Når man lytter til Wind in the Wires priser man Gud ved hvem lykkelig for, at der findes unge mennesker, der fortaber sig i alt andet end hverdagens almindeligheder, og at der i mængden findes talenter, der får tid til og mulighed for at øve, skrive, synge og pleje sine egenskaber, der udmønter sig i udgivelser som denne.
Sagt med det samme: Det er et stærkt udspil, den 21-årige Patrick Wolf serverer. Det er egentlig lidt af en gåde, at han i en så ung alder kan begå sig på alle de instrumenter, pladen rummer. Og samtidig komponerer Wolf sange, der gør et stort indtryk på lytteren.
Temaerne, der blæser i vinden, handler om personlig frihed i en tid med manglende udvikling og stagnation. Wolf har skrevet sangene i en øde hytte i Cornwall, hvor blæsten hærger, og ensomheden hænger i luften som en tyk tåge en tidlig morgen. Det høres tydeligt i de 13 sange, som med deres udprægede strygerarrangementer lader tungsindet slippe ind, kun forstyrret af den unge mands vokal der, trods det dybe toneleje, formår at variere, så varmen breder sig som en lind strøm.
The Libertine er et fantastisk åbningsnummer. Basgangen styrer slagets gang og giver ordrer til Wolfs lettere croonede stemme, der bakkes op af lyse violiner.
“I’ve got to go, so here I go / I’m going to run the risk of being free.” En ung mand der bærer på livets kompleksitet over at være sluppet ud af magthavernes klamme klo, men samtidig er skrækslagen over udsigten til at skulle stå på egne ben.
Sangene har hver deres lille historie med Patrick Wolf som oplæser og fortæller. Vi introduceres til steder, han selv har oplevet i The Gypsy King, og historier om mennesker, han har mødt i The Railway House og Tristan.
Men det er langtfra faktuelle oplevelser, der præger lyrikken. Følelserne hænger ude på tøjet i pladens smukke titelnummer. “Thunder, pressure, getting, lower / But see her waters break / Rain falling to the sea / Into a granite wave / A unit / A family / It´s just a sign, just a sign.”
Ligeledes vendes vrangen ud på This Weather. “œI am not going to set myself free here / I am following some dark fortune / Some circle in me / Hold back the wind / Hold back the rain / I want to live / To see good weather.”
Patrick Wolf er en ung mand, der ligesom de fleste oplever en post-pubertetskrise over at skulle slippe taget i sit indre barn og gå ind i den voksne verden. Det er en almindelighed, men på Wind in the Wires bliver den ualmindelig, når den sættes sammen med de smukke musikalske kompositioner.
Patrick Wolf er en usædvanlig ung mand, der arrangerer, skriver og programmerer sin musik selv, kun sporadisk hjulpet af sin far og søster.
Det er svært at finde et decideret dårligt nummer på Wind in the Wires, og formår man at sætte sig ud over det faktum, at personen, som taler til én, kun er i begyndelsen af 20’erne, fremstår pladen moden og fyldig – hvilket, uden at skulle drage for mange paralleller, Bright Eyes’ fremragende Digital Ash in a Digital Urn fra tidligere i år også er et godt eksempel på.
Patrick Wolf giver trods sine musikalske talenter godt med plads til de elektroniske virkemidler, som flettes ind i de folk-agtige arragementer, hvor piano, guitar, ukulele, violin og harmonika bruges flittigt. De er med til at skabe mange raffinerede og spændende numre, hvor de klassiske virkemidler peppes op med hjælp fra computeren.
Men når alt kommer til alt, må Patricks Wolfs stemme tillægges stor værdi. Det er imponerende at høre, hvor ubesværet han tilfører sangene følelser og energi. Der leges kispus med stemmebåndet, der det ene øjeblik lyder som Beck trukket gennem en lydmaskine for derefter at gå helt ned i baglommen på Leonard Cohen. Et instrument i sig selv.
Det vil nok være at kamme lidt over at bruge udtrykket ’golden boy’ om den unge hr. Wolf. Men at lytte til Wind in the Wires har i hvert fald overrasket positivt. Novicer kan fint begynde her, og skulle man oven i købet være så heldig allerede at have stiftet bekendskab med knøsen via debuten Lycanthropy, kan man fint fordoble sin samling med Patrick Wolf.
