Volker Bertelmann har modificeret sit flygel, så det både kan lyde som en klimprende spilledåse af blik og som et helt almindeligt flygel. Det har resulteret i en yndefuld plade, men Bertelmanns forkærlighed for gentagelser er til tider lidt af en hæmsko.
Kaiser Chiefs følger op på megasuccessen fra det første album med en plade, der lyder akkurat som den første. Der er altså tale om klassisk britisk rockmusik, som lægger sig tydeligt i sporene fra Blur og The Jam. Men energi og et par fremragende numre kan ikke ændre på, at middelmådigheden kommer snigende.
Jesse Malin har fået besøg af en række prominente gæster på sit nye album. De er dog mere med til at understrege, at her er tale om kejserens nye klæder, end de er med til at gøre det interessant. Heldigvis behøver et album jo ikke være nyskabende for at være godt.
Det har taget Modest Mouse tre år at følge op på deres seneste succesalbum. I løbet af ventetiden har Isaac Brock & co. desværre glemt, at der skal mere end galskab og et højt energiniveau til at skabe en god plade. Uden gode sange går projektet ikke, og derfor kommer sekstetten aldrig rigtig i mål.
På bandets ottende album fortsætter Sean O’Hagan og resten af High Llamas med at forfølge det Beach Boys-popspor, bandet har forfulgt de seneste år. Can Cladders er en ganske rar fornøjelse at lytte til, men man kan ikke lade være med at tænke, om High Llamas burde prøve noget nyt?
Endelig er rumraketten landet, og igen lastet med fantasifulde godter, som kun det danske band Efterklang kan tilberede dem. Minialbummet efterlader lytteren søvndrukken, men rig på drømme. Stig om bord, og få et indblik i en mystisk verden, som for hver ny gennemlytning føjer flere facetter til fortællingen.
Engelske Maxïmo Park har bestemt håndværket i orden, og leverer på deres andet album vellydende, pæn og let tilgængelig rock. Det er dog så som så med substansen.
Belasco påstår i sin pressemeddelelse, at 61 meget vel kan blive en indie-klassiker. Det sørger en kedelig produktion og alt for polerede sange dog for at forhindre. En radioklassiker har 61 dog potentiale til at blive. Og det er ikke så dårligt. Det er bare heller ikke særlig godt.
The Raveonettes er ofte blevet kritiseret for at kopiere The Jesus & Mary Chain. Med søster Linda i front slår brødrene Reid igen med en slags meta-kopi under navnet Sister Vanilla. Kopieringen af andre lykkes i nogen grad. Der er sange til en god ep, men desværre er Little Pop Rock en hel lp.
Det indadvendte og mørke er afløst af et farverigt musikalsk univers, hvor man kun lige kan ane de tunge skyer. Patrick Wolf giver den hele armen og skyder sine poppede kompositioner af med et væld af lydflader, der består af elektroniske programmeringer tilført klassisk instrumentering. Et vovestykke, men den unge mand holder tungen lige i munden.
I en tid, hvor selv Metallica er blevet bange for at bande og drikke, er det vidunderligt at høre Nick Cave og hans håndgange mænd kombinere begge dele med en håndfast omgang bulder-rock af den seksuelt frustrerede slags.
Nicolai Dunger er dykket ned i den svenske visetradition, og frem er kommet et stemningsfyldt, men desværre også noget ensformigt album. Dungers mildt desperate stemme og musikkens overbevisende inderlighed gør dog Rösten och Herren til en udmærket oplevelse.
Hvordan kommer døde bøller i kontakt med deres lige så afdøde kærester? Dette og mange andre horror-spørgsmål giver danske The Defectors svar på med albummet Bruised and Satisfied. På ny serverer de kontant gyser-garagerock, og endnu en gang er det solidt og godt.
Vetos forsanger har under sit elektroniske alter ego I Know That You Know udgivet sin første plade af samme navn. Den vokaldominerede og synkoperede electronica på I Know That You Know når dog aldrig rigtigt ind under huden og bliver for hurtigt glemt igen.
