Så sent som tidligere i dag skrev min musikjournalistiske kollega på Soundvenue Kristian Karl – helt korrekt og ganske forklarligt – at Roskilde Festivals »gamle flagskibsgenre, rocken, risikerer at blive et randfænomen,« som konsekvens af det store pop-fokus, festivalen især i år har tillagt sig. For metalpublikummet er det en virkelighed, man har måttet leve med i mindst 10 år. Ikke at metallen med alle sine subgenrer nogensinde agerede som “flagskib” i nogen som helst forstand, men det er omvendt helt forståeligt, hvis Roskilde-trofaste festivalgængere med flere år(tier) i sol, vind, mudder og støv på bagen føler, at netop deres yndlingsgenre bliver mere og mere forbigået. Sådan er det jo, når større kræfter disker op med deres egen, langt mere dedikerede festival; skræddersyet til formålet. Debatten, der her skal rejses, handler dog ikke om Copenhell kontra Roskilde, men i langt højere grad om, hvad Roskilde Festival i så fald skal gøre.
Især fra de hjemlige breddegrader kunne man tænke sig, at Roskilde Festival har en forpligtelse til at fremvise både det, der stikker ud, men også metallens fremtid. Hvad angår sidstnævnte er silkeborgensiske Nakkeknaekker netop dét band. Unge, fremadstormende og med en genrebevidsthed, som man kunne unde mangt et band her til lands. Ja, rent faktisk er det jo lykkes Roskilde Festival at nappe dødsmetalkvintetten før festivalkollegaerne ude på Refshaleøen, hvis man ser bort fra Copenhells armbåndspåsætningsarrangement sidste sommer samt When Copenhell Freezes Over tilbage i januar.
Derfor kunne man også have håbet, at Roskilde Festival havde gjort det på alle tænkelige måder mest oplagte og smidt Nakkeknaekker ind i mørket på Gaia, uagtet at koncertstarten var skemalagt til 17.45. Vi i metalmiljøet elsker jo så afgjort de mere intime rum, og både Feather Mountain og Heathe spillede på samme i går, hvilket kun forstærkede de respektive orkestres udtryk sammenlignet med den åbne plads og frie udsyn til sommerhimlen, der unægteligt præger Eos.
Sådan skulle det dog ikke være, og dermed gjorde festivalen Nakkeknaekker en bjørnetjeneste ved at lade Eos’ anlæg prøve kræfter med gammelskoledødsmetal for første gang i scenens korte levetid. Resultatet blev nemlig noget værre rod – et aldeles mudret lydbillede fra start til slut, hvor Anton Bregendorfs trommer overdøvede sine bandkammeraters respektive bidrag i sådan en grad, at det til tider blev ganske uudholdeligt at være tilhører til. Værst gik det ud over forsanger, Christoffer Kofoed, hvor man størstedelen af tiden sågar ikke kunne høre titlerne på de numre, som bandet – foruden lukkeren “Silo” – slyngede af sted. Uagtet kæmpede gruppen dog ufortrødent videre med at give en tonstung lektion til det post-regnvejrsfriske publikum, hvoraf kun cirka halvdelen bekræftede, at de havde set en dødsmetalkoncert før. Vi nåede både omkring headbangingens ædle kunst og salig Chuck Schuldiner i en forestilling, hvor Nakkeknaekker måtte give afkald på de mere melodiøse elementer til fordel for dødsmetallens mere smadrende aspekter. Det viste de sig heldigvis også særdeles leveringsdygtige udi, men det gjorde ikke overraskende også koncerten ganske endimensionel, hvilket bandet ganske forståeligt lod til at have svært ved at bryde ud af.
Ville man derfor bare gerne kaste sig direkte ind i mosh- såvel som circlepits, bød Nakkeknaekkers optræden på et væld af muligheder for at gøre netop dette. Ville man imidlertid bare gerne nyde et af landets mest lysende stjerneskud på en i forvejen trængt befolket metalscene, kommer der heldigvis rigeligt med andre muligheder i de kommende år – i dag var det bare ikke under de forhold, som Nakkeknaekker så afgjort fortjener.
Alle fotos: Daniel Nielsen
