Anbefalet Interview

Frigjort Festival 2022: »Der er meget få genrer, vi er bange for at røre ved«

Den 12.-13. august løber årets Frigjort Festival af stablen med 20 internationale og danske navne fordelt over 3 scener. Vi har talt med festivalens arrangørgruppe, der garanterer for en hyggelig weekend.

Sommeren er ved at gå på hæld, det er højsæson for de københavnske weekendfestivaler, og på Christiania betyder det, at Den Grå Hal er afspærret og fyldt med kasser af Vestfyens, halvrådne døre og en campingvogn i forbindelse med forberedelserne til dette års Frigjort Festival, som finder sted den 12.-13. august. Vi har i den forbindelse taget en snak om festivalen sammen med arrangørerne Frederik Greve, Frederik Buur Rosbach og Niclas Hawkesworth, der alle til daglig er tilknyttet driften af spillestedet Loppen.

Frigjort Festival har nemlig sine rødder i miljøet omkring Loppen, som også stadig lægger scene til festivalens aftenprogram, der i år tæller både internationale navne som den elektroniske excentriker Kate NV og store danske indie-pop navne som Lowly og First Hate. De første strøtanker omkring en musikfestival blev dog gjort allerede tilbage i 2018-19.

»Det er en videreudvikling af noget, vi i forvejen havde kørende ude på Loppen. Vi lavede for et par år siden en lille udendørsfestival på legepladsen foran Loppen. Det var meget hyggestemning og meget uorganiseret og mest bare for vores egen skyld,« fortæller Niclas Hawkesworth, mens Frederik Greve tørt tilføjer: »Mest af alt kedede folk sig nok bare.«

Langt fra genrefobiske

Siden da har konceptet udviklet sig til en reel festival, der i år kan præsentere et program bestående af 20 kunstnere, som repræsenterer et bredt genrespektrum med alt fra electronica og R’n’B til jazz og punk. Otte af navnene kan opleves gratis på festivalens udendørsscene – som de kalder Prærien – mens en billet kan sikre dig adgang til aftenprogrammet på Loppen samt den mere eksperimenterende og intime koncertoplevelse med kunstnere som Nausia og Ela Lung i Christianias biograf Byens Lys.

Den agnostiske tilgang til genrer, hvor man sammensætter et musikprogram med fokus på de skævere dele af vækstlaget, tog Frigjort Festival dog oprindeligt med sig til København fra Det Gyldne Liv Festival i Kolding.

»Jeg synes, det var megafedt, det, de lavede. Deres kunstneriske profil var rigtig spændende – både set fra Loppens perspektiv, men også som festival. Der var ikke rigtig nogen i København, der havde det take på en festival,« siger Frederik Buur Rosbach.

»Og så skal man ikke at være bange for at hoppe mellem forskellige genrer. Det er noget, vi har taget med, og, som jeg synes, vi har været meget gode til de seneste par år. Der er meget få genrer, vi er bange for at røre ved,« nævner Niclas Hawkesworth.

Hvorvidt det udfordrende projekt med at skille sig ud på den københavnske festivalscene er lykkedes, er arrangørgruppen imidlertid en anelse tøvende med at svare på.

»Der er afsindigt mange festivaler efterhånden – især i Københavnsområdet. Det er en udfordring i forhold til at skulle skille sig ud, men det gør jo også, at man prøver mere,« kommer det dog fra Frederik Buur Rosbach.

»Ja, og så booker vi nok også bare ting, vi selv gerne vil høre,« indskyder Niclas Hawkesworth.

Af bookinger, der skiller sig ud, nævner de blandt andet danske Drop – Casper Munns’ (Himmelrum) støjende soloprojekt – Kate NV og Deep Tan. Bookinger, som samtidig også kan overraske og udsætte publikum for nye musikoplevelser ifølge Frederik Buur Rosbach:

»Jeg synes, det især er gældende for alle vores internationale kunstnere, at jeg ikke kan komme i tanke om andre festivaler i Danmark, der ville have booket dem. Deep Tan spiller første gang i Danmark, og det samme gælder vores brasilianske DJ Cashu. Kate NV har også kun spillet én gang i Danmark, og jeg ved, at der i musikbranchen er mange, der synes, det er en vild booking. Fra et publikumsperspektiv er der nok ikke så mange, der kender hende – og så er det forhåbentlig en øjen- eller øreåbner for de folk, der for eksempel kommer for at høre First Hate.«

Værner om græsrødderne

Noget, som arrangørgruppen også har taget med fra Det Gyldne Liv og deres fælles baggrund på Loppen, er en passion for kultur og en gør-det-selv-ånd, hvor det ikke handler om at være kommercielle, men i stedet om at skabe en platform for kunst, hvor musikerne bliver behandlet ordentligt. Arrangørarbejdet indebærer primært interessetimer, men også en del hygge, hvilket også smitter af på, hvad man kan forvente på årets festival.

»Måske byder Frigjort på et lidt mindre indhug på ens konto end andre festivaler – vi har godt nok lave barpriser. Ej, jeg håber, at de folk, vi er, afspejles i den stemning, der er på festivalen, og den profil, vi prøver at ramme. Vores mål er nok mest bare at lave en hyggelig festival med en stærk kunstnerisk profil,« siger Niclas Hawkesworth. I samme forbindelse pointerer Frederik Greve også, at det ikke kun er publikum, men lige så meget kunstnerne og de frivillige, der skal have en god oplevelse:

»Det skal være frivilligt og hyggeligt for alle at komme her. De, der maler vores skilte eller står i baren, skal synes, det er hyggeligt at være her. Man skal ikke stå og svede sin røv i laser for at kunne komme og se sin yndlingskunstner.«

Arrangørgruppen har dog efterhånden spredt sig uden for Loppen og tæller blandt andet også medlemmer fra Bremen og Pumpehuset. Der er stor enighed blandt bookinggruppen om, at Frigjort på sigt gerne må udvikle sig til mere end en festival – gerne en sparringspartner på musikscenen i forhold til at samarbejde om bookinger med mere. Der er også vægt på at få andre faggrupper involveret såsom Pleasure Control, der står for lysinstallationen på Loppen:

»Det var egentlig Anton Thomsen, der stod for det visuelle på Frigjort i 2019. Da han så fik for travlt med Det Gyldne Liv anbefalede, han os Pleasure Control. Det har bare været en god oplevelse at have med dem at gøre. Altså, hvis der er ildsjæle på Loppen, så ved jeg godt nok ikke, hvad det er for en ild, de har derovre,« griner Frederik Buur Rosbach, mens Niclas Hawkesworth supplerer:

»Ja, jeg tror bare, at det er et kæmpe succeskriterium, at de var her sidste år og gider at arbejde sammen med os igen. De er bare virkelig rare og kærlige mennesker, hvilket vi prioriterer højt.«

Vægten på samarbejde er også noget, der ifølge Frederik Buur Rosbach har stor indflydelse på selve festivaloplevelsen:

»Den måde, vi organiserer festivalen på smitter forhåbentlig også af på, hvordan det er at være der. Der måske nogle ting, der ikke kommer til at spille så godt, som hvis det var en kommerciel festival, men så er der helt sikkert noget charme at hente. Jeg tror, at man kan få rigtig mange a-ha oplevelser ved at tage ud på de små spillesteder med en kapacitet under 400. Og hvis man så finder sit nye yndlingsband, kender jeg rigtig mange, der har optur over at have lært et band at kende, før de blev store – sådan har jeg det i hvert fald selv.«

»Jeg synes, det er vigtigt, at folk støtter noget kultur, og jeg synes, at vi giver dem en fed mulighed for det. Man bliver nødt til at støtte græsrodsbevægelserne, hvis man gerne vil have, at vi i Danmark skal have større bands, og det synes jeg, at vi gør vores for at værne om,« konkluderer Niclas Hawkesworth.


Vi har også bedt arrangørgruppen bag Frigjort Festival om at give nogle af deres personlige anbefalinger til weekendens program:

Fredag, 12. august:

Kate NV (Loppen, 23.00):
Niclas Hawkesworth: »Det er en meget blid måde at være eksperimenterende på. Man kan finde mange kunstnere, der laver hård eksperimenterende elektronisk musik – og det gør hun også, måske bare dyppet ind i nogle mere xylofon-lydende lydbilleder. Det er meget blidt og meget gakket.«

Julie Pavon (Loppen, 01.00):
Frederik Buur Rosbach: »Hun elsker jo bare at optræde, og det tror jeg smitter af på publikum. Hun har kun udgivet to numre, men det gør ikke noget, at man ikke kender de andre, fordi det er så fængende og catchy

Nausia (Byens Lys, 19.15):
Frederik Buur Rosbach: »Der er sket rigtig meget inden for jazz i Danmark med yngre musikere, men fokus har mest skelet over mod den britiske jazz-scene, som har været meget hiphop-præget. Det her er mere rocket og udsyret – de kalder det spirituel jazz, og jeg tror, det er deres vision for deres musik, at folk skal et sted hen, hvor de ikke tænker over, hvad der bliver spillet, men bare mærker det. Du kan ikke lade være med at blive revet med. Hvis Nausia ikke havde blæsere, havde de jo bare været et fedt krautrock band.«

Linn (Prærien, 18.30):
Niclas Hawkesworth: »Linn er Danmarks bedste støjrockband. Der er ikke så mange bands indenfor den genre, hvor hver enkelt musiker skinner så meget igennem.«

Lørdag, 13: august:

Lowly (Loppen, 22.00):
Niclas Hawkesworth: »Jeg har det vildt over, at vi har booket et af de mest kunstnerisk interessante navne, vi har i Danmark. Jeg synes, Lowly rammer en god balance mellem at være tilgængelige og udfordrende, og deres sidste album, Hifalutin, er et af de bedste, der blev udgivet i 10’erne i Danmark.«

Sauna Senere (Prærien, 20.15):
Frederik Greve: »Aarhus har de seneste år blomstret helt vildt med eminent god musik fra små kunstnere. Sauna Senere sparker bare røv og bider godt ind i den i forvejen blomstrende post-punk scene i Danmark. De er fede, og de er skide søde.«

Zaar, Rakel og Salóme Katrín (Prærien, 16.45):
Frederik Buur Rosbach: »Jeg bliver nødt til at slå et slag for den dansk/islandske trio. Jeg synes, de har lavet en sindssygt god plade, og jeg er glad for, at de får mulighed for at spille nogle flere koncerter sammen. Det er tre meget nye kunstnere, der har udgivet musik under Corona, som de ikke har fået lov til at komme ud at spille. Den islandske musikscene er bare også virkelig spændende.«

Drop (Prærien, 15.00):
Frederik Buur Rosbach: »Casper Munns er en virkelig dygtig guitarist og laver spændende musik. Da jeg hørte Himmelrums sidste plade Kære Blå, Sender Sonar (2020) – og jeg elsker Himmelrum – synes jeg godt nok, den var mærkelig. Jeg endte med virkelig godt at kunne lide den, og efter Drops SuperDream (2022) udkom, ser jeg den som en overgang til Munns eget projekt. Det er et projekt med meget på hjerte.«

Leave a Reply