Michael Mørkholt har sammen med en flok af sine musikalske legekammerater pakket musikskoleinstrumenter og en laptop i rygsækken og er taget på travetur i naivitetens landskab. Det er der kommet en fin og munter omgang organisk electronica ud af.
Plader
Decorate Decorate: Instructions
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
Phoenix: Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix har altid lavet dejlig varm og blød sommerpop, men denne gang har de virkelig skummet fløden og føjet en ny portion hits til deres stødt stigende forråd. Dette er franskmændenes bedste plade.
El Perro del Mar: Love Is Not Pop
For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.
Abstract Rude: Rejuvenation
Abstract Rude leverer på Rejuvenation oplysende, skarptskåret og intellektuel ordekvilibrisme på ekstremt højt niveau, men desværre følger beatene ikke helt med. Det holder ham et skridt fra tronen.
Condo Fucks: Fuckbook
Gamle kendinge i nye forklædninger spiller gamle kendinge i nye forklædninger. Der er ikke meget at komme efter, hvis det er originaliteten, der trækker, men som statement og hyldest fungerer Fuckbook umanerlig godt. Og så er sangene (stadig) skidegode.
Modulok: Cities and Years
Modulok og livet – eller registreringer af det – er stort set synonymer på Cities and Years. Det er der kommet en behagelig, sjælfuld og livsbekræftende plade ud af.
Super Furry Animals: Dark Days/Light Years
Super Furry Animals er som altid et broget bekendtskab, der ynder at hugge med arme og ben fra alverdens inspirationskilder. Selvom den røde tråd mangler, er Dark Days/Light Years et legesygt og fængende album.
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers
Selvom resten af bandets medlemmer i dag er over 40 år, var Richey James Edwards stadig kun højst 28 år, da han skrev disse tekster. Hans minde æres med en plade, der stilmæssigt er 14 år gammel – fra den tid hvor manierne stadig rasede. Tak Richey.
The Late Parade: In Chase of Red Beads
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
The Setting Son: Spring of Hate
Master Lorenzo Woodrose fra Baby Woodrose har igen ageret producer for sin young apprentice Sebastian T. W. Kristiansen, frontmand og sangskriver i The Setting Son. Som på debutalbummet flyder det med mesterlige psychpop-numre, men der er også blevet plads til dystre, melankolske skæringer.
Attrap: Happitalism
Underfundighed, finurlige eksperimenter og et struttende overflødighedshorn af entusiastisk livsglæde, hvor det joviale smilebånd komplimenterer rå kaoslyd, er i vente på Happitalism. De hele fremført af bandet der »kom, så, performede og stoppede igen.«
Soap & Skin: Lovetune for Vacuum
Den røde tråd i dette album udgøres af en sørgmodig klang og en nævneværdig tyngde. Alligevel besidder debutalbummet fra østrigske Anja Franz Plaschg en lethed og en elegance, der giver lyden dybde, og resultatet er et stemningsfuldt album, der både indeholder smerte og styrke.
Ghost Society: Dogs and Desperation EP
Ghost Society er en ny, dansk konstellation bestående af musikere fra bl.a. Blue Foundation og People Press Play, der – som navnet antyder – spiller musik af den sfæriske og drømmende slags. Det er godt, men til tider en kende for pænt.