I den varme sommerhede daler aktivitetsraten, når temperaturen stiger. Man får lyst til at dedikere sig til en hunds simple vaner. Er solen ude, er det oplagt blot at ligge og dase i dens stråler med momentane ture mod skyggesiden. Man orker ikke meget mere. Man kunne forestille sig, at Earlimart netop forstår dette, eftersom bandets seneste plade er en samtidig fornøjelig og doven forestilling – på godt og ondt.
Earlimart er Aaron Espinozas band, som fra at have spillet Pixies-inspirert skramlerock er drevet frem mod en instrumentering a la Grandaddy (som, ikke overraskende, har spredt sig ud over pladens forløb som gæstemusikere og producere). Og det er netop Grandaddys skygge, som Earlimart ikke rigtig kan slippe væk fra på Everyone Down Here.
Fra det øjeblik introen med et fortabt barns isolerede nynnen glider over i den myrekrybende længselsfulde “We’re So Happy (We Left the Piano in the Truck)” med sine guitarer, trommer og kønne harmonier, er det temmelig klart, at vi er på den forventningsfulde vej opad på en uforudsigelighedens rutschebanetur.
Espinoza har tilbragt mange timer i studiet, hvor han har kælet for pladens lyd, og det kan virkelig høres. Klarheden i de mange forskellige lyde gennemtrænger Everyone Down Here og pakker en hel masse ind i pladens begrænsede spændvidde (pladens samlede længde ligger lige omkring den halve time). Ved gentagne gennemlytninger føres endnu flere begravede klokker og fløjt frem i lydbilledet. De mange lydes samlede association ledes via coverarten hen mod et nautisk billedsprog – illusionen peger i retning af at sejle på dybe, oprørske vande samt at flyde roligt på spejlblanke havoverflader.
“The Movies” er et eksempel på sidstnævnte, hvor triste klavertoner udgør baggrunden for den ligeledes triste vokal med den underligt afklarede linje »Now we’re lost at sea«; den efterfølgende “Lost at Sea” løber over målstregen på mindre end 90 sekunder med overstyret, punket og fuzzet rock; og dernæst kommer en 25 sekunder lang ubetitlet skæring, der fremstår som en art tsunami med sit væld af forvrænget feedback. Tsunamien falder til en uhyggelig ro i pladens anden ubetitlede, korte instrumentale skæring. Det er et spøgelsesagtigt stykke med et lettere forvrænget klokkespil, som krydret med et par forjagende trommesamples og umiskendelig tale optaget gennem en megafon udgør den ubehagelige panik. Man forestiller sig nemt skibet, som er på vej mod havets bund.
Sangene på Everyone Down Here vandrer retningsløst mellem skrøbeligheden, som ligger i Grandaddys og Sparklehorses musik, og lofi- og slackerattituden – dog uden at nogle af dem satser fuldt på nogle af udtrykkene. Espinoza kan heller ikke helt bestemme sig for, om han vil lyde som Jason Lytle, Mark Linkous eller Thurston Moore.
Men uoriginaliteten til trods er der mange rigtig gode sange på Everyone Down Here. “Burning the Cow” er pladens første singleudspil, og det forstår man godt. Sammen med “We Drink on the Job” med de lallende basgange, velsmagende melodier og det herligt vibrerende omkvæd skiller den sig ud fra pladens resterende sange, og de to sange er måske dem, som peger mest tilbage til bandets tidligere udspil.
Pladens sidste halvdel fokuserer på soundtracket til de stille vande. “Lazy Feet 23” glider stille gennem vandet med akustiske akkorder, mens Espinoza med sin luftige vokal trygler »Don’t look back / It’s just not that good.« Soloen klares af en grædende violin, som akkompagneres af sørgmodige suk fra en elektrisk guitar.
“Big Ol’ Black” er en underspillet, ondsindet sang, indledningsvis bestående af guitar og digital baggrundsstøj som halvvejs igennem slår over i en mørk melodisk melodi, mens det lyder messende fra Espinoza: »There are killers here.« Pladen lukkes med den sløve godnatsang “Night, Nite” med en blød fuzzbas, masser af keyboards og Espinozas søvnige vokal.
Earlimart når meget på kun 32 minutter. Pladen synes det ene øjeblik at bevæge sig med lysets hastighed og det næste slet ikke. Overordnet set er det en rigtig god plade, som desværre ikke bygger videre på Grandaddys idéer – blot imiterer dem.
