»I woke up every morning / With your cross around my neck.« Lige fra den første næsten hymne-agtige messen på svenske Hell on Wheels‘ fjerde album, The Odd Church er man ikke i tvivl om, at dette ikke er rockmusik, man hører hver dag.
Genremæssigt bevæger pladen sig fra surf-inspireret 60’er-rock til en nærmest klassisk ballade og videre over i ‘no bullshit’-trucker-rock, som man blandt andet kender fra Archie Bronson Outfit. Ofte bliver alle disse genrer bundet sammen af et element af country. Dette kunne lyde som en mystisk og rodet blanding, men Hell on Wheels formår at give det deres eget præg og helt specielle lyd.
Et af de elementer, som i høj grad bidrager til Hell on Wheels’ karakteristika, er forsanger Rikard Lindgrens helt specielle stemme. Som en blanding af en Las Vegas-crooner og Jack White formår han med sin utroligt smidige stemme at give den stemning, som hvert enkelt nummer lægger op til, og selv om det kræver lidt tilvænning at lytte til den nasale vokal gennem en hel plade, er det blandt andet dén, der binder pladen sammen.
Umiddelbart mener man at kunne genkende “At Least You Still Pretend You Care”, men riffet og den lyd, som Hell on Wheels har givet nummeret, minder blot enormt meget om “Love in a Trashcan” med danske The Raveonettes. Nummeret har dog sine egne særpræg og en gennemført cool attitude. Omkvædet er meget tilbagelænet, og den rolige guitar og de mekaniske klap i baggrunden gør dette nummer til et af pladens fineste.
“Frozen State” er pladens ballade. Forsangerens stemme er måske ikke den mest egnede til ballader, men hvad den mangler i virtuositet, henter den igen i attitude. Nummeret starter med en elektronisk lyd, men glider langsomt over i mere klassisk opsætning, hvilket klæder nummeret fantastisk.
The Odd Church er en anderledes plade, som viser, at rockmusik anno 2006 ikke behøver være New York-inspireret designerrock. Hell on Whells tør bruge kitschede kor, klap og country-elementer. Og den blanding er en af de bedste blandinger, jeg har hørt på en rockplade i 2006.
