For san franciscanske Mamaleek har det for det meste altid handlet om at bevæge sig i skyggerne – de musikalske såvel som dem, samfundet opstiller. Det er fortsat helt uvist, hvem der i grunden står bag projektet, selvom narrativen hele tiden har lydt, at Mamaleek har sit ophav hjemme hos to fortsat anonyme brødre et sted i Californien. Med årene er der unægteligt stødt flere bidragsydere til, i takt med at projektet har opnået mere og mere omtale, men hvem og hvor mange meldes der ikke noget om. På den måde lader Mamaleek også til nemmere at kunne slippe afsted med at kaste disse musikalske skruebolde, som siden 2011-gennembrudsudgivelsen Kurdaitcha har udgjort deres primære virke. Ingen ved nemlig, hvad man reelt får med den næste Mamaleek-plade; om det så er mellemøstlig psykedelika med blackmetalvokal, avantgarde-punk eller en spoken word/mathrock-fusion. Eller som på Diner Coffee – bandets ottende og seneste skive – en ubekvem dosis dåselatter.
For selvom de selv proklamerer, at Diner Coffee leveres fra et overraskende positivt perspektiv, så er vi stadig langt fra noget, der bare tilnærmelsesvist minder om easy listening. »My name is Adam, and I’ve been waiting a long time to be reunited,« jamrer Mamaleeks unavngivne forsanger eksempelvis utydeligt på den trip-hop’ede “Badtimers”, hvis titel i sig selv burde være tilstrækkelig indikation på, hvad det er, bagmændene øjensynligt stræber efter. Sammenlignet med forgængeren, Come & See, føles Diner Coffee dog langt mindre farlig og mere poleret i løbet af sine blot fem numre, der dog alle rammer en minimumslængde på godt og vel seks minutter og tilmed suppleres af både intro og intermezzo undervejs. På det meste af førnævnte “Badtimers” (samt på dennes efterfølgende vignet “Save Your Poor Wicked Soul”) har de små nuancer i Mamaleeks lydbillede nemlig næppe tidligere fremstået lige så tydelige som her, hvor nærmest al skratten og forvrængning i selve instrumentationen er blevet elimineret til fordel for rene overflader på de melankolske pianofragmenter og slæbende trommerytmer. Og på albummets førstesingle, den helt suveræne “Boiler Room”, lægges der sågar fra land med røgfyldt loungejazz fra en røgfyldt jazzlounge, der mere end noget andet synes at komplimentere caféstemningen på pladens blodrøde cover.
I det her musikalske Edward Hopper-maleri, som Mamaleek af og til prøver at få malet på Diner Coffee, hersker der med andre ord en udbredt sløv stemning frem for det bidske og brutale, som ellers har kendetegnet det meste af gruppens bagkatalog. Det hjælper selvfølgelig også, at brødreparret i samme ombæring også tør udvide yderligere i det instrumentarsenal, som i lang tid “bare” bestod af guitar, bas og trommer. Pludselig giver alt lige fra dronende hornarrangementer og knirkende harmonikaimprovisationer til livligt fløjtespil nyt liv til Mamaleeks lydunivers, som tilmed synes at blive løfte op fra kælderniveau og klarere ud i dagslyset.
Så når Mamaleek endelig får hjemve til de mere frastødende afkroge af deres musikalske sfære – hvilket sker i momenter på samtlige indslag, men i særdeleshed mod slutningen af “Grief and a Headhunter’s Rage” samt i første halvdel “Wharf Rats in the Moonlight” – føles det mere tiltrængt end unormalt. Derfor lader Diner Coffee også til at have mest til fælles med 2018-skiven Out of Time, der ved sin udgivelse var Mamaleeks første reelle forsøg på at favne bredere. Vi når ikke nødvendigvis bredere ud denne gang, men for gruppens vedkommende er Diner Coffee forhåbentlig med til at indvarsle en ny kreativ æra, hvor der burde være rigeligt at brygge videre på, så længe filterkaffen på disken i dineren stadig er nogenlunde varm.
