Butzback: Debut

I pressemeddelelsen står der, at Butzback er en dansk singer/songwriter, i stil med Benny Holst og Poul Dissing, som i de sidste par år har skrevet 150 (!) sange, så vi har at gøre med en inspireret mand, og den er god nok.

Han synger dejligt tydeligt, og teksterne er tilsvarende fine og enkle. Han lyder som en flink mand, der har siddet på et værtshus, i et askebæger, inde i en cigar, i et par døgn og nu kommer ud og ser morgenlyset. Det er skidegodt. På en gang nostalgisk (der er meget fortid i teksterne), men også sådan her og nu-sansende og registrerende en hverdag, der ikke behøver at være så sindssyg travl. Der er tid nok hos Butzback. Solen er hele tiden på vej op – eller ned. Der er altid smøger, der er ved at være røget.

Materialet holder til mange, mange gennemlytninger. Og hans sprøde stemme er – efter en første fornærmelse (jeg syntes, han lød for meget som sit forbillede Benny Holst tilsat en knivspids Poul Krebs) – rigtig fin, for jeg kan godt se, det er noget helt andet, han har for. Han er heller ikke bleg for at luskeliste gamle rester af salmers fraser ind, hvis det passer ham: »Nu falmer lyset indeni / nu falmer skoven i det fri.« På den måde ved han godt, at han rider på en bølge af tradition og sangskat og alt det der – den skal bare lige flås op og genbesynges, og det gør han så, med al den nonchalance der skal til. Jeg bliver i hvert fald beamet op til den her følelse af bare at slentre og ha’ tid til tilværelsen. Det er et meget, meget sjældent træk i nyere dansk musik, som jeg har savnet. Nutids-erindringer – tror jeg måske, man kan kalde det.

Det mærkelige ved Butzbacks stemme er, at den nogle gange – ligesom et fly – er lige ved at nødlande, for så at hæve sig igen, og det er kun gode stemmer, der kan slippe af sted med det. Men det er et utroligt stramt og enkelt album. “Mandag morgen-blues” beskriver på traditionel vis det at vågne op til en ny mandag morgen, der kommer alt for hurtigt, med al den skrøbelighed der er i det: »Hvem kan møde dagen / med en søndagssvedig luset krop / nej, nu må det høre op« – det er sgu da en livsvisdom og registrering af det store i det små, som virker ubehageligt genkendeligt. Og den registrering går så over i en beskrivelse af en Mona: »Tæt på, lige nær ved, næsten, lige nu.«

Og så følger mit personlige hit: “Den lyse morgen”, som ejer alle de smukke træk og musisk dygtige dobbeltstemmer, som også Dissing og Holst excellerede meget i, da de arbejdede sammen: »Jeg danser ikke / det fordi / benene er låste / hovedet friii [“¦] den halve verden / i vinterhi / jeg så et forår / der sneg sig forbi.« Et pragtfuldt kuldslået og skønt nummer om at være til her i livet.

“Husker du” er sådan en udstrakt og doven erindringsdims om en dejlig dame med det »lange lyse hår / der ej forgår / mig som fandens karl / visit på hospital.«

Man kan citere langt og længe fra den her plade. Teksterne er lige så smukke, som de er lunefulde. Altså ambivalente, ikke ironiske, men ja, de kan høres forskelligt, alt efter lytterens humør, og så tillader manden sig gudhjælpemig også at fløjte. Det er det rene Kim Larsen: værsgo. Bare ja, næsten bedre. For det var jo dengang, og Debut er nu.

“Majsang” er selvfølgelig en sang om en mand, der ligger i en busk og glor på verden og hvæser af en kat. Eller”¦ det troede jeg, første gang jeg hørte den, men da jeg så teksten igennem, viste det sig, at det var før, hvor han lå der med en kvinde selvfølgelig.

Der er noget kuldslået over personen på pladen. En slags lykkelig vagabond, der indimellem fanges ind af hverdagen, men ellers bare dasker rundt og lever og nyder og ler og elsker, og ja, husker tilbage på alt det dejlige, der har været. Ikke sådan at forstå, at det ikke kommer igen, for han er ikke trist, overhovedet ikke. Der venter stadig eventyr! Man fornemmer, at damerne med det lyse hår bare er gået ned efter morgenbrød: »Lange, lange dage i maj / hvor solen / solen den var vores«. Men der er også en pris – det fornemmer man på den næste: “Nu”: »At berette evighed / dette blot lidt stjålen tid / hvor er du / nu.«

Måske er det faktisk en meget fin hyldest til den, der tillader sig at strække sig og aldrig stå op af sin langsomhed. Der er et par portrætter. Det om Dolce Gabanna-jakkesætsmanden er lidt kedeligt, men der er også et hip til den gamle landsbytosse (“Menigmands krønike”), som har mistet sin sammenhængskraft og sin charme og taler usammenhængende, men som alligevel til allersidst bryder op og finder hjem, ledsaget af de kloge ord: »Der skal traves barnesko og ungdomstro.«

“Ej forlade dig” og “Ravnen mod aften” er smukke besyngelser og kig på nattehimmel med ravn på. Her er der næsten noget tidligt Sebastian – som dog tager af på den kloge “Den nye tid”: »Jeg vil glemmes af mirakler / jeg vil huskes af et fjæs [“¦] gid vi må fare vild / den nye tid.” Nemlig! Hvorfor dog gå målrettet hjem, når man kan blive ude og lege og leve fuldt ud?

Man får i hvert fald ikke lyst til at gå på arbejde, når man hører Butzback. Regeringen bliver nok nødt til at nedlægge forbud mod ham, da Debut vil gå ud over den danske arbejdsstyrke. Og hvor er det dog fedt at høre hullerne i livets trummerum så godt beskrevet og besunget. Jeg har ikke hørt andet af manden og vælger derfor straks at kalde det en fantastisk fin og sikker debut. Ham vil jeg altså mægtig gerne sidde og iagttage verden med – med en stille bagskid på – nær en sø, med solen der kommer og går. Sjældent har jeg hørt noget så helstøbt og enkelt. Butzback, for satan da, sikke en god plade.