Er det Sigur Rós light, eller skal man forvente noget banjoinspireret pløjemarkscountry som udtryk for et alternativt sideprojekt? Næ, Jónsi spiller pop - men han gør det på sin helt egen måde.
Plader
Nice Nice: Extra Wow
Nice Nice tager alle flaskerne ned fra hylden og blander os en cocktail fyldt med smagsnuancer. Men er der tale om improviseret held eller en nøje planlagt opskrift?
subtractiveLAD: Life at the End of the World
Der er musikalsk højt og bredt til loftet, når subtractiveLAD folder sig ud. Life at the End of the World kan meget vel vise sig at være en af 2010's fineste ambientudgivelser.
Vit Päls: Nu var det i alla fall så
Vit Päls er svensk lo-fi i bedste DIY-stil. Carl Johan Lundgren har skrevet naivistisk tekst og skramlet musik til alle numre og spiller også (næsten) alle instrumenter selv. Resultatet er ærlig, melankolsk, fjollet og smittende lo-fi, der rammer plet.
Nocando: Jimmy the Lock
Alkohol, sex, følelser og samfundskritik er nogle af emnerne på Jimmy the Lock. De mange ingredienser skaber et interessant og omskifteligt album, men ender også med at spænde ben for helhedsoplevelsen.
M-Cnatet: Om nogen
M-Cnatets debutalbum er, hvis ikke en milepæl, så i hvert fald et intelligent og veludført værk i den dansksprogede raphistorie. Kværn og Trzepacz leverer skarpe rim en masse i 'stilen fra way back.'
She & Him: Volume 2
Hun hedder Zooey Deschanel, og han hedder M. Ward. Hun er mest kendt for sin skuespillerkarriere, han for sin folk. Sammen spiller de glad Beach Boys-/sommer i USA-musik, der nok skal sprede glæde, når varmen når frem til Danmark.
No Blood in Bones: s.t. EP
Første udspil fra duoen No Blood In Bones byder på rank krumryggethed, forvirrende klarhed, tyngende lethed, flygtig evighed, Kafkask selvsikkerhed og drømmende vågenhed.
Petter Seander: The Denial of Me, Myself, and I
Svenske Petter Seander leverer enkelte gode pophits. Men langt det meste af vejen er The Denial of Me, Myself, and I en middelmådig affære.
Turin Brakes: Outbursts
Dejlig melankoli og forløsende folkpop flyder fra Turin Brakes' femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dét.
David Byrne & Fatboy Slim: Here Lies Love
En musical om Filippinernes førstedame? David Byrne og Fatboy Slim fortæller historien om Imelda Marcos. Konceptalbummet kræver imidlertid, at man fordyber sig i historien, da musikken ikke er noget at skrive hjem om.
Quasi: American Gong
Herlig guitardrevet, ærkeamerikansk collegerock, der leder tankerne hen på så fine bands som Weezer, Mudhoney, aktuelle Pavement og selveste Beatles. Quasi er ikke verdens mest originale sangskrivere, men de spiller røven vidunderligt ud af bukserne.
Excepter: Presidence
Politisk musik behøver ikke at være noget med hurtige paroler, der skråles over skrattende guitarer og buldrende rytmer. Det kan også være en halv times ambient.
White Rabbits: It’s Frightening
Mørk pop med pletvist geniale afstikkere. It’s Frightening har sine fantastiske øjeblikke, men desværre lige så mange knapt så gode.