Plader

Black Marble: Fast Idol

Det er svært at spore nogen rigtig udvikling på Chris Stewarts fjerde album under aliasset Black Marble. I bedste fald er det behageligt og absolut dansabelt. I værste fald er det dødkedeligt.

Drømmende cold wave. Tre ord, og så behøver man ikke smide flere adjektiver efter Black Marble. Det gælder ikke blot Fast Idol, Chris Stewarts fjerde fuldlængealbum under navnet, men hele hans diskografi. Faktisk siger Stewart det glimrende selv med sit alias. Sort marmor: Smukt og uigennemtrængeligt. Nemt at tørre af. OK, det er måske en overdrivelse, men måske er det ikke. Cold wave-genren dyrker trods alt det bevist afmålte, og man kan virkelig diskutere om “overfladisk” ikke ligger i direkte forlængelse heraf.

Cold wave er en sjov fisk. Er det overhovedet en rigtig genre? Kan vi ikke bare beskrive den med ord som elektropop, synthpop eller endda blot new wave? Måske. Men jeg vil her tillade mig at bruge genren i et forsøg på at beskrive det dansable element, som gennemsyrer Fast Idol. Det distant dansable, om man vil. Det starter egentlig blidt på intronummeret “Somewhere”, der med sine altomsluttende synthesizers bader lytteren i behagelige lydlandskaber, der er som skabt til store høretelefoner på bagerste sæde på en bus gennem storbyen. Men et minut og 30 sekunder inde i nummeret fordobles tempoet. Bus og bagerste sæde falmer og pludselig befinder man sig i en mørk kælder cirka 1982 omgivet af andre goth-kids med hang til visne røde roser og sort alting. En kølig stemme svæver messende ud og ind af de forskellige beats, hviskende nyromantiske fraser i dit øre, der i dette fine lille øjeblik vækker dit isnende hjerte til live igen. Det er mørkt. Det er maskinelt. Og det er virkelig, virkelig kedeligt.

Eller rettere: det bliver kedeligt. For med 11 numre, hvoraf de 10 uden problemer kan beskrives med ovenstående ord samt en maratonlænge på hele 52 minutter, er Fast Idol virkelig ikke en særlig interessant plade. De fire første numre kører i mere eller mindre samme rille med så minimale forskelle i arrangement, at det virker ligegyldigt at beskrive dem. Dog vil jeg alligevel slå ned på “Royal Walls” af den simple grund, at den lyder fuldstændig som Madonnas “Holiday” fra pladen med den i denne sammenhæng meget passende titel You Can Dance (1987). Hos Madonna er der liv og glade dage – hos Black Marble er der reserverede nætter, og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.

“The Garden” midt på pladen deler fint albummet i to halve. Den iskolde, elektroniske åbningsmelodi leder kortvarigt tankerne hen på Kraftwerk, men Stewart er knap så stram i sit udtryk. Han tilsætter løbende forskellige typer percussioninstrumenter, og resultatet er et ganske sjovt og lidt skævt nummer, der giver et kærkomment afbræk fra pladens monotone 80’er tilbedelse. Knap tre minutter senere er vi tilbage i dyster danseland. “Say it First” med sin ublu dyrkelse af den længelsfulde guitarmelodi, post-punken gjorde så flittigt brug af; “Streetlight”, der, hvis man fjernede Stewarts stemme, sagtens kunne have været baggrundsmusik til et arkadespil.

Alt er så inderligt poleret. Elektronisk flødeskum for øregangene. Det bliver aldrig rigtig spændende eller farligt eller udfordrende. Og nej, der er bestemt ikke noget krav om, at musik absolut skal være hverken det ene eller det andet. Men bliver man på overfladen, hvor alting er nogenlunde behageligt og harmløst, så ryger man desværre hurtigt i glemmebogen. Det er også tilfældet med Fast Idol, hvor jeg helt oprigtigt har svært ved at skelne hvert nummer fra hinanden. Jeg når til “Ship to Shore”, pladens 9. nummer, og er overbevist om, at den har jeg altså lige hørt. Det har jeg også, men nummeret hed bare noget andet.

Hvis filmen Drive havde haft en dansescene, havde Nicolas Winding Refn gjort klog i at hive et Black Marble-nummer med på soundtracket. Måske mangler de musik til soundtracket til Stranger Things sæson 4. Jeg tillader mig at citere Anatoly Dyatlov i den fremragende serie Chernobyl: »Not great, not terrible«.

★★★☆☆☆

Leave a Reply