Der var proppet med mennesker på pladsen til aftenens sidste koncert, som jo selvfølgelig var hovednavnet Justin Vernon, bedre kendt som Bon Iver. Til at starte med var det en anelse intenst at være i folkemængden, men det hjalp, at alle var opsatte på en rolig koncert med i selskab med Vernon, som mange betragter som værende deres teenage-soundtrack – måske alle udover de tre herrer to meter væk, der lige følte for at skråle teksten til “Wonderwall”. De typer skal altid lige være der af en eller anden grund.
Bon Iver er som bekendt dannet af forsanger Justin Vernon, som skrev, samt producerede, deres første plade For Emma, Forever Ago tilbage i 2007, i en hytte i Wisconsin. Pladen viste sig at være en, der gik i historiebøgerne. Musikken har siden sat fodspor og draget inspiration til lyttere, samt andre musikere. I 2011 udgav de et selvbetitlet album, som fortsatte i de samme baner, men med mere fint producerede numre som eksempelvis “Holoscene”. Siden er bandet gået i en mere eksperimenterende og elektronisk retning, som har formet det godt modtagede album 22, A Million tilbage i 2016, og efterfølgende i,i, som bl.a. Indeholder storhittet “Hey, Ma”.
Der blev lagt ud med de hakkende, harmoniske vokal-samples fra nummeret “Heavenly Father”, som gav et klart billede af, hvordan koncerten ville skride frem. Der var den nydeligste andenstemme fra guitaristen Jenn Wasner og senere kom hele bandet ind og bidrog til stemmerne. Nummeret sluttede dog brat og ganske uventet, netop som man var kommet helt i ekstase.
Efterfølgeren “666 ʇ” lød godt med en lidt mere organisk tilgang til lydsiden, hvor der blev skruet op for den metronomiske synth-pluck og de støjede, elektroniske bækken-slag. Det var dog en skam, at da Vernons vokal trådte ind i det, så var den blevet overtaget af tung auto-tune. Det er selvfølgelig en fast del af udtrykket i musikken, men i dette tilfælde gav det dog et lidt ærgerlig udtryk, som fjernede charmen ved nummeret, som normalvis ikke har auto-tune på studieindspilningen. Den elektroniske stemmeeffekt var i virkeligheden bare lidt for tung og det føltes næsten mere som en teknisk fejl end, at det var intentionen.
Generelt forekom det ofte, at der blev skiftet markant meget mellem det nyere materiale, som har en mere eksperimenterende, elektroniske side til sig, og det ældre, som er mere minimalistisk og organisk. Det mærkes f.eks. på nummeret “Faith”, som indeholdede en del glitchy synth-flader og en knasende trommemaskine, der så fik efterfølgeren “Flume” til at virke flad med dens mere klassiske og ikke synderligt spændende opbygning. Der er dog selvfølgelig stadig tale om en af repertoirets klassikere fra Bon Iver, men det var et gennemgående tema i koncertens forløb med de her store konstraster i sætlisten. Det hjalp heller ikke besynderligt meget, at de fleste af sangene endte endog meget brat. Det var som om, at bandet insisterede på ikke at lave nogle overgange, hvilket også bidrog til de her sving i energieniveauet.
Hen mod den anden halvdel af koncerten begyndte der dog at ske lidt. Efter at “Hey, Ma” var blevet spillet, som publikum forresten var helt med på, fik vi lige tre numre serveret i kronologisk rækkefølge på en platte fra albummet 22, A Million. Den støjende, forvrængede trommegang fra “1 0 d E A T h b R E a s t” spillede højt ind og det er som om, at det hele blev lidt vildere. Volumen blev dynamisk og generelt blev stemningen på scenen også en del mere livlig. Igen sluttede sangen meget brat, men for første gang føltes det som en mere naturlig overgang over til næste kapitel, som jo så netop kronologisk ifølge albummet var “715 – CREEKS”. Den bratte stilhed gik direkte over til Vernons signatur vokal-vocoder, som bare sparkede smukt og klart igennem – og han kunne godt nok finde ud af at benytte sig af stilheden til at lade sangen spille elegant ud med harmonier og legesyge effekter. Derefter kørte bandet elegant videre til “33 God”, som dog gik hen og blev en anelse repetitivt i det instrumentale og det galloperende vokal-sample, som kører igennem sangen. Desuden virkede den voldsomme auto-tune stadig bare virker off.
Der stod selvfølgelig en kæmpe flok, der kender til det meste af Bon Ivers biografi, som så selvfølgelig kan sætte pris på, at “Skinny Love” bliver efterfulgt af en mere rocket version af “Blood Bank”, eller at “Hey, Ma” blev spillet, så man kunne skråle med på omkvædet, men det var som, at Bon Iver nærmest er gået hen og har fået sig en mindre identitetskrise på scenen. Der er en masse hits, der ligger helt inde inderst, men der er også mange numre fra de nye plader, som ikke blander sig synderligt godt ind mellem det ældre og mere akustiske univers. Det skaber stor diversitet i stemningen af koncerten og får mange numre til at føles halvt udført. Sikkert lettere sagt end gjort, men indlevelsen ville forstærkes markant ved hjælp af flere overgange og i virkeligheden en genovervejelse af hele sætlisten. Det er nemlig svært at ramme en balance, når man går fra det ene nummer, der er domineret af digitaliserede, hakkede vokal-samples og højtslående, elektroniske trommemaskiner, til det næste nummer, hvor det kun er Vernon der står og synger “Skinny Love” med sin akustiske guitar. Desværre på en ellers flot aften i Søndermarken blev denne balance altså ikke helt ramt.
Fotos af Mathias Bak Larsen
