At jeg skulle høre The Penelopes’ nye plade Eternal Spring kort tid efter, at jeg havde set Lost in Translation, må være et af de tilfælde, som éns tilværelse byder på, når man kigger rigtig godt efter. Pladen kan nemlig ses som endnu et forsøg fra en flok japanere på at efterligne vestlig kultur uden helt at lykkes med det. Samtidig, og måske netop på grund af det førnævnte, besidder den dog den samme søde charme, som sidder i øjnene på Scarlett Johansson.
Måske er sammenligningen alligevel ikke helt retfærdig. The Penelopes, med forsanger Tatsuhiko Watanabe i den altdominerende rolle, har nemlig lavet musik siden 1992 – altså længe før frøken Johansson begyndte at snakke med hestehviskere, nørdede pladesamlere eller Bill Murray. Bortset fra hestehviskeren ville de nok alle sammen holde af den søde indie-twee-pop, The Penelopes har skabt igennem årene, og som altså nu også bliver leveret på Eternal Spring.
Musikalsk lyder The Penelopes som The Kinks med hukommelsestab og nyfunden inspiration hos Talk Talk, The Smiths og Belle & Sebastian. Der er altså tale om popsange fra en anden tid – popsange, der heldigvis lyder tidløse i stedet for gamle. Det hænger hovedsageligt sammen med, at The Penelopes formår at vende det til en fordel, at de har så lille en kulturel arv fra den musikalske verden, som de befinder sig i. Hvordan skulle man ellers kunne lave sange, der lyder, som om at de burde være lavet for flere årtier siden, med en sådan friskhed og ægthed?
The Penelopes befinder sig et sted, hvor mobiltelefoner er flere generationer foran vores, men hvor Generation X højst har været et slogan for en softdrink, og Eternal Spring bærer på den måde præg af, at The Penelopes opdager ting, som tusindvis af vestlige bands i øjeblikket genopdager.
Bandet driver på hele pladen rundt på poppens lette vinger med en produktion, der giver en charmerende blanding af 60’er- og 80’er-lyd. Alle numrene er skåret over den stort set samme læst, men nogle er bedre end andre, og nogle er tæt på at være fantastiske – for eksempel den vemodigt slentrende “Midday Stars”, der giver associationer til varme sommeraftener blandt palmer og eftertænksomhed. Eller åbningsnummeret “Vehicle”, der starter med at lyde som “My Girl” for siden kun at dele stemning med den gamle 60’er-klassiker.
“Book of Brilliant Stings” er også et dejligt nummer, og pladen efterlader i det hele talt én med et lille skævt smil på læben – og det er ikke kun, fordi Watanabe har en engelskudtale, der igen leder tankerne tilbage på Lost in Translation.
Der er dog også decideret svage punkter ved Eternal Spring. Tatsuhiko Watanabe er ikke ligefrem nogen stor sanger, og bandet har heller ikke nok tricks i ærmet til at lave en plade på 15 numre; 10 havde været rigeligt. Og selv om deres store røde naboer mod vest både opfandt krudtet og ukrudtet, så er The Penelopes ikke ligefrem noget bevis for, at japanerne er i gang med at opfinde den dybe tallerken – rent musikalsk. Dertil har Eternal Spring for lidt kant og for lidt originalitet.
Når det er sagt, så er der altså tale om en plade, der er meget let at nyde, og som man endda kan blive ved og ved med at nyde. Eternal Spring er faktisk lidt ligesom den pige, man møder på gaden og straks bliver forelsket i, men som man så har glemt to minutter efter og dog af en eller anden grund kan huske fem år efter. Og så har pladen i øvrigt et lækkert cover – selv om jeg dog havde foretrukket et billede af Scarlett Johansson. Men hvad kan man gøre?
