Skribent - Jeppe Fly-Kristensen

Plader

The Gaslight Anthem: American Slang

Hallo, hallo! Fans af Bruce Springsteen – kan I høre mig? Løb enten skrigende bort, eller åbn jeres arme, for her kommer fire New Jersey-gutter, der har så meget New Jersey-blod i årerne, at de nærmest lyder som en kloning af The Boss.

Plader

Il Tempo Gigante: Lost Something Good

Il Tempo Gigantes debutplade ved ikke helt, hvilket ben den skal stå på. Elementerne er gode, og man kan ikke klage over måden, det udføres på, men bandet formår ikke at samle alle fragmenter, hvilket sender lytteren på slingrekurs.

Plader

Sam Amidon: I See the Sign

Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.

Plader

The Sea: Get It Back

Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.

Plader

Figurines: Lucky to Love EP

En ep – hvorfor? Skal man virkelig nøjes med forretten, når man nu både vil have hovedret og dessert? Tja, åbenbart. Jeg har det lidt svært med disse minialbums, men det skal ikke overskygge det faktum, at Figurines har rimelig godt styr på paragrafferne.

Plader

Groove Armada: Black Light

Ud med det gamle, ind med det nye. Groove Armada kommer med helt friske toner, og nu spiller duoen virkelig op til den helt store rockdans. Synth og 80'er-inspirerede melodier leveres med tilførte vokaler. Det er udmærket, men heller ikke mere.

Plader

Jónsi: Go

Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop - men han gør det på sin helt egen måde.

Plader

The Soft Pack: s.t.

The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.

Plader

The Bravery: Stir the Blood

The Bravery har en lidt for nedadgående formkurve: en rigtig god debut, en hæderlig toer og nu en lidt middelmådig treer. Hmm, her gik man og håbede på, at The Bravery gav New York noget nyt og friskt - men ak. Det forbliver desværre ved håbet.

Plader

Adam Green: Minor Love

Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig 'crazy but not funny', og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.

Plader

Los Campesinos!: Romance Is Boring

Så røg stikket for alvor i kontakten. Los Campesinos! giver los og fyrer op for energien i en form for kærligheds-grandprix for alternative køretøjer. Er man til alternativ pop og sur/sød lyrik, skal man gå på opdagelse.