UK Grim er langt hen ad vejen alt det, som man elsker ved Sleaford Mods: Det er en energisk og simpel plade, som giver dig lyst til at headbange, råbe, bande og drikke en helvedes masse britisk cider, så længe tempoet er højt nok. Og inde mellem alle bandeordene runger stemmen fra den britiske arbejderklasse, der både hader sig selv såvel som resten af verden.
Omgivelserne gjorde Dry Cleaning en bjørnetjeneste, da briterne gæstede Store Vega med en koncert, som ganske vist nåede vidt omkring bandets særprægede lydunivers, men ultimativt føltes underligt distanceret.
På The Line Is A Curve demonstrerer Kae Tempest hidtil usete vidder i sin lyriske båndbredde. Det fjerde album fra den britiske rapper er et frygtløst og personligt stormløb på både eksistentiel og poetisk stilstand. Det er desværre også en kritisk oprydning væk fra mesterværksværdighed.
Behøver man overhovedet excellere i komplekse sangstrukturer, når to akkorder kan fungere lige så effektivt? For The Cool Greenhouse synes svaret at være ligetil, selvom briternes københavnske debut alligevel kæmpede en smule med at appellere til eventuelt uindviede.
Britiske Yard Act indløser på The Overload ikke helt forventningerne med et postpunk/spoken word-album, der rummer en del virkeligt stærke numre, men også for meget, der glider ind ad det ene øre og ud ad det andet uden rigtigt at efterlade sig noget. Det er en skam, for når Yard Act er bedst, er de altså virkelig gode.
Det var så det. 2021 er (mestendels) ovre, og skal man kigge tilbage på det forgangne kalenderår i musikbranchen, har det været en historie om kollektivt at genfinde sig selv og hinanden.
Ord og musik passer ikke sammen på ny spoken word-udgivelse med klichéfyldte budskaber.
Den 68-årige avantgardekunstner Lonnie Holley finder både plads til samfundskritik og livsglæde på sit tredje album. Et album rigt på historier og musikalske lag.
Lost Girls' spage, avantgardistiske syntheksperimenter havde desværre ikke en chance mod overmagten i publikums knevren og en vanvittig varme på den lukkede scene.
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
Altid anderledes, altid de samme - Det ustoppelige band The Fall fortsætter ufortrødent med at prøve grænser af på deres 32. album. Som altid er det skævt, larmende og anarkistisk.
Undertoner er taget på Primavera-festival, og den første koncert, som det i den grad er værd at skrive hjem om, blev leveret af den britiske ordekvilibrist Kate Tempest.
»Sold out, but never sell outs.« De nottinghamske samfundskritikere i Sleaford Mods fyldte og begejstrede Den Grå Hal. Havde man forventet mere end en stort set 1:1-leverance af englændernes bagkatalog, måtte man dog nok gå skuffet hjem.
Sleaford Mods er blevet mere polerede og professionelle på English Tapas, men produktionen mangler for det meste den nerve og ægthed, der skinnede igennem på duoens tidligere udgivelser.
Trioen bestående af Mikael Simpson, Frithjof Toksvig og Jørgen Leth er klar med forløberen for deres kommende album og en omfattende efterårsturné.
Kate Tempest leverede en koncert med en eksponentielt positiv udvikling, der pegede mod stjernestatus som en værdig arvtager efter The Streets på den britiske hiphopscene.
Jeg var kun bevidst om navnet Janina Katz, men efter at have haft hendes stemme i kroppen via Efterladt, så vil jeg have svært ved at finde på undskyldninger for ikke at dykke ned i forfatterskabet – også.
En imaginær stoledans med gravalvorlige miner fra Synd og Skam lørdag på Click Festival.
»Urimelig plaster. Serverer blyant under symaske.« Det er ikke ordenes mening, man skal lede efter i samarbejdet mellem digteren Jesper Elving og musiker Anders Mathiasen, for så skal man i hvert fald lede længe. Spørgsmålet er, om man kan lave en vellykket spoken word-plade med lyddigte og syntaksløse ordsammensætninger?
Peter H. Olesen sidder heldigvis stadig fast i det sorte hul, hvorfra Olesen-Olesen og nu De Efterladtes melankolske hverdagshymner bliver udklækket. Det er som altid smukt, underholdende, vedkommende og velskrevet som intet andet, så det er både forståeligt og helt igennem okay, at duoen holder sig til den vante formel.
