Den Roskilde-aktuelle kvintets balancegang mellem eksperimenterende jazz og skramlet indierock drejer lidt længere mod rocken på deres anden plade. Samtidig er der kommet vokal på musikken, og i sin helhed er Private Cinema et rigtig godt album.
Plader
Taxi Taxi!: s.t.
Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.
Nina Nastasia & Jim White: You Follow Me
Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.
Konfus: s.t.
Brødrene Andreas og Rasmus Kragh har taget hinanden i hånden og forenet håndspillede instrumenter og elektronik under navnet Konfus. Det har resulteret i en række fængslende melodier, som fornemt omgiver Andreas Kraghs poetiske tekster.
made of buildings: The World Has Been Stolen by Cynics
Århusianske made of buildings debuterer med glimrende indierock, der slet ikke er så prætentiøs eller postrock-præget, som deres navn kunne indikere. The World Has Been Stolen by Cynics er en charmerende, ambitiøs plade med gode muligheder for at ramme de melankolikere, der er blevet trætte af overdyster postpunk.
Elliott Smith: New Moon
Man kan næsten ikke få nok af de fine, skrøbelige sange fra Elliott Smith. Dog føles 24 som en anelse for meget. Men også kun en anelse, for New Moon er et fremragende posthumt sangskriver album, hvor cd 1 bærer én op over skyerne, mens cd 2 ligger lavere – men det er til at leve med, når bundniveauet er så højt.
The National: Boxer
"BOXER COMING" stod der længe på The Nationals hjemmeside. Som var kvintettens nye album en respektindgydende person, der nærmede sig faretruende. Måske er den god nok. Med intelligent benarbejde og de gule handsker surret fast til hænderne bokser The National sig i al fald op blandt vor tids største rocknavne.
Fridge: The Sun
Efter seks års tavshed er Adem og Four Tets fælles postrockband Fridge endelig tilbage. Gruppen skriver stadig perlende friske melodier og får fortsat et væld af idéer. Desværre kniber det for dem at gennemskue, hvilke af indfaldene der er de stærkeste, og det gør The Sun lige lovlig ujævn.
Minus Story: My Ion Truss
Siden Minus Storys seneste album er bandet blevet udvidet til en sekstet, og John Congleton fra The Paper Chase har indtaget producerstolen. Det er der kommet en ganske solid plade ud af, men den er dog knap så dragende og vidunderligt sær som sin forgænger.
The Dear Elaines: Whatsoever-Never
Med en kombination af teknisk askese og effektive popmanerer, der får smilet frem på læberne, er det lykkedes The Dear Elaines at skabe en særdeles vellykket ep, som distancerer sig fra musikbranchen i al almindelighed, mens den sniger sig ind på sit publikum.
The Sea: The Boats Are in the Bay
Den fjerde plade på tre år fra Andrew Hargreaves og Craig Tattersall byder på 10 forsagte folksange, der egentlig er mere ambient end folk. Sangene dukker umærkeligt frem fra disen, men er selv så umærkelige og disede, at de ikke sætter de store aftryk.
Pelle Carlberg: In a Nutshell
Efter opvæksten i Uppsala prøvede Pelle Carlberg lykken i forskellige bands og fandt den i Edson, der også er i stald hos Labrador Records. Edson eksisterer stadig, men nu koncentrerer Carlberg sig om sin solokarriere. Everything. Now! hed solodebuten fra 2005, og nu er toeren In a Nutshell på gaden. Sammen med sit “one-man band”, Henrik Nilsson, spiller Carlberg luftig guitarpop fra samme skuffe som Belle and Sebastian og The Go-Betweens. Han har forstand på gode popsange, og de fleste numre er ørehængere, dog uden at være særlig nyskabende eller særegne. Det smittende humør, melodierne og den gennemarbejdede lyd, som bl.a. kan høres i “Showercream and Onions” kan ingen dog tage fra svenskeren. Bedst er Carlberg dog på tekstsiden, hvor hans velformulerede tekster handler om hverdagsemner som middelklassehjemmet, jobbet og indkøb – og en lille smule kærlighed. Carlbergs morsomme og rammende dagligdagsobservationer er prisværdige som f.eks. “Clever Girls Like Clever Boys Much More Than Clever Boys Like Clever Girls”, der handler om præcis det, titlen indikerer: kloge piger, der foretrækker kloge drenge, mens drengene desværre vælger anderledes: »I have a friend who’s in this Mensa club / He has no trouble to admit / He wants a woman with ambitions / That go as far as raising kids« – og sådan er der jo så mange små paradokser, som er værd at tage fat i. Det skader heller ikke nummeret, at melodien med maracas, trompet og håndklap nemt sætter sig fast i øregangene. En anden pudsig tekst er “I Touched You at the Sound Check”, der handler om dengang Mike Joyce, trommeslageren fra The Smiths, var dj på Stengade 30 i København. Carlberg mødte ham, og det gjorde åbenbart stort indtryk. Selvom teksten er morsom, kommer Carlberg dog ikke i nærheden af niveauet fra debutens “Go to Hell, Miss Rydell”, hvor Carlberg som den forsmåede musiker synger om sit opkald til en anmelder, der har givet Edson en dårlig anmeldelse. Det er yderst morsomt, og Carlbergs forurettede tekst og tonen i nummeret passer perfekt sammen. Den musikalske side af dette nummer var måske intet vidunder, men nummeret er alligevel i en klasse for sig i Carlbergs repertoire. Pladens titel taget i betragtning må man gå ud fra, at Pelle Carlberg i en nøddeskal netop er en popglad dreng med sprogligt overskud. Men på albummets sidste regulære nummer, der netop bærer titlen “In a Nutshell”, overrasker Carlberg. Med kun vemodigt klaver og lidt akustisk guitar, ser vi en helt ny side af Carlberg. Et rigtig fint lille nummer og en fin detalje, der viser, at Carlbergs talenter rækker ud over den genre, han er mest velbevandret i. Dog lader Carlberg sit velkendte humoristiske pop-jeg få det sidste ord med et skjult nummer til slut. Sangen handler om Carlbergs problemer med “Mr. Labrador” – pladeselskabschefen, der brokker sig og siger, at Carlberg aldrig vil »mingle at the Grammy awards« eller komme til Hong Kong, hvis han ikke får skrevet en hit-sang. Men i et melodiøst (næsten hit-agtigt) omkvæd erklærer Carlberg, at han aldrig vil skrive en hit-sang. Hits eller ej; det er ikke så vigtigt, hvilken kategori Carlbergs numre havner i. Der er gode popmelodier for alle pengene. Det sidste ekstra mangler dog. Carlbergs tekster er hans force og gør ham til noget andet end inspirationskilderne. Derfor er det vigtigt, at han ikke forfalder til tekstlige kærlighedsligegyldigheder som “I Love You, You Imbecile”. Det, der mangler på In a Nutshell er perler, hvor melodien, formuleringerne og humoren går hånd i hånd – det er ikke nemt at skabe, men Carlberg er rigtig tæt på.
Dolorean: You Can’t Win
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Dúné: We Are In There, You Are Out Here
I et par år har det været velkendt, at syv unge gymnasieelever fra Skive havde gang i et talentfuldt synthrockband med navnet Dúné. Omtalen af bandet har været så positiv, at debuten er ventet med spænding. De unge skibonitter lever op til forventningerne med en omgang feststemt og overbevisende udført synthrock.