For alle os, der går og fantaserer om en seriøs Cocteau Twins-reunion, kommer her et – på papiret – oplagt alternativ. »It would be a little odd if it didn’t remind people of Cocteau Twins,« siger multiinstrumentalist Simon Raymonde om sin nye duo, Snowbird, og ja, det ville ikke bare være lidt mærkeligt, det ville være ekstremt mærkeligt! For Snowbird minder om Raymondes gamle kultband i en sådan grad, at det grænser til det uhyggelige. Selv coveret, designet af 4AD-darling Vaughan Oliver, ligner til forveksling. Når det så er sagt, befinder Snowbird og Cocteau Twins sig vidt forskellige steder på skalaen, hvad angår charme, langtidsholdbarhed og ganske enkelt genialitet.
Forestil dig en puttesyg blanding af Victorialand (Cocteau Twins’ nærmest ambiente album fra 1986, som Raymonde sjovt nok ikke medvirkede på) og indie-julemusik sunget af kvinde med alfestemme, som er bedste venner med alle skovens dyr. Man kan næsten høre sneen dale blidt i baggrunden på Moon. Timingen er altså perfekt, og det er Snowbirds store held, at de rammer plademarkedet i denne trøstesløse januar, hvor sjælen skriger på letfordøjelig comfort food og søger mod alt, der synes rart og varmt. Det kommer nok også til at være deres held, at albummet foruden Raymonde og Stephanie Dosen selv bliver spillet af en allstar-musikerbesætning: Ed O’ Brien og Phil Selway (Radiohead), Eric Pulido og McKenzie Smith (Midlake), Paul Gregory (Lanterns on the Lake) og Jonathan Wilson.
Singer/songwriteren Stephanie Dosen er efter sigende den første sangerinde, Raymonde har haft ‘real musical empathy with’ siden Elizabeth Fraser, og det er jo meget sødt. Det føles ubarmhjertigt at sammenligne hende med et unikum som Fraser, men det er godt nok svært helt at lade være med ovenstående citat in mente. Dosen kunne umiddelbart gå for at være Fraser på en træt og bleg dag (hvis Fraser da har sådan nogen), og det er yderst distraherende, når man gør alt for ikke at give efter for sin lyst til at stoppe Snowbird og smække the real deal på i stedet.
Der er som sådan intet i vejen med Dosens delikate vokal. Blid som et lam er den desværre holdt i stort set samme, delvist hviskende toneleje hele vejen igennem, så der er hele tiden overhængende fare for, at det bliver for søvndyssende sukkerglimtende. Hvor Fraser ofte sang det rene nonsens med sine selvopfundne, naivistiske ord, er det lyriske univers hos Snowbird fuldt dechifrerbart og temmelig ordinært. Trods de naturromantisk-magiske sangtitler (a la polartemaet på Victorialand) er der ikke meget hokuspokus at gå på opdagelse i, hverken musikalsk eller lyrisk. Det vrimler ellers med hvide mus, bjørne, ugler og ræve i skoven og ved floden, hvor Doser drømmer sig hen. ”Bears on My Trail”, ”Charming Birds From Trees”, ”I Heard the Owl Call My Name” og ”Where Foxes Hide” står der malerisk på tracklisten, men gud, hvor er det kedeligt.
Den skrøbelige “Porcelain” er valgt til at være førstesingle, og det forstår man. Med sit drømmende klaverspil er den albummets bedste skæring, men stadig spøger Raymondes musikalske fortid lidt for meget i kulissen. Gudskelov er der kun panfløjtetema på ét nummer, ”All Wishes Are Ghosts”, hvor der til gengæld går helt Pocahontas i den.
Snowbird er et pænt og artigt, flygtigt bekendtskab, der ikke gør meget væsen af sig. Efter en del gennemlytninger begynder det så småt at blive hårdt. Til gengæld kommer jeg til at have det ultimative vinteralbum, Victorialand, på repeat det næste lange stykke tid.
