»Vi hedder Zar Paulo, og vi er også fra Aarhus!« Sådan lød det fra den aarhusianske forsanger, Emil Vammen, der trådte ind til et velbesøgt festivalpublikum på den største scene, Astra. Og det var med god grund, at Northsides varmeste band fik lov til at spille på festivalens varmeste tidspunkt – I bogstavelig forstand. Der var nemlig ægte hjemmebanestemning, da de fem fyre fyrede en veloplagt omgang dansemedicin ud over publikum under bagende sol.
Og sjældent er en koncert gået så hurtig, som den gjorde denne lørdag eftermiddag. Jeg så dem også efteråret på Ringkøbings noget mere intime spillested, Generator, hvor de beviste, at de havde potentiale til at udtrykke sig på landets største scener. Og det fik de endelig indfriet på Eskelundens sidste dag. Allerede på det første nummer “Højen” kunne man se musikernes tændte ild i pupillerne af ren optur over »en overdrevet syg udsigt«, som den blazer-beklædte forsanger sagde med en overvældende røst i stemmen. Alligevel føltes det som om, at Vammen var til intimkoncert på den nærværende måde, han kiggede publikum i øjnene på.
Ovenikøbet var det stærkt medrivende og afsmittende at mærke, hvilken energi, de kom ind med på scenen. Især med guitarist Johan Horsmans knækkede fuzzsolo under “Ravage”, hvor han bevægede sig som om, der var sat ild til ham. Og for slet ikke at snakke om det overraskende moment, hvor han sprintede ind med en saxofon på “Stop Believing” og leverede en hyperaktiv blæsersolo, som også satte ild til publikum. Det var helt særligt at se, hvordan guitaristen var helt oppe og køre af ren glæde og ekstase efter sin solo. Og han fik da også et stolt skulderklap af forsangeren.
“Klap For Fædrelandet” var en sand crowdpleaser med betagende bevægelser fra forsangeren, der havde smidt sin blazerjakke for længst. Og her var røgmaskine ikke nødvendigt, da de medsyngende folk i forreste pit dansede så hårdt, at de støvet fra jorden blev en del af sceneæstetikken. De indiesynthede retrovibes på “Kan Du Holde Til At Holde Det Inde” gav anledning til forførende tangodans med mikrofonstativet, der blev smidt til højre og venstre. Også det elektroniske 80’er nummer “Tæt På Paradis”, som måske er inspireret af Depeche Modes “Enjoy The Silence”, satte pianist Martin Kleberg i spotlight med en stærk underholdende synthsolo, som hev en masse hjerter hjem.
Selvom deres diskografi kun tæller ét album, fik de løftet deres repetoire til skyerne og leverede simpelthen det ene gode nummer efter det andet. Samtidig blev der smidt arme omkring hinandens skuldrer fra publikumspladserne og hoppet som om, det var den sidste koncert på festivalen i år. De helt oplagte Zar Paulo gav i høj grad charmerende dansetimer fra øverste hylde med en eksplosion af ekstatiske synthtoner og et velfungerende sammenspil, der fik alle elementer til at flyde sammen på smukkeste vis. Og hvis de fik presset nogle tårer ud af mine øjne af fuldkommenhed, så ville de have ramt fuld plade fra Undertoner. Om det er på hjemmebane eller ej, så er ingen tvivl om, at Zar Paulo efter Northsides sidste festivaldag er Danmarks nye festivaldarlings.
