Bookletten til Some by Seas debutalbum er lavet af halvgroft papir. Forsiden er blå, og på den øverste halvdel er der på midten skåret et lille firkantet hul i papiret, så man kan se, hvad der gemmer sig på siden inde bag ved: en lille stregtegning af et træ, nedenfor tilsyneladende en kat med en pil over samt titlen på albummet Get Off the Ground If You’re Scared. Når man bladrer en enkelt gang, åbenbarer der sig en lille tekst under tegningen: “A musical in eleven acts. (with one act suspiciously missing!).”
Some by Sea var under indspilningerne til albummet Get Off the Ground If You’re Scared en trio, men blev efter færdiggørelsen udvidet (“now and forever”, som der står i coveret) med to medlemmer. Det er især Chris Du Bray som sanger og sangskriver, og Rachel Bowman, som spiller celloen, man lægger mærke til, men Eino Holms piano og orgel kan også høres af og til med gåsehud til følge.
De indledende noter i coveret giver en forventning om et konceptalbum med sammenhængende tekster og temaer hele vejen igennem. Det synes dog ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke rent indholdsmæssigt. Men de 10 numre (“:intermission:” er ikke medregnet, da det er et dissonant lille mellemspil, som måske skulle have fungeret som en slags pusterum, men egentlig ødelægger flowet på albummet) kredser i stemning alligevel omkring det samme både i kraft af sine tekster, men måske vigtigere af alt, også i kraft af musikken: længsel, desperation og kærlighed.
I flere anmeldelser i USA er Some by Sea blevet sammenlignet med Death Cab for Cutie, og der er da også en vis lighed mellem de to bands primært på grund af Chris Du Brays måde at synge på. Men rent musikalsk er der en del forskelle. Some by Sea spiller løsere og mindre produceret end Death Cab for Cutie, og Some by Sea lyder på mange måder ikke så amerikanske. Åbningsnummeret “There’s a Line in the Sand. Are You Afraid to Cross It?” er melodisk som den nye engelske rock, man kender fra bands som Coldplay og Elbow – og dog er nummeret mere subtilt, fordi melodien ikke er så iørefaldende ved første gennemlytning. Men femte gang går den fingerspillede guitar, den kvindelige andenstemme og celloen op i en højere enhed – og afslutningen på nummeret med masser af rumklang og den kvindelige andenstemme, der synger helt alene med lyden af et stort lokales atmosfære i baggrunden, slår ligesom albummets skrøbelige side an meget flot og virkningsfuldt.
Det er det enkle og storladne (og måske en smule klichéfyldte) musiske udtryk, som findes i åbningsnummeret, der er Some by Seas styrke. “The Winter Rush” og “Walk a Straight Line, Keep a Straight Face” fortsætter i samme boldgade som “There’s a Line in the Sand…”. “The Winter Rush” bliver i de to første vers efter en intro med piano og cello kun spillet med guitar. Farfisaen kommer med efter anden omgang af omkvædet, og hele nummeret bygger op mod en form for kulmination, hvor trommer og temaet fra introen vender tilbage. “Walk a Straight Line, Keep a Straight Face” er opbygget efter samme opskrift, men her er forspillet droppet, og forløsningen, man venter på, er en slags langstrakt c-stykke, som er tungere instrumenteret end den guitar (og et meget sporadisk piano) og Chris Du Brays stemme, som udgør den første halvdel af nummeret.
Stadig gode er også de numre, hvor Some by Sea fraviger den ovenstående formel. “A Steady Diet of Stares” og “The Pretend” er klart folkemusik-inspirerede med brug af guitaren som rytmefrembærende og gæstebesøg af harmonika (til både hånd og mund), håndklap og et franskbrød! I “All of This” er Some by Sea især i omkvædet inspireret af Depeche Mode, og det er et af de mørkere og mere uptempo numre på albummet. Enkelte numre på albummet er kedelige og passer ikke så godt ind med resten af albummets stemning: “Paaale Wonder w/Dark Eyes” er kedelig 1-2-3-4-rock, og pianoet i omkvædet spiller lidt for fjollet. Og “How Far Is Far Enough?” har et vers og et omkvæd, som egentlig ikke passer sammen.
Ved første gennemlyt er Some by Seas debutalbum et lidt kedeligt album. Melodierne virker ikke stærke, og det musikalske udtryk er heller ikke videre originalt. Men albummet vokser langsomt, og de svage melodier viser sig at være endnu stærkere end først antaget. Så selv om albummet er ujævnt med en række numre, som ikke passer ind med resten, kan man mere end fornemme, at Some by Sea med tiden kan vokse sig store på indiescenen. Og så har de oven i købet lavet et udmærket debutalbum.
