

Festen har været på en jævnt voksende kurve hele sættet igennem, men stikker for alvor af på de sidste tre numre, hvor Owens bogstavelig talt sætter sig ud på scenekanten under ”Melt!” – hvilket var en dejlig variation fra de konstante ”Roskilde!”-brøl. Klichéer til side, så er Owens stadig noget af det varmeste og sødeste, jeg så på en scene under festivalen, og man bliver øjeblikkelig smittet af humøret og hvor meget, Owens føler sin egen musik. Da vi nåede festen afslutning med ”Jeanette” var de flestes hænder i vejret, og kun de allermest stive (sådan kropsligt) mennesker var ikke i bevægelse. Selv fik jeg også lagt min taske og droppede noterne for en stund – der skulle altså danses!

Kelly Lee Owens er en enmandshær bag pulten, der havde fuld kontrol over dansegulvet på Apollo. Det var befriende og svært ikke at blive lidt glad i låget af.

★★★★★☆

1 kommentar

Skriv et svar