De tunge, mørkegrå skyer over Københavns kanaler og O-Days festivalplads, der i anledning af det danske sommervejr var forvandlet til et mudderbad, er noget af en kontrast til Kokorokos blanding af jazz og afrobeat, der om noget nærmere er musikkens svar på en lyserød solnedgang i de sidste timer af en hed sommerdag. Den britiske oktet fik da også hurtigt bemærket at “they don’t do well with rain”, men det skulle ikke forhindre dem i at åbne et lille hul i det tætte skylag og sprede lidt solskin på en våd og mørk torsdag.
På næsten Big Band-agtig manér truttede Sheila Maurice-Grey og Richie Sievwright eftermiddagen i gang med et brag inden Kokoroko lullede publikum ind i deres tilbagelænede univers, der ligesom musikerne emmer af positivitet og taknemmelighed. Funky, underspillede guitarfigurer, vuggende bongotrommer og dubbede synths svømmede rundt sammen i en tyktflydende, dejligt lydbillede, som gav en lyst til at hente en liggestol nede fra vandkanten og smække benene op med en sangria i hånden og bare nyde livet lidt. Blæserne fungerede smukt som afbræk fra freden, så man aldrig blev lullet helt i søvn, og allerede tidligt i koncerten fik de messende vokaler og hurtige trommerytmer på “Baba Ayoola” lidt gang i fødderne, hvis altså ikke de sad fast i mudder til knæene.
Af og til blev Kokoroko dog lidt for tilbagelænede. Af og til blev koncerten så rar og varm, at man næsten blev helt sol-dvask i regnen, og jeg følte mig af og til en smule understimuleret, hvilket heller ikke blev hjulpet af, at de velspillede musikere var køligere og roligere end en sten på en frostvejrsdag. I starten af koncerten fornemmede man en vis nervøs energi blandt musikerne, der måske også førte til et par enkelte fejltrin og et par vokalharmonier, der var et par millimeter uden for skabet.
Efterhånden virkede det dog til, at Kokoroko fik åndet lettet op over, at folk blev på trods af bygerne og stemningen varmede gradvist op. Der gik lidt jam-session i den på scenen, hvor Kokoroko for alvor begyndte at spille med de musikalske muskler. Alle otte imponerende dygtige medlemmer fik lov til at få plads, hvilket udartede sig i fyrige blæserriffs, kildende guitarsoloer, spacey synthesizerpassager og hoftevuggende tromme- og bongosoloer. Specielt når guitarist Tobi Adenaike-Johnson og Maurice-Gray og Sievwright improviserede mod hinanden på henholdsvis guitar og blæsere, ramte min kæbe jorden over musikaliteten, samtidig med at de klare funktoner blev komplementeret afsindigt godt med kontrasten til de høje, fyldige, varme toner fra blæserne.
Der var også gået regndans i publikum, hvilket gav Maurice-Gray anledning til at inddrage publikum. På trods af at bruge det anmelderfrygtede, lidt-for-kliché “alle sætter sig ned på gulvet”-trick fik Maurice-Gray tilføjet den hage, at man skulle slow-twerke op fra mudderpølene foran Omni – sådan har jeg aldrig fået den før, og ja, det var sgu ærlig talt lidt sjovt. Festivalpublikum elsker i hvert fald den slags, og der var dømt afrobeatfest og fællessang på lukkenummeret “Something’s Going On”, der blev afsluttet med manér på en fuldkommen vanvittig trommesolo. Kokoroko var forkælelse af øregangen, og koncerten endte med absolut ikke at være lunken, men heller ikke varm, det tværtimod en dejlig lun affære.
Fotos af Mathias Kristensen.
