Schweizisk postrock er helt bestemt ikke hverdagskost. Derfor var det også med en vis spænding, at gruppen fra alpelandets andet fuldlængdeudgivelse, Malval, blev sat i afspilleren. Shora spiller instrumental rock, som læner sig op af nogle af postrockens absolutte forbilleder. Det er dog især canadiske Godspeed You! Black Emperor, som er den altoverskyggende inspirationskilde hos schweizerne (det canadiske kollektiv er bare langt mere interessante).
Shora tager hovedsageligt afsæt i den mere støjende del af postrocken, og Malvals fire numre har en noget ensartet lyd. Ikke desto mindre er åbningsnummeret “Parhelion” interessant med sine mere end ni minutters varighed, hvor Shora tæppebomber øregangen med kaskader af brusende guitarer. I løbet af nummeret bevæger musikken sig mod et nærmest uopnåeligt højdepunkt for derefter langsomt at tone ud.
Tonen på albummet veksler mellem det gennemført brutale, afløst af stille passager. Der vises i det hele taget ingen nåde over for lytteren på Malval. Numrene er oftest isnende kolde, og efter endt gennemlytning sidder man tilbage med følelsen af at være blevet ramt af adskillige istapper direkte i mellemgulvet. Dette lyder umiddelbart som en vindende cocktail, men det er det uheldigvis ikke. Musikken er til trods for mange gode tiltag temmelig monoton. [Hvis man (i modsætning til mig) er fan af den slags postrock, der er proppet med repetition, bedes man venligst ignorere disse linier.] På underlig vis minder numrene om den musik, man finder i gyserfilm, og bidrager til en stigende fornemmelse af, at noget ondt er ude efter én. Malval er musik med fuldmånestemning og indbygget uhygge.
Andet nummer “Arch & Hum” er pladens bedste. I dette nummer er der en klar og tydelig fremdrift, hvilket gør det mindre ensartet og anstrengende for lytteren end pladens øvrige numre. Shoras største force er, når de formår at bryde ud af det lidt for monotone udtryk, der ellers præger albummet. I disse situationer fornemmer man et band med potentiale til meget mere end den kedelige tranceagtige postrock, der desværre udgør en stor del af denne udgivelse.
Der er dog til trods for de kedelige øjeblikke gode momenter på pladen. Dette skyldes især en anden vigtig inspirationskilde. Nemlig inspirationen fra metalscenen, som er ganske tydelig hos Shora. Denne musikalske påvirkning bliver dog gudskelov ikke alt for dominerende. Den er tværtimod en vigtig stemningsmæssig faktor og er med til at skabe bandets brutale, klaustrofobiske lyd. Lyset slipper stort set ikke ind i Shoras univers, hvilket ikke er ubetinget dårligt. Det kræver blot det rette humør, hvis denne cd skal give det fulde udbytte. Det er absolut ikke easy listening, men et glimt ind i sindets mørkeste afkroge. Dette album vil egne sig til en mørk blæsende vinteraften i skæret fra en enlig pære (max. 20 watt) og hovedtelefonerne boret godt ind i øret.
Pladens tredie nummer bærer den noget kryptiske titel “Siphrodias” og er lige lovlig meget inspireret af GY!BE. Shora låner i dette nummer blandt andet de hvinende guitarer, som er et varemærke hos de canadiske forbilleder. Lyset slukkes med det cirka ni minutter lange “Klarheit”, som skiller sig ud fra de foregående tre numre med introduktionen af en kvindelig vokal. Dette er et smart træk. Det klæder virkelig musikken, og får den til at fremstå mindre monoton. Desuden er nummeret betydeligt mere elektronisk funderet, hvilket udvider bandets udtryk en smule.
Med udgivelsen af Malval kommer Shora ikke til at forny postrock genren, som desværre har stået i stampe de seneste par år. Malval vil uden tvivl få sine tilhængere, som vil værdsætte de gotiske lydkatedraler og den gennemgående brutale lyd. Men hvis bandet ikke skal træde vande, bliver de nødt til at spille på flere strenge. Ellers kan det lynhurtigt udvikle sig til et kunstnerisk selvmord.
