Death by Kite har længe været et lovende band. Det har de vist live og på en selvudgivet demo, som har skabt forventninger til den københavnske trios debutplade. De bliver indfriet i form af en række melodiøse, støjindhyllede popsange. Death by Kite er flyvefærdige.
Danske Gravys andet udspil Glory to Our Brilliant Name byder på en lettere psykedelisk blanding af 60'er inspireret syrerock tilsat elementer af punk, hiphop og elektronik fra en iskold skurvogn på Amager anno 2007. Det har givet plads til mange spændende detajler, men desværre på bekostning af finishen.
På Soulsavers seneste album har duoen bedt Mark Lanegan om at lægge stemme til de soul-elektroniske ballader. Hans stemmer er som altid mørk og rusten, men det kniber med grundmaterialets kvalitet. Derfor er der kun få momenter på albummet, hvor musik og vokal i samstemmighed virkelig rammer plet.
Retro-trenden kører videre, og nu er turen kommet til en genopfriskning af krautrocken tilsat nye, luftige toner. Med snilde og underspillet funk har Fujiya & Miyagi skabt et af årets bedste og mest stillestående dansable albums.
En god del af melodierne fænger, og der er en ganske bred spændvidde på det andet album fra Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whitemans sideprojekt Apostle of Hustle. Musikken kunne dog sagtens bruge lidt mere dybde.
Debutalbummet fra den odenseanske duo The Spy in the Mes er en hæsblæsende omgang, der byder på lidt af det hele. Hidsig støj og forsagte aftensange gnubber sig op ad hinanden, og på forunderlig vis ender albummet med at være virkelig velfungerende.
Brett Andersons afdæmpede solodebut er en behagelig lytteoplevelse til de stille stunder, og Suede-frontmanden formår at synge med både hjerte og smerte. Men musikken og arrangementerne halter i den grad bagefter.
Damen bag soloprojektet Lost in Hildurness bærer navnet Hildur Ingveldardóttir Guðnadóttir. Sådan cirka lige så islandsk lyder hendes plade Mount A, der består af lag på lag af strygere, harpe og vibrafon. Der er masser af stemning på albummet, men også lige rigeligt meget monotoni.
Norske Ralph Myerz and The Jack Herren Band spiller festorienteret musik, der i det store og hele er ganske veludført, men desværre også temmelig kedelig. Dette skyldes hovedsageligt den musikalske blanding af punk, lounge og pop, der uheldigvis er blevet genbrugt til hudløshed af adskillige kunstnere de sidste 10-12 år.
Forventningerne til Jens Unmacks andet soloalbum er høje, og de bliver desværre ikke helt indfriet. Produktionen er så poleret, at den kvæler de ellers gode sange, der dog er for ens til, at pladen kan bære sin længde. Intet af det ændrer dog ved, at her er tale om en rigtig god popudgivelse.
Med sin debut, The Art of Fiction, har Jeremy Warmsley lagt sig i selen og kreeret et sofistikeret stykke folktronica. Produktionen og de musikalske raffinementer henvender sig uden tvivl til intellektet, og heldigvis er der også blevet plads til hjertet.
De musikalske drillerier fortsætter på Branches' andet album. Men selv om legestueelementer altid giver en vis risiko for et ligegyldigt produkt, formår bandet på charmerende vis at bevæge sig mellem prog-indie og underspillet lofi-indiepop uden at ryge ud af kurs.
Jennifer Herremas Royal Trux-fortid er mindre tydelig på RTX' anden plade, end den var på debuten, Transmaniacon. Nu er RTX et heavyrockband, der giver genren, som den lød i 80'erne, nyt liv med en hårdtslående, fandenivoldsk og beskidt attitude.
Det islandske pladeselskab 12 Tönar har åbenbart gjort det igen. Denne gang er der tale om en stemningsmættet, underdreven og tidløs udgivelse, der kan nå et godt stykke ind under huden – hvis man ellers giver den lov.
