En lille cool og rummelig popplade fra The Morning Benders. Her er alt, du behøver, når promillen har været for høj, og du dagen derpå ikke kan overskue lyd og billeder på samme tid.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
Henrik Olesen: Ukendt under andet navn
Har man savnet Olesen-Olesen - og det er vi mange, der har - er Henrik Olesens soloudspil en kærkommen lille ep, der beviser, at man stadig med god grund kan gå ud og investere i dansksproget lyrikpop.
The Gaslight Anthem: American Slang
Hallo, hallo! Fans af Bruce Springsteen – kan I høre mig? Løb enten skrigende bort, eller åbn jeres arme, for her kommer fire New Jersey-gutter, der har så meget New Jersey-blod i årerne, at de nærmest lyder som en kloning af The Boss.
Il Tempo Gigante: Lost Something Good
Il Tempo Gigantes debutplade ved ikke helt, hvilket ben den skal stå på. Elementerne er gode, og man kan ikke klage over måden, det udføres på, men bandet formår ikke at samle alle fragmenter, hvilket sender lytteren på slingrekurs.
Sam Amidon: I See the Sign
Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
The Sea: Get It Back
Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.
Figurines: Lucky to Love EP
En ep – hvorfor? Skal man virkelig nøjes med forretten, når man nu både vil have hovedret og dessert? Tja, åbenbart. Jeg har det lidt svært med disse minialbums, men det skal ikke overskygge det faktum, at Figurines har rimelig godt styr på paragrafferne.
Straight from the Harp: Rain Rain Down Down
Sikke da et produkt! Her er virkelig tale om noget unikt – på den dårlige måde. Den danske boy/girl-duo Straight from the Harp spiller mystifistisk mundharpemusik, der mangler coolness, attitude, genrebevidsthed og strategi.
Groove Armada: Black Light
Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
The Radio Dept. skriver stadig nydelige, små melodier med 60’er-popvokalharmonier og en skrøbelighed under støjen, men der er lidt mere synth på paletten end sædvanligvis, og det klæder produktet.
Jónsi: Go
Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop - men han gør det på sin helt egen måde.
Turin Brakes: Outbursts
Dejlig melankoli og forløsende folkpop flyder fra Turin Brakes' femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dét.
The Floor Is Made of Lava: Howl at the Moon
Fra festaber til stadionrockere. The Floor Is Made of Lava har sendt de dansevenlige sange ud til højre og satser i stedet på klassisk rock med et fortidsstrejf. Det er måske dumdristigt, men projektet lykkes langt hen ad vejen.
Lightspeed Champion: Life Is Sweet! Nice to Meet You
Devonté Hynes er som en uendelig kilde af kreativitet, der smukt bevæger sig ned over et bjerg. Anden udgivelse under dæknavnet Lightspeed Champion er en indieopera med højt til loftet og et væld af musikalske virkemidler.
The Soft Pack: s.t.
The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.
The Bravery: Stir the Blood
The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt - men ak. Det forbliver desværre ved håbet.
The Go Find: Everybody Knows It’s Gonna Happen Only Not Tonight
Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.
Adam Green: Minor Love
Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig 'crazy but not funny', og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.
Los Campesinos!: Romance Is Boring
Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.
Stereophonics: Keep Calm and Carry On
DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja...)