Det er yderst sjældent, at man slipper heldigt fra at have hele 30 numre på en cd, og Sloans forsøg når da heller ikke gennem uden skrammer. En ordentlig tur med lugejernet havde gjort underværker, for kvaliteten svinger lige lovlig meget.
Plader
Fennesz Sakamoto: Cendre
Samarbejdet imellem Ryuichi Sakamoto og Christian Fennesz er på mange måder en drømmekonstellation: Begge er mestre ud i tilfredsstillende og udfordrende lydlandskaber, og ofte er deres lyd så nærværende og tredimensionel, at man føler man kan røre ved den. Cendre lever i høj grad op til drømmen.
Emil Friis and the Absolute Believers: Mutineer
Godt håndværk - men ikke noget nyt under solen. Det er hørt masser af gange før, hvilket går hen og bliver pladens helt store problem. Emil Friis er en gedigen sangskriver, men han har stadig et pænt stykke op til Dylan, selv om han forsøger at lyde lidt ligesom den gamle mand.
65daysofstatic: The Destruction of Small Ideas
Selv om Sheffield-kvartetten 65daysofstatic ikke har været videre heldige med deres bandnavn, kan man ikke tage fra dem, at deres tredje album er temmelig uundværligt for fans af blandingen af mathrock og raffineret metal. Til tider er pladen lidt lang i spyttet, men som helhed er den glimrende.
Meg Baird: Dear Companion
Meg Baird er formentlig mest kendt for sit virke som sangerinde i den fremragende sekstet Espers. Med Dear Companion skifter hun de eksperimenterende folksange ud med et langt mere traditionelt og afdæmpet udtryk, og det slipper hun helt fantastisk godt fra.
Joycehotel: Limits
Danske Joycehotel fik ikke den helt store opmærksomhed, da de debuterede for et par år siden. Og desværre for bandet berettiger opfølgeren Limits ikke til hverken ros eller hype, for pladen savner originalitet og er temmelig kedelig.
Interpol: Our Love to Admire
Efter to fremragende plader er de coole new yorkere i Interpol tilbage med nye sange, gamle toner, blå melankoli og lånte fjer. Desværre synes gruppens interne ægteskab at knirke, og Our Love to Admire er lyden af et band, der ikke længere spiller som et kollektiv og prøver at køre på hjul af de forrige albums bedste sange.
Crippled Black Phoenix: A Love of Shared Disasters
Den eklektiske næsten-supergruppes debutalbum er en lang, sørgmodig affære, der med en victoriansk ørkenstemning kaster sig over noget så umoderne som et konceptalbum. Og så er det endda begyndelsen på en trilogi. Men de slipper heldigt fra, hvad der må kaldes et af årets modigste albums.
Lightning Dust: s.t.
Lightning Dust består af Joshua Wells og Amber Webber fra Black Mountain. Musikken er dog noget anderledes, for her er tale om melankolsk indierock med minimal instrumentering. Det starter godt, men efter de første to numre daler kvaliteten støt, og det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt.
James Yorkston: Roaring the Gospel
James Yorkston har på dette fjerde album iført sig revival-hatten og livet lidt op i nogle af sine gamle numre samt mere eller mindre ødelagt et par stykker fra anden hånd. Resultatet er en pose blandede bolcher, hvoraf kun en lille håndfuld smager fremragende.
The White Stripes: Icky Thump
På The Icky Thumb leverer Jack og Meg White bluesinficeret retrorock uden mange fejlskud.
Colleen: Les ondes silencieuses
En mellemting mellem kammermusik fra barokken og små melodier, der nærmest har karakter af vignetter, er, hvad der er på Colleens tredje fuldlængdeudgivelse. Lyder det hyggeligt? Det er det også – men det er også lidt mangelfuldt.
Jennifer Gentle: The Midnight Room
På The Midnight Room fortsætter italienske Jennifer Gentle deres anarkistiske stormløb mod konventionel sangskrivning med Syd Barrett som den store ledestjerne. Der er der kommet et afvekslende og underholdende, men også lidt enerverende psychpop-album ud af.
Handsome Furs: Plague Park
En smadret elguitar, excentrisk stemmeføring og en trommeboks. Mange flere elementer har Wolf Parades Dan Boeckner og hans forlovede ikke tilladt at medvirke på duoens debut. Det stiller høje krav til sangenes kvalitet – krav, som ikke helt indfries.