Jacob Faurholt er en travl mand. Han har de sidste år udgivet mange EP’er og mere eller mindre uofficielle og selvfinansierede albums. Flere af dem med Trine Omø og Kasper Rønberg Schultz alias Sweetie Pie Wilbur som musikalske sparringspartnere. Efterhånden er duoen smeltet helt sammen med Faurholt, så trioen nu helt permanent går under navnet Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur.
I foråret blev bandets første ‘rigtige’ plade Queen of Hope, det officielle debutalbum, udgivet på det lille danske pladeselskab Quartermain. Musikken på Queen of Hope er primært numre, der tidligere har figureret på en eller flere Faurholt-udgivelser – i en eller anden form.
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur kalder selv deres musik for ‘intimpop’, og det er tæt på. Det nedbarberede udtryk og sangenes spinkelhed får det til at lyde, som om Faurholt og co. har klemt sig sammen i fodenden af din seng og synger sagte for dig derfra. Men det er tæt på og langt væk på én gang.
For albummet er samtidig produceret således, at mange af sangene får en klang af at foregå på en vis afstand. Det gælder så i større eller mindre grad. Eksempelvis har “We Like Snow” en meget udpræget klang af afstand – første del af nummeret og vokalerne hér når næsten en Mazzy Star’sk fjernhed, mens tonerne i sidste del lyder som sløve blæsere, der er så mange kilometer væk, at lyden af dem er blevet helt tværet ud over afstanden. Det giver et rigtig fint lydbillede med en stemning af længsel, der passer til Faurholts gentagne ord: »Run, run away with me / We can go anywhere«.
Numrene på albummet er opbygget af Faurholts små melankolske sange om kærlighed, hans lidt skrattende almindelige vokal i samklang med Trine Omøs lyse pigestemme, samt multiinstrumentalisten Kasper Rønberg Schultz’ mange påfund. Det er denne sammensætning, der gør Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur til et interessant bekendtskab – den meget typiske lo-fi-lyd fra Faurholt, som Sweetie Pie Wilbur prøver at trække i andre retninger.
Alle numrene er imidlertid stadig meget sagte, og tempoet er alt andet end højt. Det går meget langsomt, og som lytter er man bange for, at det skal gå helt i stå. Det, der skal forhindre det, er netop indskydelserne fra Schultz, der krydrer med regnvejrsplasken, sær brummen og forskellige lyde, der får én til at spidse ører.
Et eksempel er den meget stillestående “Catch the Rose”. Det er egentlig en sød småmelankolsk kærlighedsmelodi i rummet mellem Omøs lyse og Faurholts mørkere vokal. Men det er altså lige før, at lytteren bliver lullet i søvn. Som et lille modspil hertil er der i versene knirkende lyde som et trætandhjul, der bliver trukket. Det er bare ét eksempel på, hvordan Schultz forsøger at skabe lidt uforudsigelighed, så lytteren stopper op og ikke forsvinder ind i søvnen. Men spørgsmålet er, om det bliver gjort tydeligt og kraftfuldt nok – om det lykkes at stoppe stilstanden? Nej, desværre ikke.
På “Let Them Go” lykkes det ikke desto mindre. En som altid meget stille start med stemmer og ukulele, men så udbygges der med guitar og violiner. Den triste melodi og stemning fastholdes, men i nummerets sidste afdeling får vi bækkenslag, og hvad der lyder som små uregelmæssige eksplosioner eller fyrværkeri. Det er simpelthen alletiders.
Flere fine øjeblikke er det på albummet, men der er også den småirriterende (for) søde “Alone with You”, og Faurholt og co.s ikke just vellykkede forsøg på at smide melankolien væk, “Hurry! Eat Your Last Meal”, der mest kommer til at lyde som en fjollebørnesang.
Live er Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur dog en dejligt rolig og nærværende oplevelse. Hovedpersonerne er uhøjtidelige og tiltalende. Jeg vil anbefale en koncert med trioen til alle, der er interesseret i en koncertoplevelse, der er tæt på og skaber en følelse af fællesskab omkring musikken – publikum og musikere imellem. Men desværre kan jeg ikke give en særlig høj karakter til bandets officielle debutplade. For Faurholts sange er for stillestående at lytte til på cd, og selv om jeg havde håbet på at blive det, blev jeg ikke noget sted imponeret ved at lytte til Queen of Hope.
