Sådan sidder man måbende tilbage efter at have hørt Four Tets seneste plade. Man er i tvivl om, hvorvidt man burde være fornuftig og knibe sig selv i armen for at forsikre sig om, at det ikke bare er en skøn drøm, eller vælge det langt mere indbydende alternativ og trykke på play-knappen endnu en gang. Det er i hvert fald, hvad jeg har gjort en del gange efterhånden, og som tiden går, bliver jeg mere og mere glad for mit nyfundne musikalske værk og mere skræmt af tanken om, at det hele bare er en drøm, for med Rounds har Kieran Hebden – ene mand bag Four Tet – skabt et lille vidunder.
Den bløde dunkende lyd, fra hvad der kunne være et bankende hjerte, åbner pladen og dermed også åbningsnummeret, “Hands” – et nummer, der ved første lyt tegner til at være relativt afdæmpet, men som pludselig bliver afbrudt af en flod af lyd, der fuldstændigt vender op og ned på lydbilledet. Måden, det elektroniske og det organiske smelter sammen på og bliver til en samlet enhed, er imponerede.
Man bliver kun mere imponeret over de efterfølgende numre: Den hæsblæsende førstesingle “She Moves She” og det kun halvlandet minut lange lydeksperiment “First Thing” som begge er med til at vise, hvorfor Rounds er et så fantastisk album. Hebden formår på skønneste vis at udnytte de få ting fuldt ud, som han gør brug af i musikken. Selv om udtrykket ikke er nyskabende som sådan, gør Hebden det alligevel til sit helt eget. Med naivt harpespil i forgrunden på “My Angel Rocks Back and Forth” viser han, at han også kan lave direkte bevægende musik.
Men intet varsler pladens ubestridte højdepunkt, den næsten 10 minutter lange “Unspoken”, som er en sand tour de force i Four Tets forunderlige lydunivers. Det er et nummer, der trækker lige så meget på den jazz, Hebden er inspireret af, som den fængslende elektroniske knitren og syden, der åbnede hans ører for nye verdner for år tilbage. Et dragende beat overtager hurtigt sangen fra den dissonans, der sløvt starter den op, før en jazzet klaverstump lander lidt midt i det lydbillede, hvor det forbliver i en stor del af sangen, gentaget igen og igen. Simpelt, men enormt flot.
Men det er ikke før efter tre minutter, at sangens genialitet virkelig skinner igennem. Den raslende lyd af utallige små klokker kommer som ud af det blå. Klaveret beslutter sig for at holde en pause, og efter et kort øjeblik eksploderer nummeret. Diverse lydeffekter spillet baglæns fader ind og ud i tide og utide, en blød guitarfigur smider sig omkring beatet og holder sammen på alt vanviddet (for dog senere at blive klippet helt i stykker), og høje summende lyde hvirvler forvirret rundt, alt imens en simpel bas langt tilbage i lydbilledet masserende kører i rundgang. Det hele når sit højdepunkt omkring to minutter efter, hvor det alting pludselig stopper og holder inde i et kort øjeblik kun for på ny at introducere klaverfiguren og det dragende beat – tilbage til grundformen, før nummeret fader ud. “Unspoken” er ikke ét sekund for langt og er helt og aldeles mesterligt.
En af Rounds‘ helt store styrker er den måde, den skifter imellem alvorlige og rørende og lyse, til tider nærmest underholdende passager – præcis som coveret, der forestiller noget farverigt legetøj, gennemhullet af skudhuller, også afspejler. Hebden kan mellem numrene skifte stemning fuldstændigt. Det er bl.a. tydeligt i “As Serious as Your Life”, der kun 30 sekunder efter “Unspoken” (det korte “Chia” skiller de to numre ad) lader den mest funky baslinje i lange tider bryde som ud af ingenting, næsten tryglende om at blive danset til. Selv om det ikke fremstår helt så sofistikeret som resten af albummet, kan man ikke andet end at holde af det herlige nummer, der garanterer at putte et smil på enhvers ansigt. Inden albummet slutter af, skifter Hebden atter ham og leverer i “And They All Look Broken Hearted” endnu en vuggevise, hvor harpen igen bliver brugt som hovedinstrument.
En samplet stemme danner grundlaget for “Slow Jam”, der med sin pulserende guitarfigur døsigt spiralerer ud i intetheden og sagtens kunne have varet dobbelt så lang tid. Til sidst må guitarfiguren og de lette beats, der omgiver den, mod deres vilje give op og en efter en forsvinde. Hebden når at bruge noget så bizart som et plastik-pivedyr som instrument, uden at det på nogen måde lyder malplaceret eller ødelægger den smukke sang. Tværtimod!
Med Rounds’ fortryllende, eventyrlige univers har Kieran Hebden lavet noget helt unikt. Alle barrierer og fordomme omkring elektronisk musik bliver brudt ned. Rounds er udforskende, men let tilgængelig, legesyg og fyldt med en uforudsigelig sprælskhed, uden at det virker forceret eller kunstigt. Selv om det er en overvejende elektronisk plade, er det samtidig en varm og indbydende plade, og selv om der ingen tekster eller vokal er på albummet, fortæller Rounds masser af historier. Rigtig gode historier endda. Ordløs poesi har sjældent lydt så smukt.
