De to herrer bag Snake and Jet’s Amazing Bullit Band, Thor Rasmussen og Thomas Frederiksen, har i den grad været produktive. Fem ep’er siden 2003 er ikke så lidt, og det tal er eksklusiv diverse independent bogudgivelser, zines og ferniseringskoncerter rundt omkring. Vi har altså at gøre med et tomands-band, der vil noget. De vil have deres musik ud, de vil være en del af kunstmiljøet, og de vil gøre det selv – eller rettere sagt: de er DIY. Det har Crunchy Frog fundet vældig godt og charmerende, og efter ep’erne er det nu blevet tid til den helt store prøvelse i form af debutalbummet X-Ray Spirit.
Men prøvelsen er blevet til den helt store skuffelse. X-Ray Spirit mangler i den grad noget ud over det sædvanlige for at gøre sig gældende blandt årets bedste danske album, og som Snake and Jet’s ser ud lige nu, skal der virkelig lukkes op for inspirationen. Bandet spiller den slags musik, som man hørte umindeligt meget af for cirka fem år siden, da hele electrorock/dancepunk-bølgen lagde sig over det meste af den vestlige verden. Dans blev legaliseret blandt indiefolket, og der var dømt glæde og hopla blandet med do-it-yourself-attitude, skæve beats og ironiske 80’er-t-shirts. Noget af musikken holdt hele vejen og gjorde på sin vis indie-musikken vital igen, mens meget blot var medløberprægede billigvarer, og sådan er det jo med de fleste genrer og bølger.
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band skal ikke dømmes ud fra den sidste bølges manglende evne til at holde fast, men hvis man stadig leverer energisk electrorock og i dette tilfælde med en del orgel, må man finde på noget, der virkelig sparker tænder ud. Og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med energi, men originalitet. Fra det første nummer, “Ten Cities Beyond”, får man et godt indblik i, hvordan pladen kommer til at lyde i de næste 13 sange. Der er fart over feltet, et glimt i øjet, koklokke, orgel og håndklap – og jeg er virkelig en hund efter fart over feltet, et glimt i øjet, koklokke, orgel og håndklap. Men det er stadig som om der mangler en virkelig vigtig del. Nummeret er utroligt forudsigeligt, vokalen er intetsigende, og det er, som om der slet ikke kommer energi nok ud af mine højttalere. 60’er-psych-soloen virker irriterende påklistret, og det går meget, meget hurtigt i tomgang.
Forudsigeligheden fortsætter i det garagerock-electro-orgel-univers, som den første sang satte fast, og det stopper egentlig først rigtigt ved “Structure 3”, der ikke kan sammenlignes med noget andet på pladen, fordi det er et lille brusende elektronisk interlude. Det tilføjer ikke pladen meget andet end forvirring, men i det mindste viser det en vis sans for eksperimenter, og det er forfriskende. Og så begynder det hele pludselig at se mere positivt ud. Det efterfølgende track gør nemlig lige det hele en gang bedre ved at være et af de bedste numre på pladen. “Wicky” er et helt igennem instrumentalt nummer med en skøn, skøn mundharmonika, der virkelig vugger, og det er dødcharmerende. Lige så tiltalende er den søde “Garbage Structure”, der med en ømfindtlig kvindelig vokal og en næmest Beck’sk guitar snor sig ud og ind, og det er pladens flotteste og mest gennemføte sang.
Men ellers fortsætter det stort set i samme rille (bortset fra den atypiske, guitarklimprende lukker “Egg”), og det bliver kedsommeligt. Lad mig sige så meget: Ingen af sangene er dårlige. Alle viser de en flair for melodi og energi, og Snake and Jet’s er langtfra uden talent. Problemet er bare, at melodierne gentager sig selv eller er hørt før, og energien formår ikke at komme ordentligt ud af pladen. Man tænker uvægerligt, at bandet må være utrolig godt live, men den dur altså ikke helt på albumformat. Og når trætheden melder sig, så er 14 sange pludselig alt for meget, men der er heldigvis talent og dygtighed nok til en god to’er.
