Nyheder

Yderligere 28 navne føjet til plakaten for Roskilde Festival 2025

Foto: Flemming Bo Jensen
Skrevet af Redaktionen

Industrial-veteraner, unge, danske metalstjerneskud, eklektisk, britisk jazz og støjende newyorker-sludge er alt sammen med i seneste pakke med navne til sommerens Roskilde Festival.

Vi går så småt imod mildere tider, og som en ekstra lille ting at varme sig på her på vinterbagkanten kan Roskilde Festival i dag løfte sløret for 28 nye navne til festivalplakaten anno 2025.

Øverst – set med Undertoner-briller – står industrial-veteranerne Nine Inch Nails, der arbejder på nyt materiale og i den forbindelse drager på en længere tour i 2025; herunder altså også med et stop på Roskilde Festival. Senest Trent Reznor og co. gæstede festivalen var tilbage i 2018, hvor vi kvitterede med fuld plade, og konstaterede, at »det var ét af de momenter på Roskilde Festival, hvor man bare ønskede, at man kunne skrue tiden tilbage, så man kunne opleve det hele forfra igen.«

Længere nede finder vi også Wet Leg, som vi her på redaktionen stadig har til gode at have en rigtig god oplevelse med. Da vi så dem på Primavera Sound i 2022, noterede vi i hvert fald, at »det var ikke en decideret dårlig koncert, men det var slet ikke overbevisende – bare lidt skuffende … så må Wet Legs liveoptræden blæse os bagover en anden gang.« Måske det bliver til sommer, når de efter planen også slæber en ny plade med til Roskilde.

Er man i stedet mere til fusionerende jazz fra en af Storbritanniens mest excentriske skikkelser, bør Alabaster DePlume være lige præcis i din boldgade. Under Copenhagen Jazz Festival i 2022 oplevede vi også briten og hans velspillede band, som gjorde sig mere end fortjent til seks U’er og en efterskrift om, at»DePlume formåede at skabe et rum, hvor der var plads til at folk kunne stille, hvad end bagage de havde med, i døren og blot få lov til at eksistere i nuet. Der var ingen adgangsbillet, ingen krav – kun den fælles anerkendelse af, hvor stor en sejr det egentlig er bare at holde livet ud.« Derudover har vi også store forventninger til DePlumes landsmænd i Moin, der på deres tredje udgivelse, You Never End, bevæger sig i et særegent spændingsfelt mellem postrock og techno. Vi havde også fornøjelsen af at opleve dem på Le Guess Who? i 2023, hvor trioen gav »et dejligt bud på opbyggelig instrumentalrock, der både nikkede anerkendende til genrens største, men som ikke mindst pegede ud i fremtiden.«

I den langt mere larmende afdeling satser festivalen blandt andet endnu engang på et af landets fremmeste talenter i Neckbreakker. Tilbage i 2023, hvor bandet fortsat gik under navnet Nakkeknaekker, så vi dem under festivalens First Days, hvor de under åben himmel havde særligt svære arbejdsbetingelser, og vi derfor kunne konkludere, at »ville man bare gerne nyde et af landets mest lysende stjerneskud på en i forvejen trængt befolket metalscene, kommer der heldigvis rigeligt med andre muligheder i de kommende år – i dag var det bare ikke under de forhold, som Nakkeknaekker så afgjort fortjener.« Og fra udlandet får Roskilde Festival også besøg af newyorkerne i Couch Slut, der stod bag en af 2024’s bedste og mest støjende sludge-udgivelser i form af You Could Do It Tonight.

Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli 2025, og dagens i alt 28 offentliggjorte navne er:
4am Kru, Akriila, Alabaster Deplume, Annahstasia, Arushi Jain, Beabadoobee, Body Meat, Ca7riel & Paco Amoroso, Couch Slut, D1MA, Doechii, Fabiana Palladino, Jako Maron, Kassa Overall, Lola Young, Lucy Dacus, Major League DJz, Moin, Neckbreakker, Nídia & Valentina, Nine Inch Nails, Paydar, Schoolboy Q, Shaboozey, Soleima, This Is Lorelei, Wet Leg, Yeule

Leave a Reply