Transient Songs spiller Pavement-inspireret, klassisk indierock med psykedeliske indslag. Der er godt skruet sammen, men dybest set lidt kedeligt.
Plader
MGMT: Congratulations
MGMT serverer et sammensurium af nostalgisk 60’er-lyd og pastelpsykedeliske farver. Intentionerne er nok gode, og virkemidlerne mange, men alt i alt efterlader det hele kun en sjælløs fornemmelse af MGMT's Lonely Hearts Club Ingenmandsland.
Rangers: Suburban Tours
Rangers spiller en proper og noget anakronistisk indiefunk, der især taler til alle os med barneår i 80'erne. Men er der mere end dét i det?
Angel: s.t.
Hvorfor udgiver man freejazz? Det skal vel for helvede opleves live. Eller er der noget, jeg har misforstået?
Thrushes: Night Falls
Indierock/noisepop-albummet Night Falls kommer - indrømmet – nok hverken til at skrive musikhistorie eller danne skole. Alligevel er det så intenst og kompromisløst, at det er svært ikke at overgive sig til den forelskelse, de fleste af sangene kredser om.
Shout Wellington Air Force: Clean Sunset
Den lovende danske kvartet Shout Wellington Air Force albumdebuterer langt om længe med Clean Sunset, hvor et helt sammensurium af stilarter og lydeffekter blandes sammen uden megen hensyntagen til vedtagne genrekonventioner.
Bonnie ‘Prince’ Billy & the Cairo Gang: The Wonder Show of the World
Engang var Will Oldham konge som besynger af menneskets mørke sider. Senest er han degenereret til en sjofel hofnar, der har mistet sin inderlighed. På The Wonder Show of the World er han hofnar, men vigtigst: på nogle numre atter konge.
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
The Radio Dept. skriver stadig nydelige, små melodier med 60’er-popvokalharmonier og en skrøbelighed under støjen, men der er lidt mere synth på paletten end sædvanligvis, og det klæder produktet.
Farven Fornem: Symbol EP
Foreløbigt usignede Farven Fornem spiller dyster elektronisk rock og står på skuldrene af nogle af dansk musiks største succeser inden for de seneste år.
The Brian Jonestown Massacre: Who Killed Sgt. Pepper?
Who Killed Sgt. Pepper er en genremæssigt og kvalitativt svingende plade. Kun den dronerockende side af pladen svinger rent musikalsk.
The Burning Hotels: Novels
En svært kedsommelig sag fra The Burning Hotels har ramt vores kyster. Desværre er den kedelig på den allermest kedelige måde: professionelt kedelig.
Manual: Drowned in Light
Efter et par lavmælte ambient-udgivelser er danske Manual tilbage med et album, som samler op, hvor de gamle album slap. Men han rammer ikke helt plet.
Crystal Antlers: Little Sister/Dead Horses
»Jo tak, jeg vil da gerne have lidt mere af Crystal Antlers' patenterede indierock.«
Matthew Herbert: One One
Smager af forår, af lettelse, af lige dele trøst og opdagelsesrejsende på eventyr. Som hvis Arto Lindsay skrev sommerkåde kærestebreve til Panda Bear.