Forår, lune, solrige eftermiddage og tilplantning af altankasser. Anden fugleflok fra Dans & Lær er landet på en noget mere oplagt tid af året end forgængeren og debuten Havens fugle, som udkom sidste vinter. Konceptet har ikke ændret sig stort siden dengang: Flere fugle er ganske enkelt, ja, flere kompositioner opbygget omkring de fuglekald og adfærdsbeskrivelser, som findes på Dansk Ornitologisk Forenings kassettebånd Havens fugle fra 1968 – og musikken sigter således stadig efter at være soundtrack til storbyaltanen, hvorfra der sjældent er udsigt til mere eksotiske bevingede væsner end husskader og en forbipasserende vipstjert.
Dog har rammerne for musikkens opståen ændret sig, og det sætter sit tydelige aftryk på lydbilledet. Hvor forgængeren var Bjarke Søballe Andersens enmandsprojekt, som var båret af dynamikken mellem de benyttede samples og Andersens små, funkede instrumentalpassager, er Flere fugle en udpræget bandpræstation. Dans & Lær tæller nu fem mand, og det har ikke overraskende resulteret i et mere fyldigt og alsidigt lydbillede. Ud over at indlemme flere instrumenter og prøve kræfter med flere genrer er Flere fugle et gennemgående mere poppet bekendtskab som følge af den sang, der nu danner deciderede omkvæd på en stor del af pladens numre.
Singleforløberen “Grønirisk” er det mest oplagte eksempel at hive frem i den forbindelse. Selvom bassen endnu danner et funky underlag for beskrivelsen af grøniriskens parringsflugt, er det især korets entusiastiske gentagelser af oplæser Ole Geertz-Hansens ord om fuglens »unaturligt stive vinger« og en catchy, hoppende fløjtesignatur, der former nummeret og gør det til en kæk popsang. Det samme gør sig til dels gældende på den efterfølgende “Landsvale”, for selvom lydbilledet nu er mere atmosfærisk, og brugen af klarinet giver ophav til nogle små, lækre jazz-opbrud, kulminerer også dette nummer i et omkvæd båret af korets melodiøse fortolkning af Geertz-Hansens fortælling. Ja, der afsluttes endda med elektroniske fordrejninger af lydbilledet, som har fundet vej til en hel del sprækker og åbne flader på Flere fugle. Mest udtalt bliver det på “Musvit”, der efterhånden udvikler sig til et veritabelt dance-nummer med tung bas, kitschede vokalmanipulationer og en spag kvidren fra en musvit bagerst i lydbilledet, men også “Stær” opbrydes af pågående wobble-sektioner.
Jo længere gennem Flere fugle anlægget kommer, desto tydeligere bliver det med andre ord, at Dans & Lær har ønsket at lade fuglestemmerne indgå i langt flere forskellige musikalske sammenhænge end på debutudgivelsen. Desværre fremgår det samtidig, hvorfor debutens charmeoffensiv var så vellykket. Hvordan man end vender og drejer det, er det nemlig ikke alle musikalske eksperimenter på Flere fugle, der lige velvilligt lader sig fusionere med Dansk Ornitologisk Forenings optagelser. I den forbindelse går den liflige kvidren og ornitologens beretninger, som i de rette omgivelser giver musikken en helt poetisk klang, lidt for ofte hen og bliver den lille part i det tætte lydbillede.
Bevares, pladen har bestemt passager, hvor de nye virkemidler og bandets fugledogme i højere grad komplimenterer hinanden end skaber splittelse. Åbneren “Gråspurv og skovspurv” nyder godt af et mere rocket greb på guitaren, og det her ordløse korarbejde lader fokus forblive på musikkens samplede elementer. Ligeledes klæder det “Nattergal” at blive bakket op af en messingblæsersektion, som trods sin pompøse fremtoning er så veldoseret, at den ikke kommer til at dominere det skrabede beat, der giver spoken word-elementet sin gennemslagskraft.
Overordnet taber Flere fugle dog en del af kampen mod sine virkemidler. Selvom den bærer kimen til at være enten den underspillede, nostalgiske kolonihavehus-plade, som Havens fugle var, eller en mere eksperimenterende popplade, bliver for stor en del af pladen en mellemvare. At holde liv i et koncept om samplede fuglestemmer og samtidig ønske fornyelse er bestemt ingen let opgave, og derfor bør fremtiden for de dygtige musikere i Dans & Lær måske involvere, at det gamle kassettebånd lægges på hylden, og kreativiteten ikke længere tager afsæt i et dogme. Så længe outputtet er spændende og velfungerende, betyder det jo i sidste ende ikke så meget, om det nu lige er fugl eller fisk.
