Riot Sun: »Vi er jo i virkeligheden bare nogle følsomme mænd«

Nede på Sydhavnen i Aarhus ligger de store, karakteristiske slagterlokaler, hvor mange års hårdt manuelt arbejde nærmest er malet på de røde murstensvægge. Det er dog længe siden, at der blev slænget kød på diskene og jongleret med slagterknive. I dag er det en helt anden form for manuelt arbejde, der foregår i de gamle lokaler, da en en større flok lokale musiknørder i stedet har omdannet dem til provisoriske øvelokaler, der udgør et arnested for et segment af byens hardcore undergrund. Et sted, der emmer af en rå kreativ frigørelse og gør-det-selvhed, som fem drenge fra Grenaas opland har brugt det sidste lukkede år på at formulere ud gennem deres hårdtslående numre, der forsøger at stille spørgsmål omkring tilværelsen.

Vi har besøgt Lydhavnen – som øvelokalerne er blevet døbt – for at tale med bandet Riot Sun, der har sit udspring fra det aarhusianske undergrundsmiljø i dette område. Godt nok bor fire ud af de fem bandmedlemmer i dag i København, men de er alle barndomsvenner fra Djursland og sætter derfor stor pris på at komme tilbage til Aarhus for at indspille.

»Det er afslappet og uprætentiøst at være her. Man dropper bare forbi, smider sit gear op og drikke noget kaffe. Der er ingen arrogance forbundet med det. Man føler sig hjemme,« fortæller Jeppe Würtz, der er guitarist i Riot Sun.

Gamle venskaber i nye omgivelser

Jeg møder Riot Sun i et øvelokale, som er præcis, som man ville forvente, at øvelokalet hos et moderne indiepunkband ville se ud; med kaffekopper, poser med ølpant og grej spredt over hele rummet. Alt sammen er det med til at skabe det helt rigtige fristed for Riot Sun. Det er også her lokalt ved Lydhavnen, at bandet har indspillet og produceret deres debut-EP, Bruises. Det foregik i Feedback Studio hos Magnus Vad med Emil Lyngdorf, kendt fra Astronaut og Alsace, som producer.

Bandet består foruden Jeppe Würtz af forsanger Jonatan Würtz, Ruben Rios Jensen på guitar, Dennis True på bas og Jonas Danefeld Hansen på trommer. Jonatan og Jeppe er brødre, men alle de fem kammerater kender hinanden fra de gode gamle dage på Djursland, hvor de har gået i folkeskole og gymnasium sammen på kryds og tværs – og dermed også har spillet musik sammen i flere forskellige konstellationer.

»Ruben og jeg havde en guitarlærer i folkeskolen, der havde virkelig lange negle på højre hånd for at spille fingerpicking. Han klippede dem kun, når han skulle ud og spille bas. Og han havde et par læderstøvler der sagde klik, så man kunne høre ham ned ad gangen,« fortæller forsanger Jonathan Würtz.

Efter folkeskolen startede Jeppe, Jonas og producer-Emil i samme gymnasieklasse på Grenaa Gymnasium. Her begyndte de at drikke bajere hjemme hos Emil, fordi han som den eneste boede i egen lejlighed inde i “storbyen” Grenaa og ikke hjemme hos forældrene i oplandet som de andre. I lejligheden over Emil boede Dennis True, som gik på teknisk skole, men blev venner med Jonathan og Ruben på Roskilde Festival. På den måde fungerede lejlighedskomplekset i Grenaa som samlested for de to drengegrupper, der langsomt smeltede sammen til én.

»Jeg har engang været hos Emil, men vågnede så op oppe i Dennis’ lejlighed uden at vide, hvor jeg var,« fortæller Jonas og smågriner ved mindet om de gamle drengerøvsdage.

Selvom deres fælles fortid og passion for musik har bundet vennegruppen sammen i mange år, opstod idéen om bandet Riot Sun først for lidt over to år siden, da de alle blev enige om, at de manglede et sted, hvor de kunne komme ud med dagligdagens frustrationer. En måde at pisse på naboens småborgerlighed, fortæller gruppen.

»Vi var alle overraskede over, hvor let vi havde ved at lave noget, som, vi alle synes, var fedt. Fordi vi havde så få dogmer omkring det og stadig ikke var bange for at tweake lidt på nogle ting, som man nødvendigvis ikke forbinder med den her genre,« siger Jeppe.

Jonatan ville gerne spille post-hardcore, mens de andre drenge trak andre ting fra deres individuelle musikalske referencerammer ind i sangskrivningsprocessen. Det ledte efter mange anstrengelser til udgivelsen af den hårdtslående single “Elegy” og dernæst EP’en Bruises, der udkom den 4. december 2020. En udgivelse, som bandet selv har dedikeret til »de blødende hjerter og vrede sjæle«.

Dansk velfærdspunk

Når man lytter til Bruises og dernæst besøger bandets øvelokaler, så er det slående, hvor meget udgivelsens tematikker og bandets facon passer til den rå, uprætentiøse stemning på Lydhavnen. Lokalerne bærer præg af mange gemte historier fra hårde arbejderliv med mange timers slid og slæb bag de røde mursten. Rotteræset og dagsarbejdet, som så mange mennesker føler sig fanget i, vejer tungt på Bruises. Det er den klassiske fortælling om at føle sig fanget ved at leve i et samfund, hvor alt på overfladen skal fremstå perfekt. Drengene i Riot Sun har alle en uddannelse bag sig, men også en arbejderklasseselvopfattelse og en følelse af at være bonderøve fra landet, der ikke regner sig selv for noget særligt.

På den måde kan man sige, at Bruises er klassisk dansk jantelovspunk. Eller som Jonathan formulerer det:

»At tale om sociale problemer og have den her lyst til at ville kæmpe for noget større er super svært, når man egentlig har det fint og har fået alt, hvad velfærdsstaten har at byde på. Hvad kan du så egentlig brokke dig over? Du kan kun brokke dig over din egen småborgerlighed og hvor konformt, dit eget liv bliver – og prøve at sparke dig selv ud af den ramme.«

Lyrisk er EP’en en fortælling om de tæsk, man får gennem livet i Velfærdsdanmark – og ikke mindst om alle de gange, hvor man rejser sig op igen. Det er lyden af det oprør, som begynder at boble i maven på os alle, når livet går lidt for lige ud ad landevejen. Musikken er et sammensurium af oprør, rå slagterhaller, tunge lydbilleder og samfundskritisk lyrik. Men mest af alt er Riot Sun et fællesskab af venner; en gruppe bonderøve fra Grenaas opland, der gennem deres musik tør diskutere tematikker som vemodighed, kærlighed, angst og frustration i et ellers – på overfladen – perfekt samfund.

»Vi er jo i virkeligheden bare nogle følsomme mænd,« indleder Dennis, inden Jeppe supplerer:

»Ja, vi kender hinanden virkelig godt. Det er en stor fordel. Det ville være svært at se nogen forlade bandet, mens de andre fortsætter. Det er det her, der er konstellationen. Det er det her, der er fællesskabet bag projektet.«