I ventetiden mellem Stars' tredje og fjerde album er denne opsamling af remix og fortolkninger med til at fylde tomrummet ud. Det canadiske band har lagt sine kompositioner og lydfiler i hænderne på en række venner, der mishandler grundmaterialet i stor stil.
Med sit fjerde album forfiner Dan Snaith sin i forvejen glimrende blanding af psychpop og krautrytmik, og med tilføjelsen af flere vokaler end tidligere bliver resultatet absolut blændende. En af de stærkeste og mest medrivende udgivelser i 2007.
Danske No Privacy debuterer med en mol-domineret rockplade med smag for patos og drama. Albummet byder på stærke vokalpræstationer, men generelt kniber det så meget med opfindsomheden og variationen, at det er svært at høre, hvordan No Privacy skal rage den store opmærksomhed til sig.
Finske Islaja nærmer sig det tilgængelige på hendes tredje album, men der er stadig overrumplende mange ubesvarede spørgsmål tilbage, når pladen er ovre. Spørgsmål, der vækker nysgerrigheden og giver Ulual YYY endnu en chance for at åbne sig op. Igen og igen.
Den japanske trio Boris er igen aktuelle med en samarbejdsplade – denne gang med den japanske koryfæ, Michio Kurihara. Men i modsætning til det tidligere så potente samspil med Sunn O))) er der andre stemninger på spil, og det er desværre ikke kun guld, der venter for enden af denne regnbue.
De bedste sange på det danske bands anden ep, viser bestemt potentiale, men spørgsmålet er, hvilken vej bandet vil følge i fremtiden, når de gode takter fra denne udgivelse skal følges op.
Den ukronede konge af grime er vendt tilbage og er nu mere regulært hiphoppet end sin sædvanlige knasende, knitrende facon. Det skaber et meget ujævnt album, der i sidste ende skuffer.
Går man og mangler en grund til at lade ufornuften råde, kan man roligt lytte til det seneste album fra The Icarus Line, som indimellem byder på lyden af at leve stærkt og dø ung. Desværre må man også tage albummets kedeligere sider med – herunder en uheldig håndtering af inspirationerne fra The Jesus and Mary Chain.
Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.
De skal åbenbart modnes, de syrerockere. For On Trial bliver bare ved med at blive bedre. Hvor mange andre bands kan ellers slippe af sted med at udgive en liveplade indspillet på et lille fort på Sydsjælland og stadig lyde, som om de ikke giver en daddel for de folk, der ikke har forstået deres musik?
Den sjette Spoon-plade rammer helt rigtigt. Med inspirationer lige fra Elvis Costello til Motown og med masser af fremragende popmelodier har bandet fat i den helt lange ende og står med en umiddelbar rockplade, der fortjener at ende på mange årslister, når 2007 gøres op.
Den norske trio veksler mellem hårdtslående rock, fængslende mid-tempo og bølgende westcoast-ballader. Pladen har helt klart et potentiale, men den mangler også i den grad at fasttømre sin identitet. Idéerne står knivskarpt, men der mangler lidt navigation og en klar rockkurs.
Danske Casper Bach Hegstrups debutplade er et sympatisk bekendtskab. Så sympatisk, at man virkelig gerne vil synes, at pladen også er god. Men Bach Hegstrups indietronica er stadig kun lovende – og lidt for ofte hæmmet af halvhjertet sangskrivning.
Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.
